Imperialisme i dag – kampen om verdensherredømmet

Af Dorte Grenaa, APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
Oplæg holdt på APKs on-linje seminar 14.3.2023: Imperialisme i dag – kampen om verdensherredømmet

Jeg tror, at vi alle oplever, at der i øjeblikket sker rigtig mange ting og nye udviklinger, som ikke altid lige er til at orientere sig i. F.eks. som når regeringen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kommer ud med en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, der bl.a. skal se Kina som en rival, som Danmark og EU skal gøre sig mindre afhængig af. Strategien skal være en overordnet ramme for flere af regeringens andre planer – som et nyt forsvarsforlig, en ny europapolitisk aftale og en opdateret globaliseringsstrategi. Så det er ikke småting, og det går rigtig stærkt uden en offentlig debat.

I har sikkert hørt og læst udtrykket at ”vi lever i en multipolær verden”. I modsætning til en ”unipolær” verden med USA som enedominerende. Det bliver rigtig flittigt brugt i øjeblikket, både i de borgerlige medier og på venstrefløjen som argument for, at vi lever i en hel ny tid, eller for at imperialismen er gået ind i en hel ny fase. Begge dele er, for at sige det på godt gammeldags dansk, noget sludder.

Det er intet nyt i, at vi lever i en multipolær verden. Hvad der er nyt, er det ændrede styrkeforhold mellem de største imperialistmagter. Det er hele tiden en kamp mellem forskellige imperialistmagter om verdensherredømmet og markeder, dominans og profit. Og over tid skifter det, hvem der er den eller de største, fordi imperialismen udviklinger sig ujævnt og ikke i takt efter en snor.

I dag ser vi den udvikling slå igennem med stigende rivalisering især mellem de to største imperialistmagter USA og Kina. Og også en lang række mindre imperialistmagter som EU, der forsøger at rykke frem og kæmper om sin plads og en luns af udbytningen og udplyndringen. USA-imperialismen har været den absolutte dominerende imperialistmagt siden 2. verdenskrig, men Kina har de sidste 40 år udviklet sin økonomi, ikke bare i Kina, men globalt, til at blive en reel udfordrer af USA.

Vi ser det i form af handelskrige, sanktioner, kamp om dollaren som handelsvaluta, forbud mod Tik-Tok, voldsom oprustning, styrkelse og udvidelse af USA’s og Kinas økonomiske og militære alliancer rundt om i verden, politiske konflikter med militære tænder som omkring Taiwan lige nu. Og proxykrige mange steder i verden – som krigen i Ukraine også er et udtryk for, selvom det ikke er USA og Kina, der står direkte overfor hinanden militært, men USA/NATO – Rusland.

Imperialisme er fortsat imperialisme

Helt grundlæggende så er Lenins tese om, at vi lever i imperialismens og revolutionernes epoke, fortsat er gældende i dag. På trods af alle udviklinger – geopolitiske, økonomiske, teknologiske – har imperialismen ikke ændret karakter. Og den eneste reelle løsning for fremgang og en fremtid for det store flertal af verdens befolkning og for kloden er arbejderklassens sociale revolution for at afskaffe udbytning, undertrykkelse og krig og arbejderklassens revolutionære kamp for socialisme.

Imperialismen er på verdensplan arbejderklassens og befolkningernes største fjende. Uanset dens navn eller hvad den kalder sig, så bygger den på udnyttelse og udbytning af millioner af arbejdere i alle lande og på alle kontinenter. Den baserer sig på plyndring af naturressourcer, på ødelæggelse af klodens natur og miljø. Den udvikler sig gennem erobring af områder, regioner og lande for at etablere sin dominans med økonomisk, politisk og strategisk indflydelse og på udnyttelse og strid om markeder. Imperialismen støtter sig på og prøver at vildlede og splitte befolkninger med reaktionær ideologi under påskud af at bringe demokrati, ligestilling og udvikling til tilbagestående lande, og under påskud af at forsvare det frie initiativ, friheden til international handel og individuel frihed.

Imperialismens udvikling trækker et blodigt spor efter sig. Den betyder ødelæggelse af mennesker, vold og krig. Den er hele tiden endnu mere kynisk og destruktiv end vi kan forstille os.

Den øgede rivalisering er farlig

Den øgede rivalisering mellem imperialistmagerne er en rigtig farlig situation for verdens folk. Vi ved den kan resultere i en ny storkrig, hvor parterne i de imperialistiske alliancer, der bygges kraftigt op i disse år, bliver skubbet foran for at udkæmpe og betale imperialismens krige. Siden den amerikanske borgerkrig i 1861 er ingen af de over 100 krige USA har ført foregået på amerikansk grund. Det eneste der kan forhindre, at udviklingen kan nå derhen, er arbejderklassens og folkenes revolutionære kamp og revolution, der kan afskaffe imperialismens kapitalistiske monopoler, deres statsmagt og herskende klasse. Hvor vi må gøre alt hvad vi kan for at det kan ske.

Der er ingen lette omveje eller mellemveje. Der er mange dybest set socialdemokratiske løsningsmodeller i spil. F.eks. at vi skal sikre at monopolernes regering skal vedtage en ny klima- og social bæredygtig sikkerhedspolitik til gavn for monopoler som Mærsk og Novo Nordisk interesser. Eller at bede regeringen om at oprette et freds-og konfliktløsningsministerium, der skal udbrede det glade budskab og bringe klasseforsoning og fred over land. For ikke at tale om at falde for den kinesiske model, hvor Kina i samarbejde med Rusland vil stille sig i spidsen for en hel ny fredelig imperialistisk verdensorden.

Den kinesiske imperialismestrategi

Den kinesiske retorik om at bekæmpe den unipolære verden og USA’s overherredømme ønsker at drage fordel af utilfredsheden med den skade, som USA- imperialismen har og stadig forvolder. Kina prædiker en ubetinget alliance mellem regeringer, der er uenige med USA-imperialismen eller skeptiske over for USA’s politik for at inddæmme Kina. Men sloganet: “Sammen kan vi udfordre Vestens hegemoni”, uden “ideologisk polemik” er ikke rettet mod imperialismen generelt, som Kina selv er en integreret del af, men kun mod USA-imperialismen, dets rival i kampen om verdenshegemoniet.

Kina fører en udenrigspolitik med det mundrette navn – multilateralisme (flersidig, at flere lande arbejder sammen indenfor et bestemt område) og den er blevet et væsentligt krav for at sikre Kinas en langsigtet økonomisk udvikling, politisk stabilitet og social fred, både inden for Kina selv og på dets grænser. Kinesisk multilateralisme har udviklet sig, med sine egne karakteristika, under pres fra sine monopoler og dominerende grupper, der ønsker at transformere økonomisk kraft til politisk-militær kraft for at vinde mere gunstige positioner i kampen for genopdelingen af verden.

På det internationale politiske plan begynder den kinesiske imperialisme at etablere sig som en tilsyneladende faktor for global balance og stabilitet med skridt som indgåelsen af aftalen i Peking om normalisering af de diplomatiske forbindelser mellem Saudi-Arabien og Iran i marts 2023. Men som i høj grad er et initiativ, der handler om øget eksport af energi fra disse lande, som Kina har brug for. Februar 2023 kom Kina som international fredsmægler med 12 punkt-fredsplanen for krigen i Ukraine, der opfordrer til respekt for territorial integritet, til ophør af sanktioner mod Rusland og bl.a. en våbenhvile. Og som USA afviste med to begrundelser: 1) fredsplanen kommer fra Kina og de er vores fjende 2) ingen våbenhvile – total krig til Rusland er i knæ.

Fredsplanen, der bortset fra den enorme politiske prestige, den giver, fra kinesiske side bunder i dels geopolitiske interesser og dels økonomiske, da Ukraine er/var en vigtig partner for Kina. Kina var stor-importør af ukrainsk korn inden krigen, og Kina havde store investeringsprojekter i blandt andet ukrainske havne. Det havde indtil krigen et stort militært samarbejde med Ukraine, hvor Kina kunne importere vigtig militær teknologi fra Ukraine, modsat eksportforbuddet fra europæiske lande af denne.

Der findes ingen gode og dårlige imperialismer. Vi kan ikke vælge side til fordel for den ene eller den anden eller stole på én imperialistmagt i kampen mod en anden. De repræsenterer alle den imperialistiske finanskapitals interesser. De eksisterer på grundlag af udbytning af arbejderklassens arbejde og undertrykkelse af befolkningerne og udplyndring af landenes rigdomme; imperialismen skaber i sin natur udbytning og vold. De er fjender af socialismen og kommunismen, af de revolutionære kræfter.

Betydningen af alt dette for kommunisternes politik og den anti-imperialistiske og anti-kapitalistiske kamp i Danmark – det er noget af det vi kan komme ind på i diskussionen her og som også vil blive et centralt emne på APKs sommerlejr i juli i år.

Kamp mod imperialismen – kamp for revolutionen