Af Klaus Riis
Opdateret 27.1.2015
For et øjeblik er den økonomiske krise, bankunionen og devalueringsmanøvrerne, den islamistisk terror og højrekræfternes opmarch og den fortrængte katastrofale borgerkrig i Ukraine, der bærer EU’s og NATOs stempel, gledet i baggrunden.
Fokus i Den Europæiske Union er i disse dage rettet mod Grækenland og den samling af venstrefløjspartier og -organisationer ved navn Syriza, der vandt en jordskredssejr ved parlamentsvalget på en politik, der vil gøre op med trojkaens nedskæringskrav og de nyliberale asociale EU-reformer, der har bragt Grækenland til tiggerstaven.
Efter de første optællinger manglede Syriza et eller to mandater for at kunne regere med et absolut flertal. Dem råder det det revisionistiske ’kommunistparti’ KKE over.
For at den parlamentariske sejr ikke skulle glide venstrekræfterne af hænde allerede i første omgang burde KKE opgive sin rodfæstede uvilje mod at støtte en Syriza-regering og de konkrete krav til EU om gældseftergivelse og tilbagerulning af nedskæringsreformerne.
Disse krav har fået et stærkt folkeligt mandat, og udgør den stærkeste parlamentariske udfordring til EU’s reaktionære nyliberale politik siden det danske Nej til Maastricht-traktaten og det franske og hollandske Nej til Lissabon-traktaten.
Men det sekteriske KKE betragter nærmest Syriza som hovedfjenden. Resultatet var at Syriza allerede dagen efter valget indgik en aftale med det lille højre-nationalistiske parti ‘Uafhængige grækere’ og sikrede sig dermed et flertal og Grækenland en regering, der erklærer at trojkaen og nedskæringspolitikken er fortid i Grækenland.
Pudsigt nok bejler de tre danske revisionistiske organisationer KP, KPiD og DKP alle til KKE og kappes om dets gunst. Dagbladet Arbejderen og KP, der ikke kunne få hænderne ned i jubel over Thorning Schmidt-regeringens valgsejr i 2011 og med sin støtte til Enhedslisten ’garanterede’ danskerne en ny og anden politik, har været både tavs og forbeholden over for Syriza og en Syriza-regering.
Syriza er en venstrereformistisk partikoalition, og har illusioner om at kunne ændre Unionen til noget progressivt. Det er dømt til at slå fejl. Men der er al mulig grund for venstrekræfterne og EU-modstanden overalt i Unionen til at støtte kravene om at sætte trojkaen på porten, om tilbagerulning af den nyliberale reformpolitik og ikke kun i Grækenland, og om græsk gældseftergivelse. Og til at skabe den stærkest mulige folkelige mobilisering omkring dem, også fra Folkebevægelsen mod EU i Danmark.
Der er lagt op til en styrkeprøve mellem EU og EU-modstanden og ikke kun i Grækenland
Syriza er en ledende kraft i EU-partiet Europæisk Venstreparti, som også Enhedslisten er medlem af, og Enhedslisten har kraftigt støttet Syrizas valgkamp.
Desværre ser det ud til, at Enhedslisten ikke vil lære af Syrizas politik, hvor den er progressiv og peger fremad: Nemlig i dets brud med de græske EU-partier og EU-regeringerne, og her først og fremmest det gamle socialdemokratiske regeringsparti Pasok, der er reduceret til en skygge af sig selv. Enhedslisten vil fortsætte sin støtte til Thornings EU-nedskæringsreformregering og ikke deltage i opbygningen af et bredt folkeligt alternativ, som Syriza har gjort i Grækenland.
Til gengæld er Enhedslistens ledelse parat til at tage ved lære af Syrizas fejl, først og fremmest dets illusioner om muligheden af et progressivt EU og dets afvisning af at ville forlade EU og euroen. Syrizas valgsejr vil blive brugt som et argument for at Enhedslisten skal opstille selvstændigt ved EU-valg og for at svække Folkebevægelsen mod EU, den brede folkelige samling, der har udtræden af Unionen som sit hovedmål.
Det er hverken klogt, progressivt eller ’socialistisk’.
Uanset hvad må Syrizas valgsejr og den kommende konfrontation med EU og hele apparatet bruges til at støtte det græske folks modstand mod trojkaen og EU og til at styrke den over det hele.
Læs også
Grækenland: Modstanden mod trojkaen og EU’s nedskæringsreformer gav Syriza valgsejren
Det græske valg og det revisionistiske KKE