En fortælling i fem afsnit af Julie Søndergård Andersen, Nuuk (5)

Hun lukkede døren bag sig. Gik hen til elevatoren, og trykkede på knappen. Hun glattede sit hår i spejlet på bagvæggen. Hun var allerede kommet ud og drejet ned ad gangen, da hun opdagede, at hun var stået af på den forkerte sal. Hun gik efter trapper i stedet. Hun kom ind i en bar, og var ved at gå ind i en asiatisk mand i jakkesæt. Musikken var høj, selvom der ikke var særligt mange mennesker. Hun gik i kanten, udenom dansegulvet, men stoppede halvvejs, og kiggede ud på to kvinder, der stod og dansede alene. Den ene tog brillerne af og satte dem op i håret, den anden grinede, mens hun lavede nogle svævende armbevægelser.

De fik øje på hende. Damen med brillerne i håret smilede til hende og trak hånden nogle gange mod sig selv som en invitation til at slutte sig til. Hun stod lidt med ansigtet drejet mod dem, så lavede hendes krop en mærkelig bevægelse. Hendes håndled lavede en bølge i luften væk fra hendes bryst. Det føltes kejtet. Det var underligt, at man kunne kontrollere sin krop fuldstændigt i det ene øjeblik og så miste herredømmet over den i det næste. Hun kiggede væk fra dem og gik videre.

Hun kom ned og ud, og ringede efter en taxa. Kør mig til København, fik hun lyst til at sige, men gav i stedet chaufføren adressen. Hun låste sig ind i lejligheden. Han sov allerede. Hun tog alt sit tøj af og lagde det i vaskemaskinen, så gik hun ud i badet, vaskede makeuppen af og trådte ind under bruseren. “Vandet er alt for varmt,” havde Paw næsten skreget, da de havde været i bad sammen for længe siden. Men hun kunne lide det så varmt.

Hun trådte ud, trak et håndklæde om sig, og gik ind og hen til kommoden. Hun fandt et par trusser, og trak den gamle natkjole med Minnie Mouse over hovedet. Hun gik over til sengen og puffede forsigtigt til ham. Han lå halvt oven på hendes dyne. Han rykkede sig lidt, stadig i søvne. Hun gled ned under dynen. Det var sidste weekend. Det havde hun sagt. Det havde hun tænkt, da hun havde stået i elevatoren på vej op. Hvis Paw fik den praktikplads på restauranten, og de stoppede, som de havde aftalt, så kunne hun gå i gang med en eller anden uddannelse, eller gå tilbage til at arbejde i Irma — måske.

De talte ellers aldrig om det rigtigt. Når de gjorde, hed det bare “det der”. “Så kan du stoppe med det der.” Nogle gange havde hun lyst til, især i begyndelsen, at fortælle noget om dem. Han beholdt sit guldur på, eller, han begyndte at græde, eller, han tog kvælertag på mig, jeg var bange for ham. Men hun kunne ikke fortælle om det. Det var den uskrevne aftale imellem dem og det tæppe hele deres forhold lå på. Nogle gange, når Paw blev fuld eller høj nok, talte han om det. Engang for ikke så længe siden, havde han stadig været oppe, da hun var kommet hjem. “Jeg smadrer ham, hvis jeg nogensinde ser ham,” havde han halvråbt, “jeg hopper på hans lille hoved.” Hun var gået ud i bad, uden at sige noget. Næste dag havde de brugt pengene på to højtalere og en bytur.

Paw rykkede lidt på sig. Hun lå og tænkte på, hvor nemt det ville være at gå. Pakke en taske, gå ud af lejligheden og aldrig komme tilbage. Hun tænkte på de penge, hun havde gemt i omslaget til et bind ude i toiletskabet. Jeg kunne gå lige nu, stikke af, tage til København, eller et helt andet sted — måske. Jeg kunne skrive et brev, eller en SMS. Starte helt forfra, få et arbejde, spare sammen.

Hun havde prøvet at slå op med ham for et halvt år siden. Hun havde forberedt det hele. Skrevet ned på telefonen, hvad hun ville sige, øvet det, inden han kom hjem. Hun havde pakket en sportstaske, været fast besluttet, ville sige, at han kunne blive boende i lejligheden, til han fandt noget andet, og hun kunne bo hos Michelle. Først havde hun ville sige, at han altid ville betyde noget for hende, men det havde hun slettet igen. Det lød forkert. Hun havde ikke helt kunnet formulere, hvad hun mente, og var endt med at skrive stikordet ‘ven’. Jeg tror, vi kunne blive gode som venner. Men da det først skete, var alt kommet ud forkert, eller også var det fordi hun ikke havde nået at sige alt det, hun ville.

Han var begyndt at miste farven i kinderne og se hård ud i blikket, ligeså snart han var trådt ind ad døren, og hun havde spurgt om de kunne tale sammen. Hun havde næsten ikke nået at sige noget, før han havde afbrudt hende. “Har jeg måske nogensinde slået dig?” havde han råbt, så hun havde lukket det vindue, der stod på klem. “Jeg har fandme aldrig slået dig, din luder. Din fucking lille møgluder!” Så havde han sparket til sofabordet, så det væltede, askebægeret var røget over på komfuret og ned på gulvet, og den ene af de to lysestager var smadret. Bagefter havde han sat sig ned og var begyndt at græde, hulke. Hun havde stået lidt dér, midt imellem sofaen og døren. Til sidst havde hun sat sig ned og trøstet ham.

Hun lå og tænkte på, hvordan, da de havde slået sofaen ud om aftenen, at bordet så forkert ud med kun én lysestage. Næsten som om han kunne gætte, hvad hun tænkte, havde han sagt, “Vi køber nogle nye, nogle flottere i morgen,” og så havde han trukket hende ind til sig, lagt sin store krop om hendes lille, og hun havde tænkt, at det var OK. De havde det OK sammen. Han slog hende aldrig, det var rigtigt, og hun behøvede ikke at bekymre sig om sex med ham. Han kunne ikke rigtig. Måske var det det, de tog sammen, oveni alt det, han tog i træningscentret. I begyndelsen havde han nogle gang bedt hende om at onanere foran sig. Så sad han og kiggede på hende. Der skete ikke noget, han gjorde ikke noget, han sad bare og kiggede på hende. Og hun lukkede øjnene. Men det var han også stoppet med at spørge om. Hun behøvede ikke at tænke på det med ham.

Hendes øjne gled fra billedet af en vase med nogle blomster til vindueskarmen. “Vi tager til Hamborg, når du fylder nitten, og bor på luksushotel.” Han havde vist hende nogle billeder fra et spahotel på telefonen. “Prøv lige at tjekke poolen!” Der var hele tiden et eller andet, de skulle på et tidspunkt i fremtiden. Altid noget lige om hjørnet. Men hun havde fulgt ham om så mange hjørner nu. Der var som regel bare en ny, tom gade. De var ikke kommet til Hamborg. De havde fejret hendes fødselsdag med at spise pizza og drikke øl og se en film i sengen. Han havde købt, eller skaffet, et armbånd til hende i gave. Det var ikke engang pakket ind. Hun havde ikke kunnet passe det. “Vi går ned til smykkeforretningen og får dem til at fjerne nogle led.” Det lå stadig i vindueskarmen. Hun lå længe og kiggede ud i mørket, inden hun faldt i søvn.

Hun vågnede ved at han klemte hende ind til sig, de store arme slynget rundt om hende. Engang for længe siden havde de ligget sådan for første gang og hun havde fulgt tatoveringerne på hans arm med fingeren, som om hun tegnede ovenpå dem. Hun havde spurgt, hvad tatoveringen med aben betød, men da hun vendte hovedet tilbage, lå han allerede med lukkede øjne og tungt åndedræt. Nu vred hun sig lidt og fjernede armen, der lå over hende. “Jeg har det varmt,” sagde hun. Han rykkede sig væk.

“Pis, de har ikke skrevet endnu. Men de skriver nok også først mandag — i morgen.” Han blev ved med at tale om praktikpladsen for tiden. Hun vidste hvor mange ansøgere, der var til de to pladser. Der var ingen andre restauranter i byen, der tog folk med straffeattest, og hun havde aldrig set ham så meget som koge et æg. Hun kunne ikke huske, hvornår han sidst havde haft et rigtigt arbejde. Han blev hele tiden fyret, fordi han kom for sent, eller bare blev væk. Alligevel, nogle gange, når de talte om den restaurant, så var det næsten som om hun kunne se det, et andet liv, som et lidt sløret billede af hende og ham i to andre versioner. Men det blev bare aldrig klart, uanset hvor mange gange hun prøvede at se det for sig.

Hun tog sin egen telefon og kiggede på den: 5. juni. “I morgen fylder min mor femogtredive.” Hun smed telefonen ned ved siden af sig og kiggede over på ham. “Hvornår har du sidst talt med hende?” spurgte han, mens han scrollede videre på sin telefon. “Jeg mødte hende nede i bymidten for et halvt år siden. Hun havde ikke fortalt, at hun var tilbage i byen.” Hun drejede hovedet og kiggede ud ad vinduet. “Hun begyndte at græde, da hun så mig. Hun var fuld. Først ville hun ikke tale med mig, så spurgte hun, om jeg kunne låne hende penge.” Hun lukkede øjnene og så sin mor gå forbi hende med blikket mod jorden, fremad, lidt slingrende. Nogle snefnug dalede ned på hendes hår og jakke i åbningen ved kraven. Hun kunne næsten mærke fornemmelsen af at få sne ned ad nakken. Hvis hun havde haft nogen at sige det til, ville hun have sagt: Hver dag siden har jeg fortrudt, at jeg ikke gav hende mit halstørklæde. “Skøre kælling,” sagde Paw. Hun kiggede over på ham, han rystede på hovedet mens han smilede, stadig scrollende på telefonen. Hun rejste sig op fra sengen. “Luk røven,” sagde hun lydløst. Hun gik over og åbnede køleskabet, selvom hun godt vidste, det var tomt. “Vi har ikke noget mad.”

De trådte ud af opgangen og missede lidt med øjnene i solen. Hun trådte ned på vejen og satte sandalen op på kantstenen, bøjede sig ned for at rette remmen. Noget olie fra en bil havde lavet en regnbue på asfalten. “Prøv at se, mor!” Hendes mor stoppede, tog cigaretten mellem fingrene og førte den ned bag ryggen, så hun ikke skulle få røg i øjnene. “Ja, hold da op, hvor er det flot, hva’.” De havde stået og kigget lidt på det. “Måske er der en mand nede under risten, der står og blæser sæbebobler op,” havde hendes mor sagt. Hun havde grinet, lidt forvirret. Hendes mor var også begyndt at grine, inden hun havde taget hende i hånden. De var gået videre til stationen, først toget til Nørreport og så til Klampenborg.

Hvorfor havde de egentlig været på Bakken? Havde de fejret noget? Det kunne hun ikke huske. De var gået rundt og havde kigget på alle menneskene og alle forlystelserne. De havde grint af en lille dreng, som havde fået en candyfloss, han straks havde lagt oven på hovedet. De havde spist grillkylling og bølgepomfritter og drukket Fanta. Det havde hun tænkt meget over. Jeg drikker Fanta, og min mor drikker Fanta i dag. “Vi spiser det samme, og vi drikker det samme,” havde hun sagt, og hendes mor havde svaret, “Tillykke,” og så havde de dyppet en pomfrit hver ned i remouladen for at fejre det.

De var kommet forbi en af de boder, hvor man kan vinde ting, hvis man kaster en bold gennem et hul. Først havde hun prøvet, så havde hendes mor prøvet. “Hvilken ting, kunne du bedst tænke dig, hvis du vandt?” Hun havde peget over på den store bamse, som hang på bagvæggen ved siden af en hat og en vandpistol og en masse andet legetøj. Hun havde fået lov at prøve igen, og hendes mor havde prøvet igen. Ingen af dem kunne ramme. Bagefter havde hendes mor gjort noget, som fik det med Fantaen til at se helt normalt ud. Hun spurgte manden i boden, hvad det kostede at købe bamsen, så hev hun sin lyserøde pung op og gav ham nogle sedler, og så tog manden bamsen ned og gav den til hende. “Du skal altså selv bære den, ” havde hendes mor sagt. Men det var lige meget. Hun bar den resten af turen, som om hun havde vundet den. Hun følte, hun havde vundet den.

Det var begyndt at blive mørkt, da de sad i toget på vej tilbage. Hun havde lagt sig ned på togsædet og lagt hovedet i sin mors skød. Hendes mor havde strøget hende over håret, og sagt, “Det skal vi gøre igen,” og hun havde følt en stærk og rolig glæde, som vist var det man kaldte lykke. Hun kunne ikke huske, hvornår hun før eller siden havde følt sådan. Måske da hun fik lejligheden. Men ikke rigtigt.

“Var du ikke sulten, skat? Det er jo ligesom at være ude med et barn. Har du fundet en myre eller pind, du kan stå og stirre lidt på?” Han grinede til hende, gik tilbage og klappede hende i numsen, uden at kigge ned på regnbuen. Han lagde armen om lænden på hende, og førte hende op på fortovet og henad vejen. “Hvad var den bedste dag i din barndom?” spurgte hun. “Det ved jeg ikke — da min far flyttede,” svarede han, mens han tog sin ringende telefon op ad bukselommen. De gik videre, han snakkende i telefon, hun stille. Hun fjernede forsigtigt hans anden hånd fra hendes talje.

De købte ind, først i Netto på Ladedamsvej, så hos Kevin på Italiensvej. Turen tilbage til lejligheden havde føltes lang. Paw gik direkte gennem værelset og åbnede et vindue. “Fuck, det er varmt,” sagde hun og plantede plastikposerne på gulvet. “Skal vi ikke bare lave nogle sandwicher og tage dem med ned i parken,” foreslog hun. “Men vi kan ikke tage det andet med” sagde han. “Hvorfor ikke? Vi kan finde et stille sted. Jeg vil gerne være udenfor.” Han trak skuldrene op og ned, “fint.” De havde røget lidt sammen med Kevin oppe hos ham. Hun kiggede hen på ham, undersøgende. Han kunne godt holde lidt endnu.

Hun smurte sandwicher, tog to dåser og fandt et tæppe. Hun puttede det hele ned i en rygsæk, hendes gamle fra folkeskolen. Hun stillede rygsækken i gangen og ventede på, han skulle tage den, selvom hun godt vidste, han ikke ville — han tog den aldrig. “Jeg vil gerne have lavet mine negle,” sagde hun i stedet for, mens hun tog rygsækken på. “Har du ikke lige fået dem lavet?” spurgte han, mens han stak fødderne ned i gummiskoene igen. Hun holdt håndryggen op foran sig, “de ser allerede gamle ud. Jeg vil gerne have dem fikset.” Han åbnede døren, “det koster jo en million. Jeg er jo ligeglad med, hvordan de ser ud.” Han ventede på, hun skulle gå foran ham ud. Han smækkede hende i numsen igen, “Du ser godt ud, uanset hvad,” han fortsatte på vej ned ad trappen, “men altså, hvis det er det, prinsessen ønsker. Når jeg får den kokkeplads, så går der ikke længe, så bliver jeg den nye René Redzepi.” Kunne han ikke holde kæft med det der snart. “Så åbner jeg mit eget Michelinsted, og så kommer du ikke til at mangle noget, så kan du fandme få lavet negle hver dag.” Hvordan skal du blive Michelinkok, når du ikke engang gider smøre en sandwich, tænkte hun, mens hun kiggede på sin hånd på gelænderet.

De kom ned i parken. De fandt et sted, tæt ved nogle buske, langt væk fra de drenge der spillede bold. På den anden side af buskene kunne de indimellem høre nogle børn og en mor, der råbte til dem, men ellers var der stille der. Hun bredte tæppet ud. De sad og spiste, mens Paw snakkede om noget, Kevin havde fortalt ham om. Moren bag buskene råbte noget, der lød som, “I skal snart have mere solcreme på.” Hun kiggede ned på sine hvide arme og over på Paws. Kunne man egentlig blive solbrændt, der hvor man var tatoveret? Hun kiggede tilbage på sine egne arme, mens hun førte sandwichen til munden igen. “Det er en meget smart forretningsmodel, hvis det lykkes, men så skal de satme også have meget over grænsen.” Hun nikkede. “Holdt kæft, det tager dig lang tid at spise den sandwich. Bliver du ikke snart færdig?” Han begyndte at rode i tasken efter den lille pose. Hun lagde resten af sandwichen fra sig.

Han rodede rundt i tasken, “Hvad fanden skal vi lægge det på?” Han tog sin telefon op ad den ene lomme og lagde den med bagsiden opad. Han tog sin pung op ad den anden og tog et kort frem, så lagde han den første stribe. “Damen først.” Han rakte hende det lille rør. Hun kiggede rundt omkring sig, så lagde hun ansigtet ned mod telefonen. Bagefter tog han en. Han førte posen ned igen: en til. Først hun, så han.

Den anden bane ramte hårdt. Hans øjne kørte allerede rundt, eller også var det hendes, der gjorde det. Hun følte en lethed i kroppen, som om hun kunne stige til vejrs, flyve over hækken og sige, “I skal gå tilbage til jeres mor og få solcreme på.” I stedet lænede hun sig tilbage med spredte arme og ben ved siden af ham. Hun lukkede øjnene. Han sagde noget ved siden af hende, hun ikke kunne høre. Et stort dyr med vinger og snabel flød forbi i en have af stjerner på stilke. Hendes mor lå henover et toilet. Nu vinkede hun med en stor bamse til hende fra en karrusel. En hest galoperede ind på en baggrund af gult, der skød til alle sider. Hun så en pænt sammenfoldet hawaiiskjorte på en stol. En lille arm med et for stort armbånd, der raslede som fodlænker; en abe, der grinede ad hende. Sne, der dalede og dalede ned på hendes ansigt. Så åbnede hun øjnene.