En fortælling i fem afsnit af Julie Søndergård Andersen, Nuuk (4)

Fucking GPS. Han hadede at komme for sent. Nu havde han kun tre kvarter til at sætte op. Han kom op på værelset, slog kufferten op, og tog skjorten ud. Han holdt den op foran sig. Den var alligevel blevet krøllet. Han vendte sit håndled og kiggede på uret. Han kunne ikke nå at stryge den. Om ikke andet var mønstret god til at skjule det. Han tog den på og kiggede sig i spejlet på skabslågen. Jeg ligner en idiot. Han havde længe overvejet, om han skulle droppe den, købe en almindelig hvid eller blå skjorte, men nu var han kendt som ham med hawaii-skjorten. Han forestillede sig samtalerne på HR-kontorer på virksomheder rundt om i landet. “Hvem skal vi hyre?” — “Hvad med ham der med hawaii-skjorten?” Det var de små ting, der gjorde det. Magnum P.I., Preben Møller Hansen — og ham.

Han havde linet det hele op, og var ved at afprøve en af tuscherne på whiteboarded med et “HEJ”, da to fra ledelsen og HR, han havde holdt formøde med, kom ind, “Hej.” De trykkede hænder, talte om vejret. Han tog svampen og hviskede tavlen ren. Folk begyndte at træde ind i lokalet, snakkende. Starten var altid det sværeste. Han kiggede rundt på mængden. Han var trænet nu, rutineret i virkeligheden. Han kunne som regel se på fok med det samme, hvilken kategori de hørte til.

Kategori et var dem, som havde set frem til arrangementet, som gik til alle opgaver med iver, som elskede alt, der havde med selvudvikling at gøre. Det var også dem, som kunne finde på at komme op i pausen for at stille uddybende spørgsmål til materialet, eller tale om en Tony Robbins-video, de havde set på Youtube for nyligt. Kategori to var en blanding af tvivlere og de høflige. Folk, der måske rummede noget skepsis, men ikke gav åbenlyst udtryk for det. De gik til dagen med et relativt åbent sind, måske af pligtfølelse over for ledelsen, eller af høflighed over for oplægsholderen. De fulgte instrukserne, gik med på de fleste opgaver, men han kunne også risikere at tabe dem til kategori tre, hvis han fik formuleret sig for bombastisk. Kategori tre var de lukkede. Det var dem, der havde besluttet sig på forhånd: de var enten sure på alt, ledelsen gjorde og havde derfor a priori mistillid til ham, fordi han var hyret af ledelsen, eller/og de skyede alt, der havde med personlig udvikling at gøre i almindelighed.

Han lagde ud med M&M’s-øvelsen. Det gjaldt om at få selskabet i gang med det samme og glemme sig selv lidt. Han gik ned til et tilfældigt bord og undgik behændigt en mand, der så ud som en fra gruppe et — opspilede øjne og et stort smil, allerede klar til at fortælle med en grøn M&M i hånden — og udspurgte i stedet en yngre kvinde, som så sød, høflig ud. Han forsøgte at lytte til hendes svar, mens han kiggede ud af øjenkrogen på kvinden ved siden af hende, der iagttog ham: gråt hår og tunge briller. Hun behøvede ikke at have korslagte arme, hele hendes ansigt var korslagt. Kategori tre. Han spurgte lidt ind til den yngre kvindes svar, og vendte sig så om, lidt usikker på, om han skulle gå tilbage til tavlen eller videre til et andet bord. Han drejede ned mod en gruppe, der virkede opslugt af en kvinde, der fortalte med gestik.

To øvelser til og så frokost. På vej op på værelset overhørte han to mænd tale sammen på vej ud fra toilettet, “Tænk de gider at bruge penge på det lort,” — “Man skulle klart være blevet coach.” Den ene blev tydeligt forlegen, da han fik øje på ham. Han lod som om han ikke havde hørt dem, tog sin telefon op af lommen og begyndte at taste på den, på vej hen mod elevatoren. Han havde hørt en variant af den mening i al den tid, han havde lavet det, han lavede. Det burde ikke ramme ham, men det ramte ham hver gang. De betaler mig for et stort fupnummer. Jeg er bare en psykolog i en hawaii-skjorte, der har taget et kursus i USA, og nu betaler det danske erhvervsliv mig svimlende summer for at stille deres medarbejdere spørgsmål som, “hvad er din egen vision?” og “hvad skal der til for, at du kommer derhen?” Nogle gange tegnede han en flod med en bro over på en flipover-tavle, som medarbejderen selv skulle udfylde med ord, der ville bringe ham over floden. Det kunne alle gøre. Helt ærligt, det kunne alle gøre.

På den anden side set, hvad betød det? Nu var det ham, der gjorde det. Noget måtte han gøre rigtigt, siden virksomhederne blev ved med at vende tilbage til ham. Impostor-syndrome, at føle sig som en svindler, var noget af det, der oftest kom frem, når han talte med klienter. “Det virker, som om du er bange for at blive afsløret som én, der ikke kan sit job,” sagde han nogle gange, og så folks på én gang skræk og lettelse over at have fået deres frygt afkodet, forstået. “Men dine salgstal viser jo, at du ikke er en bedrager,” fortsatte han. Og så tilbage til spørgsmålene igen, “hvorfor tror du, du har den følelse?” efterfulgt af, “hvad skulle der til, for at du ikke havde den følelse? At du faktisk troede på dine egne evner?” Så flipover-tavlen igen.

Der var medarbejdere, klienter, der skrev emails med overstrømmende taksigelser, at han havde lettet deres arbejdsliv. Det talte vel også for noget. Det var det, han havde haft lyst til at sige, det, han skulle have sagt, til middagen med de gamle studiekammerater sidste måned. De sås efterhånden kun en, måske to gange om året. Det var mere nostalgi, end noget andet. Hvor meget havde han egentlig tilfælles med nogen af dem mere? Efter de endnu engang havde grinet af en af de gamle lektorer — der havde været så vidunderligt excentrisk, at han måtte have efterladt mange lignende middagsselskaber gennem årene med uendeligt materiale — var de begyndt at tale om jobs. Selvom intet blev sagt direkte henvendt til ham, så var holdningen til det han lavede, klar.

Det var ikke, fordi han aktivt, til at begynde med i hvert fald, var slået ind på den bane. Han havde startet privatpraksis op, da han var blevet færdig med studiet. Måske var det beliggenheden, nord for København, der gjorde, at alle hans klienter var noget inden for det private. En af dem, en mand, der drev et shippingfirma, som var konkurstruet — en af årsagerne til den depression, han havde søgt behandling for — havde spurgt ham, om han lavede noget inden for virksomhedspsykologi. “Det har jeg ikke arbejdet med, men jeg vil gerne prøve at strikke et program sammen,” havde han instinktivt svaret, mest fordi han havde sympati for manden.

Det var de sene halvfemsere. Alle kørte på teambuilding-bølgen, men han havde valgt en anden, mere blød tilgang, fokuseret på øvelser med afstressning og positiv anerkendelse medarbejderne imellem. Han havde ikke haft noget at tabe. Det var nærmest en slags tjeneste, han gjorde for en klient. Shippingfirmaet var end med at få sorte tal på bundlinjen igen. Hvad der havde gjort det, var uvist, men historien måtte være gået om den unge psykolog, der havde vendt skuden for en nødstedt virksomhed, for han begyndte at få henvendelser fra andre virksomheder, og opbyggede sig langsomt et navn. Han fik i løbet af et år så mange tilbud, til så gode penge, at han helt afviklede privatpraksissen.

Men det var ikke fint nok. Han havde solgt ud, lå det mellem linjerne til selskabet, når de revsede en anden gammel studiekammerat, der havde lanceret en online coachinguddannelse. Man tjente for mange penge på det. Kerneopgaven var at hjælpe folk, der led, som var i kriser, som havde diagnoser; ikke virksomheder med at tjene penge eller offentlige institutioner med at effektivisere og optimere. Han vidste selvfølgelig godt, at det var endemålet, når virksomheder hyrede ham, men hjalp han ikke også nogle mennesker undervejs? Var det ikke lidt højrøvet, at man ikke ville beskæftige sig med virksomhedspsykologi og medarbejderes trivsel, når man tænkte på, hvor meget tid almindelige mennesker brugte på deres arbejde? Okay, så de var dannelsesromanen, og han var TV-serien. Det var for fanden TV-seriens tid. Det var dem, der var ude af trit med samfundet, bagudskuende.

Det ville bare have været så meget lettere at sige alt det, hvis ikke han et sted inden i sig havde en stemme, der sagde præcis det samme som dem, og som havde hvisket det uafladeligt, siden han begyndte i branchen. Var det hans egen stemme, eller en falsk stemme, han havde internaliseret? Det var svært at sige. Autentiske og falske stemmer — det brugte han også en del tid på at tale med klienter om.

Han kom op på værelset og fandt den sandwich, han havde købt med fra en salatbar om morgenen. Han spiste den, mens han sad i stilhed og tænkte på, hvordan næste del af programmet skulle gå. Han havde udviklet på dilemmaspillet i flere år. Hvor grupperne tidligere skulle diskutere nogle etiske problemstillinger, havde det nu udviklet sig til, at de fik en række personer med særlige karakteristika og egenskaber og et scenarie skitseret. “De skal overleve på en øde ø. I skal tale jer frem til, hvem der bedst kan undværes. I skal have virksomhedens værdier in mente.” Han havde så printet værdierne ud og lagt dem på bordene. Det var forbavsende så ens virksomheders værdier var, “speed” og “adaptability” gik igen for tiden. Det var i dilemmaspillet, han plejede at vinde flest fra kategori to, selv indimellem folk fra kategori tre, fordi de blev så optaget af det. Han hørte tit folk diskutere videre om den øde ø i pauser og til middagen om aftenen. Han havde stadig ikke selv helt regnet ud, hvad det handlede om.

Han lagde resten af sandwichen ned, lukkede øjnene og forsøgte at visualisere, at han fik hele rummet med. Han så for sig alle grupperne i en engageret diskussion om dilemmaet, men billedet af den totale succes blev forstyrret af damen i de tunge briller, som sad tilbagelænet og kiggede nedvurderende på ham. Han åbnede øjnene, og tog de sidste bidder af sandwichen. Han vendte håndledet. En halv time igen. Han satte sig over på sengen og tændte fjernsynet. Der var det haveprogram med damen med hennafarvet hår, hvad var det hun hed? Hun gik på hug og rakte ud efter stilken på en rose med den handskeklædte hånd, klippede en gren af med den bare. Han kunne godt lide det program. Det langsomme tempo.

Eftermiddagen var gået alt for hurtigt. Det var meningen, at han ville slutte af med at samle alle ænderne og tage et billede af dem, som han plejede. Det var det, der skulle afrunde hele dagen: pointen om mangfoldigheden i virksomheden — men tiden var skredet for ham. Den første lov, når man lavede det, han lavede, var: overhold altid spisetiderne. Man kunne slippe af sted med meget, men hvis middagen var annonceret til kl. 19, så skulle man ikke slutte et minut over. Måske kunne han samle op på det på en spidsfindig måde i morgen.

Folkene fra ledelsen kom op til ham og inviterede ham til at sidde ved deres bord. Hvis han havde bekymret sig om at kunne tiltrække kunder, var han gået med, men det med at socialisere var noget, han havde opgivet for længe siden. “Åhh, jeg bliver nødt til at trække mig tilbage. Jeg vil gerne evaluere lidt på dagen og gøre mig klar til i morgen. Så kan folk også få lov at holde fest uden ham oplægsholderen.” Han håbede, han havde ramt balancen mellem jovialitet og professionalitet. De nikkede bare, “Klart, klart,” den ene rakte ham hånden på vej ud, “selvfølgelig.”

En stuepige bankede på med roomroomservicen. Hun rullede vognen ind, smilede til ham, “hav en god aften.” Han ventede til hun var gået helt ud og havde lukket døren, så rejste han sig op og tog bakken med maden med over i sengen. Han spiste fiskeretten og drak en øl til, mens han kiggede på et underholdningsprogram, hvor to hold dystede i en uigennemskuelig quiz, hvor der var for mange runder og for høj dåselatter. Han drak den sidste tår af øllen og slukkede fjernsynet. Han stillede bakken over på bordet, gik over til den opslåede kuffert på gulvet og tog iPaden i nettet i låget.

Han smed sig tungt på sengen igen. Det var hans egen side, der var åbningssiden. “K-Coaching” stod med stort, med taglinen “Hvis ikke vi har det sociale med, underperformer vi” i en lidt mindre font nedenunder. I siden var der et billede af CEO’en for Cerona — den største virksomhed, han havde arbejdet med — med citatet “Karsten leverer på alle parametre. Han udviste en unik forståelse for organisationens udfordringer og udviklingspotentialer. Vores performance-resultater er steget med flere procentpoint.” Han følte mere skam end stolthed, når han læste det. Han havde på fornemmelsen, at når virksomhederne vendte tilbage og fortalte om øgede salgstal eller effektiviseret produktion, efter hans kurser, så handlede det mest af alt bare om at folk havde været på hotel, spist noget god mad og hygget sig med kollegaerne i pauserne og om aftenen. Han legede med tanken om et program, der hed: lang gåtur i natur om formiddagen, kakao og ludo om eftermiddagen, og se om det ikke kunne give de samme resultater, men det ville nok være at stramme den.

Han gik ind på Facebook i stedet for. Den første post i hans feed var et billede af Pernille, hendes mand og søn, der spiste is ved en strand: “Nyder weekenden med de to skønne her ❤ ” Han overvejede igen, om han skulle slette hende. Det var så mange år siden, men han kunne stadig blive trist over at se de billeder, hun postede. Nogle gange gik han helt tilbage til 2008 på hendes væg, for at kigge på billeder af de to sammen. Patetisk. “Hvad er det, der får dig til det?” ville en coach spørge, “Hvorfor tror du, du gør det?” og “flytter den handling dig tættere på, eller længere væk fra det, du gerne vil?”

Han havde altid regnet med, at han ville finde en sød pige, få et par børn, købe et hus tæt på noget natur, på et tidspunkt. Der var bare så meget med arbejdet. Det var svært, dumt, at drosle ned, når man var på højden af sin karriere. Det gjaldt om at etablere sig, få et navn, så måtte det andet komme bagefter. Var det ikke det, han yndede at sige til sine yngre coaching-klienter: det gælder om at kapitalisere på sin ungdom. De præstationer man opnår, og de vaner man opbygger, det er ligesom med økonomiske investeringer, det får en compound effect.

Pernille havde gerne villet stifte familie. “Du er kun lige fyldt tredive. Har vi ikke tid nok?” Han havde tænkt, at det var fordelen ved at have en kæreste, der var næsten ti år yngre. Så behøvede man ikke at stresse over det. Måske havde han heller ikke været helt sikker. Han havde elsket hende, men han havde haft så mange muligheder, havde haft en idé om, a man skulle være mere sikker, måske afsøge lidt mere, før man tog det skridt. Et par år til, mens han rejste landet rundt, og så var hun skredet. Han havde været ulykkelig, følt sig forrådt, men samtidig også følt en frihed igen efter syv år. Frihedsfølelsen og optimismen var blevet afløst af mismod relativt hurtigt. Han havde haft en idé om, at han havde så mange andre muligheder.

Han kunne teknisk set stadig godt nå det. Møde en sød pige, lidt yngre, få et barn eller to, indrette sig anderledes, lade klienterne komme til ham i stedet for at komme til dem. Måske slet ikke have nogen klienter, bare gå ture i en skov et sted. Han behøvede ikke at arbejde særlig mange år endnu, før han havde så mange penge, at han kunne leve ganske godt, også forsørge en familie, uden at behøve at arbejde. Men det ville kræve så meget. Han var niogfyrre nu. Folk på hans alder var ved at planlægge deres børns studentergilder. Måske var det for sent at sadle om. Måske var det bare sådan her. Om lidt var han gammel, og så var det jo alligevel overstået.

Det hjalp ikke på den ensomhed, han følte lige nu. Den følelse af, at det eneste, han havde brug for, var, at der lå en ved siden af ham, selvom det bare var for en nat, eller et par timer. Han tænkte kort på selskabet nedenunder, men han havde afprøvet det før, uden succes. Én gang var han blevet alt for fuld, havde forestået formiddagsprogrammet med skingrende hovedpine og havde været nødt til at undskylde sig midt i det hele, for at gå ud og kaste op. Han havde haft en svag erindring om måske at have kysset med en af deltagerne midt i festlighederne. Den anden gang var han endt med at tage en af de lidt yngre kvinder med op på værelset, som han senere fandt ud af, havde haft et forhold til chefen i virksomheden. Reviewet han fik fra det firma, var ikke et, der skulle på hjemmesiden i hvert fald.

Han var alene nu så langt øjet rakte. Han gik ind på den hjemmeside. Scrollede lidt. Kiggede på nummeret på skærmen. Hvordan ville hans yngre, tredive år yngre, jeg se på ham nu? Dengang han var begyndt på psykologi på KUA i slutfirserne og havde været med i gruppen “Kønspolitisk Initiativ”. Det var måske nok oprindeligt mest på grund af Helle, som var en af de mest aktive, og som han havde været meget forgabt i det første år på studiet. Hun havde lagt nogle billeder op på Facebook for nyligt fra dengang. Han stod i en ruskindsjakke og et lyselilla tørklæde, lidt længere hår, en stak løbesedler i hånden. Gad vide, hvad der havde stået på dem. Han kunne huske, en af de sætninger, han havde været med til at skrive i et læserbrev til et eller andet dagblad: “Kvinden bliver stadig opfattet som et produkt i det senkapitalistiske samfund.”

Han var stadig principielt imod det. Selvfølgelig var han det. Det var som om det bare var skredet for ham. Han havde været på en international konference i Dubai. Nogle af de russiske forretningsforbindelser til den virksomhed, han var inviteret med af, havde købt ludere til hele selskabet. Han kunne ikke undslå sig, eller det ville være blevet taget ilde op, havde han fortalt sig selv. Anden gang havde han selv, meget fuld, ringet efter én til en konference i København. Det værste ved det var, at det var så nemt. Man behøvede ikke stå i byen og brænde penge af, og risikere at gå alene hjem. Man risikerede ingen kejtede samtaler eller svigende afslag. Han havde gjort det nogle gange nu efterhånden. Det var som om, at når man først havde begået en fejl en gang, så var det så nemt at gøre igen. Som om det næsten ikke talte alligevel. Som når man var stoppet med at ryge og kom til at ryge en smøg til en fest og ræsonnerede, at nu kunne man lige så godt ryge hele pakken. Det var måske en tilsnigelse at sammenligne smøger med prostituerede. Men begge dele var vanedannende. Han tastede nummeret.

Han sad og overvejede, om han skulle klæde sig af, inden hun kom. Han kiggede på sig selv i spejlet, og begyndte så at knappe skjorten op. Da han havde taget alt tøjet af, tog han badekåben med hotellets initialer på brystet, der stadig lå foldet sammen på den ene side af sengen og tog den på. Han lagde sig ned igen og tændte fjernsynet, zappede rundt et minut og slukkede det så igen. Tog sin telefon frem og kiggede på to apps, lagde også den væk. Til sidst svingede han benene ud over sengen og sad bare og kiggede ud ad vinduet, ud på markerne.

Hun så meget ung ud. Hun havde afklædt sig så hurtigt, at han dårligt havde nået at opfatte, hvad hun havde haft på. Hun gik hen til ham, førte badekåben af ham, og lod hænderne glide ned over hans bryst. Han kiggede ned på de lange, hvide negle. Hun gik på knæ. Han blev forstyrret af, at hun så så ung ud. Hun havde en lille, tynd krop, som en helt ung pige. Hvordan kunne hun alt det, hun kunne? I den branche beløb et par måneder sig vel til, hvad andre kvinder samlede op på ti år — håbede han. Han kiggede ned, han kunne se de lyse rødder i det ellers ibenholtsorte hår. Han kunne ikke koncentrere sig.

Han hev hende op og lagde hende op på sengen. Det var meningen, han ville have smidt hende med selvsikkerhed, men det blev kluntet, som om han puffede hende barnligt med hænderne. Hun gled ud under ham, og tog et kondom fra lommen i sin nederdel. Hun satte det på med en næsten mekanisk bevægelse.  Han trængte op i hende. Hun så virkelig meget ung ud. Hun lukkede øjnene. To mørkegrå-malede øjenlåg i et ansigt med helt fine træk. Han blev slap. Hun lavede nogle høje støn. Han prøvede lidt, men trak sig så helt ud. Han satte sig tilbage, sad lidt, rejste sig så op på knæ over hende og begynde at spille den af. Hun vred sig lidt, stønnede — med lukkede øjne stadig. Han kunne ikke blive rigtig hård igen. Til sidst satte han sig ned, “jeg har fået lidt meget at drikke her til aften.” Han bukkede sig ned og samlede badekåben op fra gulvet. Han svang den bagud og førte først den ene arm, så den anden igennem. Han gik over til vinduet, for at give hende noget privatliv, eller måske ham selv.

Hun var ved at trække nederdelen op med ryggen til, da han vendte sig mod hende igen. “Kunne du lide det?” Han hadede sig selv for at spørge. “Ja, det var skønt,” sagde hun, uden at vende sig om. “Hvor gammel er du?” Hun var ved at hive toppen over hovedet, “toogtyve.” Hun tog cardiganen på og satte fødderne ned i to plateausandaler. Han stod og betragtede hende, kunne ikke rigtig gøre andet. “Hvorfor gør du det?” Han havde ikke planlagt at spørge højt. Det var det mest oprigtige spørgsmål, han havde stillet i lang tid. Hun vendte sig om og kiggede på ham — for første gang, indså han — “Jeg sparer sammen til en hest.” Hun stod lidt, så bukkede hun sig ned, tog sedlerne på sengebordet og stak dem ned i skuldertasken, “hav en god aften.” — “Ja,” nåede han at sige, inden døren smækkede.

Han kiggede på sig selv i spejlet igen. Førte en hånd igennem håret med de grå tindinger. Så satte han sig over på sengen. Stadig mørke og marker. Han havde en idé om, at han lige om lidt ville se hende gå afsted ud over markerne. Han ville ønske, hun skulle den vej. Han sad og ventede lidt, så rejste han sig op og gik over og trak rullegardinet ned. Han satte sig ned på sengen igen, lænede sig bagover og lagde benene op. Så greb han fjernbetjeningen.