Lili løb hen til skydedøren. “Skal vi ud og lege? Skal vi finde din solhat?” Hun gik hen til tasken på køkkenbordet og fandt en lille hat frem, gik hen og satte den på hendes hoved og åbnede skydedøren. Lili gik hen til fodbolden, der lå ved siden af en af de store blomsterkrukker. Hun sparkede til den, så den trillede lidt skævt et par meter. Hun gik over og trillede den tilbage til hende. De stod og skød lidt frem og tilbage, men så mistede Lili interessen. Hun satte sig ned på fliserne og kiggede på blomsterne i krukken, mens hun gned sig i øjet. “Er du træt, Lili?” Hun tog solhatten af med sin lille hånd og kastede den ned i jorden, “Nej, Lili ik træt.” Hun gned sig i øjet igen. “Jeg tror, du er lidt træt. Skal vi gå indenfor — så kan du putte mormor, og så kan mormor putte dig bagefter?” Hun nikkede med halvtlukkede øjne. “Så, når du vågner, kan eet være onkel Magnus er kommet hjem.” Hun gabte, “Ja, onkel Magnus.”

Kirstine ringede næsten lige da hun var faldet i søvn. De talte ikke så længe. Det var en af de samtaler, hvor hun hele tiden følte, at ethvert forkert ord eller toneleje kunne udløse en konflikt. Hun forsøgte at spørge, hvordan det gik, uden at give indtryk af at være urolig. “Psykologen siger, at du nok har været lidt for overbeskyttende.” Sætningen var faldet for et halvt år siden, på en nærmest henkastet måde, mens de havde siddet på gulvet i stuen og kigget på Lili, der var ved at bygge et tårn; som om hun lige så godt kunne have sagt, “hvis du skal i netto, må du godt købe bananer med.” Det var en sætning, der havde gjort, at hun var nødt til at gå på toilettet bagefter, hvor hun havde duppet toiletpapir på øjnene og koldt vand i ansigtet, inden hun var gået ud igen, en sætning, der havde spillet i hendes hoved mindst en gang dagligt siden. Når en fremmed siger det, man allermest frygter er sandt om en selv. Hun fik ikke mindre ondt i maven, uanset hvor mange gange sætningen dukkede op i hendes bevidsthed.

Hun havde været overbeskyttende, meget mere end hun havde været det over for Magnus. Hun var treogtyve år, da hun fik hende. I dag ville man vel kalde det en ung mor. Fødslen havde været voldsom, Kirstine havde haft navlestrengen om halsen, og selvom de sagde til hende, at alt var okay, havde hun set jordmoderen vifte med hånden med intense øjne mod en af sygeplejerskerne. Hun havde ikke kunnet slå billedet ud af hovedet. Måske var det begyndelsen på Kirstines liv, der gjorde, at hun havde haft en konstant ængstelighed omkring hende. Måske var det noget andet.

“Du overfungerede, og derfor underfungerede jeg,” havde Kirstine sagt i forlængelse, mens Lili lagde en klods til på, så tårnet væltede. Hun vidste det godt, man kan gøre så meget for ens børn, at man indirekte gør det svært for dem. Var det ikke det, de altid brokkede sig over på lærerværelset: “curlingforældrene”. Men der er jo ikke nogen, der lærer en, hvordan man skal være forælder. Det var der selvfølgelig ingen grund til, hun sagde til hende nu.

Kirstine var blevet stille i den anden ende af røret. Hun havde lyst til at spørge, hvordan det gik med hende og Thomas. Sidst hun havde spurgt ind til det, havde Kirstine hævet stemmen en oktav: “Det kan godt være, det ikke går skide godt lige nu. Men jeg ved i hvert fald én ting: vi bliver ikke skilt.” Det havde ikke ramt hende lige så hårdt som det andet, men hårdt nok. Okay, så jeg har ikke kunnet få mine ægteskaber til at fungere. Er der ikke et tidspunkt, man ikke længere må brokke sig over, hvad der skete i ens barndom, havde hun haft lyst til at svare. Alle bliver jo skilt. Hun kom til at tænke på den gamle Erik Clausen-vittighed: Vi synes, indvandrerne er mærkelige, fordi de har så mange børn. De synes, vi er mærkelige, fordi vi har så mange forældre.

Hun havde fået det til at fungere med Jens-Kristian. De havde lavet en deleordning og bodeling og alt mulig andet, man skulle dele, som venner f.eks. næsten uden konflikt, ingen var sure på nogen. Kirstine havde en skøn far, som hun så tit, og da hun havde mødt Jan, havde Kirstine og ham også hen ad vejen skabt et tæt bånd. Kunne det ikke også ses som en positiv ting: du er vokset op med to mænd, der elskede — elsker dig. Men den fortælling udelod selvfølgelig også al sorgen, og det at man bad sine børn om at bo i sportstaske. (Det virkede som om, hvad end der nu var Kirstines yndlingsbluse altid lå hos far.) “Vi bliver ikke skilt.” Hun havde undgået emnet om hende og Thomas lige siden.

Hun havde siddet hensunket i tanker om Kirstine, da Magnus var kommet hjem. Han var praktisk talt strøget ind og ud ad døren. Han havde kun nået at vække og lege med Lili en halv time, inden han havde smidt nogle øl og en trøje i en taske, “Jeg sover hos Sofie.” Han var ude af døren, inden hun kunne nå at spørge, hvor han skulle til fest henne. Sådan havde det været længe. De havde haft en periode på nogle år, hvor det bare var de to, der boede i huset. De havde været så tætte, følte hun, altid spist sammen og set fjernsyn sammen og snakket, på nær de dage, han havde været hos Jan, selvfølgelig. Men siden han var begyndt i gymnasiet, havde hun set mindre og mindre til ham. Nu var han snart student, og så var planen, at han skulle ud at rejse, og så flytte hjemmefra bagefter. Om ikke så længe sidder jeg helt alene i det her hus. Næsten som om Lili kunne læse hendes tanker, satte hun sin lille hånd op på hendes kind.

Hun tog ud af bordet og skulle til at lave kaffe, da hun så sin telefon på køkkenbordet. Hun havde haft så travlt med at sætte maden frem, efter Lili var lagt, at hun slet ikke havde fået skrevet til Thomas. Hun sendte en besked af sted. Han svarede med det samme. Hun overvejede, om hun også skulle sende den til Kirstine. Tanken blev afbrudt af Marianne, der kom op med smørret og brødkurven. “Det var virkelig lækkert, kan jeg hjælpe med noget her?” Hun lagde telefonen ned igen, “du må faktisk gerne tage desserttallerknerne,” hun nikkede op mod skabet. “Hvordan går det med jer?” Nu kommer det: altså vi er jo i gang med at renovere. Vi skal have altan i soveværelset jo. “Renoveringen er jo i gang. Vi har jo besluttet at få altan i soveværelset, jeg syntes, det var lidt for meget, men som Flemming sagde, man kan jo lige så godt bruge friværdien til at gøre hverdagen lidt sødere.” Hun smilede til hende og nikkede, “jamen, det har han da ret i.” Hun vidste ikke, hvorfor det irriterede hende sådan. Var det bare fordi de altid havde så mange penge, og aldrig vidste, hvad de skulle bruge dem til, eller var det noget andet?

Dessert og kaffe og mere vin. Hun kiggede ud i haven, da lysene i træet tændtes. Hun kom til at tænke på den gang, hende og Jonas havde holdt sommerfest. Han var flyttet ind nogle måneder før. Det var meningen, det skulle være deres første fest som par. Hun kunne huske, hvordan han havde stået og talt med Thomas, som Kirstine lige var begyndt at se, hvordan de havde set jævnaldrende ud — var jævnaldrende. Det var som om hun pludselig havde set det hele udefra. Hvad havde hun egentlig forestillet sig?

Hendes hukommelse gled længere tilbage. Jan, der stod ved køkkenbordet og kiggede surt på hende, “men sex har jo aldrig været det vigtige i vores forhold.” Hun havde forsøgt, “Nej, men selvom det ikke er det vigtigste, er det måske vigtig for mig.” Hun følte sig uattraktiv, at han ikke ville have hende. Da Marianne og Kirsten og hende havde været i teatret og ude at drikke vin bagefter,  havde de to andre siddet og talt om, hvordan det var så fantastisk nu hvor børnene var blevet større, at man fik lidt af sit liv igen. Marianne havde sagt, efter tjeneren, der var kommet ned med endnu en flaske, var gået, “Vi har aldrig haft så god sex, som vi har nu.” Hun havde taget flasken: “Jan og mig har aldrig sex. Han går altid og ordner noget i haven eller ordner noget i garagen. Hvornår ordner han mig?” De havde grinet alle tre. Hun var vågnet op næste dag med tømmermænd og dårlig samvittighed.

Hvorfor var det egentlig pludselig et problem for hende? Jan havde ret, det havde jo altid været sådan. De havde selvfølgelig haft sex, de havde jo fået Magnus, trods alt, men der var så langt imellem, og det var altid hende, der havde taget initiativ. De sidste mange år havde hun nærmest glemt, det eksisterede. Måske var det overgangsalderen, der havde sat gang i hormonerne. Men selvfølgelig handlede det ikke kun om sex. Sex var vel egentlig den mindste del af det. Det var følelsen af at sidde fast, at man er landet i et liv, hvor man kan se, hvordan hver dag bliver, frem til man en dag ikke har flere dage, og man næsten ikke kan trække vejret.

Hun havde foreslået, at de tog på cykeltur i Frankrig, i stedet for at tage til Gardasøen, som de plejede hvert år. “Hvad skulle vi lave på cykler i Frankrig? Magnus ville hade det.” Hun ville gerne diskutere det, “Magnus, eller dig? Jeg prøver at foreslå noget, at vi kunne gøre noget nyt, eller noget andet. Hvad har du lyst til?” Han havde kigget på hende, og trukket på den ene skulder, “du ved jo godt, hvad jeg vil sige, jeg kan godt lide Gardasøen, Magnus kan godt lide Gardasøen, vores venner er ved Gardasøen. Det har virket i fem år..” De havde holdt ferie ved Gardasøen igen, og hun var kommet hjem og havde indledt en affære med en nyansat yngre lærer.

De havde haft kemi fra begyndelsen, og på studieturen til London med 9. i september var det gået fra at være en slags mindre hverdagsflirt, hvor hun havde været usikker på, om hun gik rundt og var indbildsk, til at blive noget. En aften havde han grebet hende i gangen på en restaurant og kysset hende, mens eleverne sad inde ved siden af og dyppede forårsruller ned i sur-sødsovs og brokkede sig over at skulle tidligt op. Næste dag på museet havde han knebet hende i numsen og hvisket hende i øret: “Du er så lækker,” og hun havde kun trådt et skridt væk, fordi en af eleverne kiggede tilbage mod dem. “Du er 16 år yngre end mig,” havde hun sagt, da de lå i hotelsengen, “Og hvad så? Går du op i sådan nogle ligegyldige ting?” Hun havde grinet og var dukket ned under dynen igen.

Et halvt år i totalt kaos og så var Jonas flyttet ind i foråret. Ham og Magnus var ikke kommet godt ud af det med hinanden. Jonas prøvede for hårdt: ville spille computerspil med Magnus, inviterede ham med til fodboldkampe på dyre pladser. Magnus blev ved med at være uimponeret, ligeglad. Det blev næsten pinligt, når de sad og spiste aftensmad og Jonas forsøgte at tale med ham. Det endte som regel med, at Magnus spurgte, om han måtte spise foran fjernsynet. En aften, hvor Magnus havde været ekstra uforskammet over for ham, så hun var gået op på hans værelse og skældt ham ud bagefter, havde Jonas overraskende, da hun var kommet ned i køkkenet igen, sagt, “Vi kunne også få et barn.” Hun havde grinet ad ham, “Jeg er syvogfyrre, det løb er kørt.” Han var alligevel fortsat, “man kan jo adoptere.” Hun havde kigget på ham med en affejende mine, “Jeg fik et barn i tyverne og et i trediverne, og nu foreslår du, at jeg skal få et i fyrrerne? Jeg ville jo være på vej på pension, når det begyndte i gymnasiet.” Han var blevet stille. Det irriterede hende. De havde jo talt om det.

Tre dage efter den sommerfest, hvor han havde stået og talt med Thomas, mens de havde kigget på Kirstine og Magnus’ små kusiner, der legede tagfat om egetræet, havde hun slået op med ham. På et år havde hun forladt sin mand, indledt et forhold til en mand, der næsten kunne være hendes søn, og så forladt ham. Hvis nogen skulle slå “midtvejskrise” op i en ordbog, kunne der være et billede af hende, havde hun sagt til en af kollegaerne et par år efter i spøg. Han havde bare nikket.

Kirstine havde været sur på hende, fjernet sig endnu mere fra hende, Magnus havde trukket sig ind i sig selv, tolv år gammel. Gammel nok til at forstå det hele, uden at forstå det. Som et absurd efterspil var Jan blomstret op — det var de ord Marianne havde brugt — efter skilsmissen, kastet sig ud i en masse nyt. Han var flyttet i en lejlighed i byen, var begyndt at klæde sig pænt, havde fundet en kæreste i en klatreklub, han var begyndt i. Hvad var læren i det hele? Det vidste hun ikke. Måske var der ikke nogen.

Hun gik over og åbnede en ny flaske vin, sendte den rundt og hældte selv op. Marianne begyndte at snakke om altanen igen. Måske var det det, at hun var alene på sjette år, at hun sad sammen med tre par; alle havde en ved deres side, undtagen hende. Måske var det den der selvtilfredshed, hun hele tiden syntes, spillede i Marianne og Flemmings øjne: perfekte børn, perfekt forhold, perfekt hus, perfekt altan. Perfekte, kedelige liv. Eller Tom, som sad med hans nye, ti år yngre kæreste, som han skulle til Frankrig med. Hvad end det var, så fik hun lyst til at provokere.

“Min lillesøster skal skilles. Han har fundet en anden. Han tror garanteret, at det vil blive meget bedre med den nye, men så går der fem år, og så begynder man at skændes om de samme ting: sex og penge og oprydning. Man tror, det bliver noget andet, men er lige tilbage hvor man startede. Det er så nemt bare at stoppe et ægteskab i dag,” hun kunne høre sin egen mor sige det til hende selv, da hun gik fra Jan. Hun krympede sig lidt indvendig. Det gav ingen mening. To af parrene der sad her, havde jo netop holdt sammen, selv da halvdelen af omgangskredsen var blevet skilt indenfor en periode på tre år. På en måde var hendes egen skilsmisse bare som en brik i et længere dominofald i midt-fyrrerne, som om det smitter.

Hun sad lige nu og kiggede på Flemming, der havde drejet hovedet og kiggede på Marianne, med et blik, hun tolkede som: hun har vist fået lidt for meget vin igen. Måske stak det mere, fordi det var ham. Hun forsatte, “Men på sin vis er det vel bedre at blive skilt, end at blive sammen og prøve at fake og skulle finde på projekter hele tiden, begynde at gå til kajak sammen, lige pludselig gå vildt meget op i italiensk madlavning — eller skulle bygge om,” hun tog en tår til af vinen. Hun kunne selv høre, hvor plat, uretfærdig hun var, men nu var der ikke nogen vej tilbage.

Marianne skød tilbage “Så hvad er det, du siger? Hvis man går fra hinanden er det forkert, og hvis man bliver sammen er det forkert. Er det helt utænkeligt, at alle folk ikke går rundt og faker, men at nogle faktisk er glade, lykkelige?” hun kørte fingrende frem og tilbage på duen, “det er selvfølgelig også nemt bare at blive gammel og bitter.” Resten af selskabet var tavst. Hun tog en tår til af vinen, og trak på skuldrene mens hun kiggede på Marianne. Hun ville have sagt, undskyld jeg har bare fået for meget, men hendes stolthed, og det blik Flemming og Marianne udvekslede, forbød det.

Hun blev reddet af Lili. I den stilhed der fulgte efter, kunne hun pludselig høre hende græde ovenpå. Undskyld, sagde hun og røg op fra stolen. Hun gik op på Magnus’ værelse og satte sig på sengekanten. Lili havde haft en periode, da hun var mindre, hvor hun ikke ville op til hende, og havde vist heller ikke villet op til Jan, faktisk havde hun været forbeholden over for alle, men hver gang hun så Magnus, ville hun over til ham. Det er det forfriskende med små børn, de følger ingen sociale normer. Det er ikke som alle andre, der går rundt og lader som om de kan lide folk, de ikke kan lide, eller nogle gange, lader som om de ikke kan lide folk, de godt kan lide. De andre i familien havde gradvist vundet indpas, men Lili var stadig mest hengiven til Magnus.  Hun var blevet så lykkelig over, at hun måtte sove i hans seng.

Hun sad op, men halvsov stadig, klynkede i søvne. Hendes hår var helt vådt af sved. Hun skulle bare have lidt luft og vand, så ville hun sove rigtigt igen. “Åh, har du det så varmt, jamen dog, altså. Skal vi finde noget vand til dig?” Hun gik ned ad trapperne til selskabet igen. “Jeg er ked af det, jeg tror ikke, jeg får hende til at sove lige med det samme igen.” Marianne og Flemming havde allerede rejst sig op fra stolene, inden hun havde nået at tale færdigt. “Klokken er også mange. Vi lister bare af sted,” sagde Kirsten. “Skal jeg følge jer ud?” spurgte hun med ryggen til, mens hun åbnede køkkenskabet og fandt et lille glas, som hun fyldte med vand. De stod i kø og gav hende et kindknus på række, “nej nej, gå du op til hende igen,” sagde Kirsten. Marianne var allerede i jakke og på vej ud ad døren.

Hun gav hende glasset, satte selv en hånd på, for at hjælpe hende med at drikke. Hun halvklynkede stadig med lukkede øjne. Hun tog dynen ud af dynebetrækket, tog glasset og stillede det på sengebordet ved siden af. Så lagde hun hende ned igen og lagde dynebetrækket over hende, rakte ud efter sutten, der lå ved siden af hendes sovebamse og gav den til hende. Lili greb ud efter hendes pegefinger. Hun faldt i søvn igen med hendes lille hånd om hendes pegefinger. Hun sad sådan lidt med en varm fornemmelse indeni, så lagde hun hånden oven på Lilis ryg. Hendes hånd bevægede sig op og ned med hendes åndedræt. Hun plejede nogle gange at sidde sådan med Magnus og Kirstine, da de var små, med hånden oven på deres ryg, når de sov: kiggede på hånden der gik op og ned og følte sig fredfyldt. Hun kiggede sig omkring i værelset, på pokalerne på hylden og stakken med papirer på skrivebordet. Hun fik øje på det billede, der havde hængt over sengen af en amerikansk skuespiller, hvad var det nu, hun hed, i bikini. Han havde taget det ned og stillet det op ad væggen ved siden af skrivebordet. Hun kom til at smile. Gad vide om Sofie havde fået ham til det, eller det var ham selv. Han var ved at blive så voksen. Hun sad længe i mørket med hånden på ryggen.

Hun var heldig, Lili sov til klokken halv otte. Da hun vågnede og lå og kaldte på hende, steg hun ud af sengen og havde det forbavsende nok fint. Måske en lille smule hovedpine, men OK, i betragtning af hvor meget vin, de havde nået at drikke. De spiste morgenmad sammen, og lagde puslespil bagefter. Lili blev ved med at spørge efter Magnus. “Han er ovre hos Sofie jo.” Lili kiggede på hende, drejede hovedet på skrå og slog begge hænder ud i noget, der kunne tolkes som et, hvorfor er han dog der, når jeg er lige her? “Men det kan jo være, du snart kan komme her igen, og så kan I lege sammen.” Lili nikkede alvorligt. Det var sådan en sjov alder. Og den var så hurtigt forbi. Hun fortrød, at hun ikke havde foreslået, at hun kunne aflevere hende om eftermiddagen i stedet for, men Kirstine ville selvfølgelig nok helst have, at hun var der, når hun kom hjem, og hun havde hele 8.B’s stile om Casper Eric liggende. Hun blev træt bare ved tanken. “Skal vi køre hjem til far?” Lili nikkede.

Hun ringede på dørtelefonen for tredje gang. “Måske er far lige nede og handle,” sagde hun og kiggede ned på Lili, som stod og holdt hende i hånden, “skal vi prøve at ringe på hans telefon?” Lige idet hun sagde det, lød der en skratten på anlægget “Hej, ja hej… jeg har vist sovet over mig…to sekunder..” Bippet lød, og hun åbnede døren, “Der var far jo.” Lili lavede et lille hop. Han stod i jeans og en t-shirt på vrangen. Der lugtede dårligt i lejligheden. Lili løb hen og stod og holdt om hans ben. Han kiggede ikke ned, men på hende. “Det blev lidt sent i går.” Han havde næsten panik i øjnene. De stod lidt. Han kiggede ind mod soveværelset og tilbage på hende og åbnede munden halvt. Hun tog Lili op på armen, og kiggede på ham igen, “Far er vist lidt træt, skal vi gå ned på legepladsen? Så kan vi komme tilbage — så kan det være, han er helt frisk.” Lili nikkede. Så sagde hun til ham, uden at kigge på ham, “Vi kommer tilbage om en time.” Hun åbnede døren og kiggede alligevel kort tilbage. Han nikkede, “tak.” Hun lukkede døren hårdt bag sig.

“Mormor, mormor, se.” Hun var kravlet op på en lille træstub og stod med armene i vejret, “hold da op, hvordan er du kommet helt derop?” Lili kravlede ned og kravlede op igen, så hun kunne vise hende, hvordan hun havde gjort. “Det er jo fantastisk! Skal du ikke også prøve rutschebanen?” Lili kravlede ned og løb over mod den lille rutschebane. Hun sad og så hende kravle op og rutsche ned, “en gang til.” Hun køb hen til den lille trappe igen.

Hun kiggede på de små ben, der bevægede sig møjsommeligt op af de lidt for høje trin på trappen. Hvis man fik muligheden for at gøre det om? Der er så mange ting, man først forstår, når det er forbi. Der var så mange ting, hun kunne se nu, ting, hun skulle have gjort anderledes. Og så igen, så ville man sikkert bare lave nogle andre fejl. Hun tænkte nogle gange på eleverne og deres forældre. Det var sjældent til at sige ud fra forældrene, hvilke børn, der blev glade og var veltilpassede. Der var vel så mange ting, der spillede ind. Måske var spørgsmålet bare, om man gjorde det “godt nok”. Havde hun gjort det godt nok? Gjorde hun det godt nok? Hun så Thomas for sig igen, med t-shirten på vrangen og forvirring i øjnene. Et stik af ømhed, blandet med vrede. “Mormooor.” Lili var ved toppen igen, hun satte sig ned og gjorde sig klar til at rutsche. Hun løb hen og satte sig på hug foran, klar til at gribe hende. Lili gled ned i armene på hende. Hun knugede hende ind til sig. “En gang til,” sagde hun.