Af murersvend Emil Olsen

Jeg håber for alt i verden, at vi på kryds og på tværs giver håndslag på at OK 20 bliver vores tur!

Spørgsmålet er, hvad er det vi vil?

For noget tid siden, gik jeg mig en tur ned gennem gå gaden i Frederikshavn , og stødte så på et monument med et, af en gæv nordjyde Carl Scharnbergs mange tekster.

Teksten lød som følger ”Spørgsmålet er, hvad er det vi vil? Der kommer forandringen.”  Jeg stod en rum tid og betragtede det flotte monument, og ikke mindst tænkte jeg længe over den tekst som var udvalgt til monumentet, i hvilke sammenhænge kunne dette egentlige simple spørgsmål anvendes. Jo mere jeg stod og tænkte blev det klarere og klarere for mig, at det jo i virkeligheden er det helt rigtige spørgsmål, vi som arbejderklasse skal stille os selv i alle givne situationer vi står i.

I alt for mange tilfælde ender vores svar på tidens udfordringer med at tilpasse os, eller stille ultradefensive krav i anstændigheden og ansvarlighedens navn. Træder vi et skridt tilbage, og kigger ud over samfundet så vil man se hvordan vores kolleger i alle samfundets led mistrives. Lad os f.eks. tage en tur ned på jobcentret, her møder man bange mennesker. Mennesker som på forskellig vis er havnet i en situation hvor deres kroppe enten fysisk eller psykisk ikke kan mere, og alligevel slæber det politiske system dem igennem et mareridt af forsøg for, at tvinge dem ud i virksomhederne som billig arbejdskraft. Man umyndiggør simpelthen vores kolleger som i forvejen er udmattede på en så grov måde, at man med rette på en dårlig dag kan sammenligne det med noget jeg troede vi for længst havde afskaffet.

Er det i virkeligheden det vi vil?

Lad os tage en tur i uddannelses systemet, her møder du en ungdom hvor man har frataget dem enhver form for frihed til kreativt at kunne udfolde sig, men der i mod skabt et helvede hvor det ene og alene handler om, at de skal igennem så hurtigt som muligt så de kan komme ud og blive en gevinst, ikke for samfundet, men for virksomhedernes profitjagt. Den ene efter den anden går ned med stress, de får nederlag fordi at de ikke føler sig tilstrækkelige, i en kamp hvor det handler om alles kamp mod alle ift. karakter, jobs osv.
Er det i virkeligheden det vi vil?

Tager vi en tur hjem til børnefamilierne, der møder vi nogle mennesker som knokler for at få det hele til at gå op. Børnene må vækkes meget tidligt om morgenen. Så de kan blive afleveret, så forældrene kan komme på arbejde, så der kan tjenes penge til de alt for dyre huslejer, så de hver dag må koordinere hvem som kan nå og hente børnene igen, lave aftensmad og hvis man er heldig nyde et par timer sammen med dem inden de skal i seng, for der kommer snart en ny dag, hvor vi starter forfra.
Er det i virkeligheden det vi vil?

Lad os tage ud på arbejdspladserne. Her møder vi folk med alle mulige forskellige baggrunde, forudsætninger og ikke mindst alle mulige forskellige typer af jobs. Lad mig fremhæve 2 typer af arbejdspladser, den første er en 57-årig murersvend. Han har arbejdet hele sit liv, kun afløst af arbejdsløshed om vinteren. Hans vækkeur forstyrreR hans nattesøvn kl. 04.45 så han kan nå at få lavet kaffe, smurt en madpakke og komme rundt og samle kollegerne op, for så at køre mere end en time for at nå frem til byggepladsen inden kl 7. På grund af mange års hårdt arbejde er sådan en køretur hård, og gør at han nærmest må kravle ud af bilen da knæene er stive af nedslidning. Arbejde 8 timer med smerter for så at køre hjem igen, nå at lave lidt aftensmad inden han skal i seng da der kommer en ny dag i morgen som er fuldstændig magen til.

Den anden type arbejdsplads er en stationær arbejdsplads, lad os tage et sygehus. Der løber man så stærkt, at man må spise sin frokost mens man lige indberetter noget imens med den anden hånd. Man er vidner til at den faglighed som er blevet dem lært har man ikke mulighederne for at udføre, fordi rammerne om deres arbejde er blevet effektiviseret i en sådan grad, at det er til skade for patienterne. Det giver et stress element i folks hverdag som er skadeligt, og nærmest kan betragtes som den næste folkesygdom.
Er det i virkeligheden det vi vil?

Nej, og det har det aldrig været. Men vi, og vores faglige organisationer har været alt for dårlige til at stille os selv spørgsmålet, hvad er det vi vil?

Vi vil have et liv hvor vi kan være i, hvor vi kan få børn og samtidig have tid til og nyde dem, se dem udfolde sig både i leg med hinanden, med også kreativt når de bliver ældre. Vi vil et liv, hvor man ikke skal frygte at en naturlig konsekvens af at arbejde, er at kroppen skal slides totalt ned. Og vi vil et liv, hvor det er okay at blive syg hvor der omsorg og respekt om alle menneskers bidrag hvor vi kollektivt sikre hinanden succes, frem for i dag, hvor det er de få der får succes på de manges bekostning.

Der skabes så ufattelig mange værdier af os arbejdere i det her samfund, det er på tide at vi skal have del i den værdi vi selv skaber, til at rammerne om vores liv kan blive bedre og dermed arbejde lidt mindre. Jeg håber så inderligt derfor, at den kommende overenskomstforhandling i 2020 bliver der hvor fagbevægelsen, de aktive på arbejdspladserne, i industrien, i virkeligheden alle stiller spørgsmålet, hvad er det vi vil?

Læren ved de offentliges OK 18 var, at det ramte fuldstændig ind i en politisk dagsorden i kampen mod velfærdsforringelserne og derfor blev opbakningen så stor. Derfor mener jeg at vores faglige organisationer på det private område må forpligte sig til at få OK 20 ind i den politiske dagsorden som jeg har forsøgt efter bedste evne at formidle her i indlægget så vores kollektive svar bliver, vi vil have et bedre liv, og vi vil have tiden til det så vi kan udfolde os som mennesker, og ikke som maskiner i et produktions apparat til gavn for milliardærerne!