Debatoplæg til Arbejderpartiet
Kommunisternes 6. kongres 

Der hersker en grundlæggende uvidenhed og forvirring om socialismen som begreb, ikke blot i den brede befolkning og arbejderklassen generelt, men også i den progressive offentlighed og på den organiserede politiske venstrefløj.

Gennem hele det borgerlige demokratis historie er ordet ‘socialisme’ blevet misbrugt af de opportunistiske venstrefløjspartier og den systemloyale reformistiske ledelse af arbejderbevægelsen. Med ‘socialisme’ har opportunisterne ikke ment et nyt økonomisk og politisk system til afløsning af kapitalismen. De har med ‘socialisme’ derimod ment en systemloyal venstrefløjsregering, som fører en politik til gavn for arbejderklassen på kapitalismens betingelser, og som i tilfælde af genvalg kan fortsætte en gradvis proces mod stadig mere ‘socialisme’.

Det er en socialismeopfattelse, som nu har lagt fremtiden bag sig, i takt med at den senkapitalistiske nyliberale dagsorden har vundet indpas i socialdemokratierne og deres allierede reformistiske partier i kølvandet på Østblokkens fald omkring 1990.

Socialdemokratiets århundrede er forbi! Den socialreformistiske dagsorden er visnet bort og bliver erstattet af åbent reaktionære arbejderfjendske reformer, der i Danmark såvel som andre udviklede vestlige lande ivrigt iværksættes af den systemloyale arbejderbevægelses gamle førerparti under ledsagelse af en stadig mere hul og letgennemskuelig social demagogi.

Her i den nyliberale periode afslører kapitalismens borgerlige demokrati sig endegyldigt som værende lig med frihed, demokrati og velstand for borgerskabet og et markedsøkonomisk konkurrencehelvede med kæft, trit og retning for arbejderklassen. Og det bliver værre og værre. Kapitalismens demokratiske glasur forvitrer og afslører denne samfundstypes grundvold som borgerskabets diktatur, kapitalens diktatur.

Den reaktionære politiske udvikling er en genspejling af den objektivt betingede økonomiske udvikling i senkapitalismen. Tillige er den for Vesten opsvingsfremmende effekt af opsugningen af kapital, markeder og billig arbejdskraft fra den nedlagte Østblok ved at rinde ud i løbet af disse år.

Ændringen af kapitalens organiske sammensætning (teknologi og mekanisering til afløsning af menneskelig arbejdskraft) fører, sammen med monopolkapitalismens kapitalkoncentration og drift efter maksimalprofit, til en eskalering af profitratens faldende tendens og af arbejderklassens relative og absolutte forarmelse. Der er et voksende misforhold mellem den samfundsmæssige karakter af produktivkræfterne (teknologien og erhvervslivet) og de kapitalistiske produktionsforhold (den måde, der ledes og fordeles på – ejendomsforholdene).

Dette er en økonomisk naturlov i kapitalismen, som ikke kan ændres af systemloyale regeringers politik. Kapitalismen er styret af sine egne objektive drivkræfter og er således uden for pædagogisk rækkevidde.

Den krisefri kapitalisme var en propaganda-illusion, som blev markedsført i forrige århundrede. Den går ikke længere. De tilbagevendende økonomiske kriser er ved at udvikle sig til en kronisk krisetilstand. Så nu svinges pisken over arbejderne under henvisning til konkurrencen fra opkomlingene blandt de kapitalistiske magter, primært Kina, såvel som den systematiske sociale dumping internt i EU.

Kapitalismens systemkrise søges løst ved generelt øget udbytning af arbejderklassen, ved løntrykkeri og skabelse af splid via indvandring og ved kamp mellem de kapitalistiske magtblokke om erobring af råstofferne og markederne. Ultimativt leder det sidstnævnte til voldelig omfordelingskamp i form af krig. Som følge af den ødelæggende konkurrence leder krisen sammen med krigene til en enorm destruktion af produktivkræfter, som paradoksalt nok er en forudsætning for den påkrævede konstante vækst for monopolkapitalen.

Den nedadgående forbrugskapacitet i arbejderklassen og mellemlagene søges løst ved kunstige forbrugsbobler med urealistiske kreditordninger, som derefter klasker sammen med yderligere faldende forbrug til følge. Det forstærker profitratens faldende tendens.

Virksomhederne flytter udenlands eller går konkurs, og menneskelige resurser sløses bort undervejs. Samtidig undergraves den mulighed for social opstigning, som har været central i det ideologiske forsvar af kapitalismen.

Konfronteret med udsigten til kronisk krise messer den kapitalistiske propaganda, at det er de største kapitalistiske lommetyve, som skaber samfundets værdier, og formaner arbejderne til at bøje nakken med kasketten i hånden og takke herskabet. Den racistiske ondskab er blevet genoplivet som del-og-hersk-redskab i form af den islamofobiske kulturracisme, som faretruende forpester den vestlige verden. Den borgerlige offentlighed formidler konstant spark-nedad-kampagner for at bekæmpe enhed i arbejderklassen.

For at modsvare produktivkræfternes samfundsmæssige karakter og endegyldigt afskaffe økonomiske kriser, arbejdsløshed og udbytning kræves en økonomisk orden med samfundsmæssigt ejerskab og samfundsmæssig ledelse, dvs. socialistiske produktionsforhold. Det kræver socialisme i ordets ægte verdenshistoriske betydning: en grundlæggende revolutionær ændring af ejendomsretten og statens klassekarakter, altså en planøkonomisk socialisering af det økonomiske liv og etableringen af en ny statsmagt i form af arbejderklassens diktatur, som sætter dagsordenen i det politiske liv og bestemmer rammerne for demokratiet.

Det er opgaven for fremtidens nye arbejderbevægelse. Revolutionens historiske nødvendighed banker på døren.

Ligesom kapitalismen i sin tid fødtes af feudalismens skød i kraft af produktivkræfternes udvikling, sådan modnes socialismen nu i kapitalismens skød i kraft af produktivkræfternes stadig mere samfundsmæssige karakter.

I kapitalismens barndom var frigørelsen af markedskræfterne en historisk nødvendighed; i dag er planøkonomi en historisk nødvendighed. Et samfundsmæssigt erhvervsliv kræver samfundsmæssigt ejerskab, samfundsmæssige innovationer og samfundsmæssige investeringer.

Udviklingen af socialistisk planøkonomi er en forudsætning for afskaffelse af klassemodsætningerne og for virkeliggørelsen af lighed mellem kønnene og lighed mellem nationaliteterne. Det er naturligvis også en forudsætning for miljømæssig bæredygtighed. I sidste ende er det en forudsætning for, at vi engang i fremtiden kan få noget, vi kan kalde en civilisation, på denne planet.

*

Det socialistiske samfundstrin bygger på en solid bærende platform af planøkonomi og henviser markedsøkonomien til en sekundær og aftagende rolle. Den verdenshistoriske udvikling må bevæge sig fra konkurrenceøkonomi til samarbejdsøkonomi, fra markedsøkonomi til planøkonomi. Dette burde være indlysende rationelt, men er forunderligt nok ikke et afklaret spørgsmål, selv blandt erklærede antikapitalister og tilhængere af socialisme.

Ikke blot i den borgerlige offentlighed med dens konstante antisocialistiske propaganda, men også i den progressive offentlighed, hvor der stadig sættes lighedstegn mellem seriøsitet og opportunisme, er det god tone at udbasunere de mest ubegavede, vulgære nedgørelser af planøkonomi. På den opportunistiske venstrefløj fabler man ufortrødent videre om ‘socialistisk markedsøkonomi’ – en fundamental selvmodsigelse, som i absurditet ikke lader noget tilbage for den borgerlige offentligheds lighedstegn mellem markedsøkonomi og demokrati.

I et kapitalistisk samfund er markedet den mekanisme, gennem hvilken kapitalisternes merværdi realiseres og profitten indtjenes. Markedsøkonomi er en primitiv mekanisme, som avler ulighed og klassemodsætninger.

Uanset hvordan virksomhederne og samfundet i øvrigt er organiseret, indebærer markedsøkonomi, at profitmotivet er drivkraften. Produktionen indrettes efter, hvad der kan produceres med laveste omkostninger og sælges på markedet til den højeste pris.

Markedsøkonomien er en økonomi med vareproduktion og vareomsætning. Produkterne og tjenesterne bliver til varer, i og med at de bliver udbudt på et anonymt marked til en pris bestemt af dette og afsat til dem, der har råd og lyst til at betale for dem. Det står i modsætning til den planøkonomiske produktion, som har tilfredsstillelse af de menneskelige behov som målestok og regulerende faktor.

Arbejderklassens stat kan ikke bygge på en konkurrenceøkonomi. Hvis et erklæret socialistisk samfund under nogen som helst former har profitmotivet som dominerende faktor i det økonomiske liv, kan de strategiske egalitære målsætninger ikke opnås, og der vil være tale om forloren socialisme.

I 1900-tallets anden halvdel udvikledes et statsmonopolkapitalistisk system, hvor det ledende borgerskab bestyrede sin rolle som herskende klasse gennem profitmaksimering inden for rammerne af statsmonopol med begrænset fri prisdannelse og legitimerede det med en politik med sikring af grundlæggende sociale borgerrettigheder. Selvom det ikke var markedsøkonomi i traditionel forstand, var det markedsmekanismer, som regulerede økonomien, blot under andre betingelser, og der foregik en udbytning af arbejderklassen og uddybning af forskellene i levestandard.

I denne autoritære socialkapitalistiske kategori befandt sig fortrinsvis de revisionistiske lande i den daværende Østblok. Det vestligt orienterede titoistiske Jugoslavien var det mest yderligtgående eksempel på denne kapitalisme med socialistisk fernis. I dag repræsenteres kategorien af de nationalistiske styrer i Cuba og Nordkorea, hvorimod vore dages Kina og Vietnam næppe kan tillades at hæfte ordet ‘social’ på deres vilde og brutale kapitalisme.

I en socialistisk planøkonomi produceres produkter og tjenester for at opfylde bestemte behov, og i stedet for at konkurrere samarbejder virksomhederne inden for rammerne af samfundsmæssig planlægning. Der indføres metoder med rationel udveksling af produkter og tjenester, som gradvist træder i varecirkulationens sted. Fra starten vil produktionsmidlerne blive taget ud af varecirkulationen.

Under socialismen vil der stadig være et element af markedsøkonomi med vareomsætning, så længe der findes andre slags økonomisk ejendom end samfundsejendom – desto mere, jo mere tilbagestående landets udviklingsgrad er. Men selv ringere udviklede socialistiske lande må basere sig grundlæggende på samfundseje og planøkonomi og under ingen omstændigheder lade vareøkonomien være den bestemmende faktor i det økonomiske liv. En ukontrolleret markedsøkonomi med vareproduktion frem for planøkonomisk produktion vil skabe grobund for klassemodsætninger og dermed være en trussel mod samfundsudviklingen.

Lad os til en start slå fast, hvad socialistisk planøkonomi ikke er:

Den offentlige sektor under kapitalismen kan under ingen omstændigheder defineres som socialistisk. Det gælder også fonde og virksomheder med offentligt ejerskab. Under kapitalismen er disse sektorer underlagt kapitalistiske interesser. For at tale om socialisme skal den gamle kapitalistiske ejendomsret erstattes af en ny socialistisk ejendomsret – der kan ikke være nogen mellemstadier.

Det er derfor fundamentalt usandt at kalde de snart helt afviklede nordiske velfærdsstater for ‘socialisme’ eller ‘halvsocialistiske’ eller for den sags skyld ‘den tredje vej’. De kunne i stedet betegnes som liberal socialkapitalisme. I sammenligning med den revisionistiske autoritære socialkapitalisme var de sociale borgerrettigheder her ringere opfyldt i kraft af den mere vidtgående markedsøkonomi, men til gengæld var de borgerlig-demokratiske frihedsrettigheder i højere kurs.

Et andet stridspunkt gælder den udbredte forestilling om, at socialisme kan bygges op nedefra – og kapitalismen nedlægges indefra – ved hjælp af egalitære, arbejderstyrede virksomheder i form af kooperativer. Selvom et sådant kollektivistisk entreprenørskab alt andet lige er positivt, så skal disse virksomheder fungere på konkurrencesamfundets betingelser og kan ikke fungere som oaser af socialisme eller i sig selv udgøre vejen frem mod socialismen. Denne type kooperativer kan imidlertid godt vise sig at blive en konstruktiv medspiller fra starten i opbygningen af den socialistiske økonomi.

Vigtigst i denne polemik er det at skabe klarhed om, at de revisionistiske, pseudosocialistiske landes økonomi ikke var/er socialistisk planøkonomi og derfor ikke kan stå som eksempler på denne. Det vender vi tilbage til.

De to grundlæggende forudsætninger for ægte socialisme er, at statsmagten repræsenterer arbejderklassens interesser og de bærende dele af økonomien er ejet af samfundet.

Det samfundsmæssige ejerskab under socialismen omfatter i udgangspunktet økonomiens basis: Samfundet ejer landbrugsjorden og andre naturresurser, råstoffer, bygninger og boliger, energiforsyning, kommunikation og infrastruktur. Samfundet ejer virksomheder, jo mere de er af betydning for samfundsøkonomien – først og fremmest produktionen af produktionsmidler, men også den øvrige industri, teknologivirksomheder og fremstillingen af almindelige forbrugsartikler. Samfundet ejer de servicevirksomheder, som foretager nødvendigt vedligehold.

Samfundet har ligeledes monopol på al finansiel virksomhed. Sammenslutninger af kooperativer m.fl. bør ikke tillades at oprette kreditinstitutioner, da det i al fald strategisk set vil være en reaktionær paralleløkonomi, og finansieringer i denne sektor skal foregå under planøkonomisk supervision. Det socialistiske finanssystem bør om muligt fra første færd holde sig helt fra kredit-metoden, da kreditter står i et modsætningsforhold til planøkonomiens væsen (omtales senere under beskrivelsen af revisionismen).

På dette grundlag ledes samfundsøkonomien ved hjælp af demokratisk-centralistiske planer, hvori de forskellige dele af erhvervslivet spiller sammen med den centrale planinstitution i fastlæggelsen og opnåelsen af de økonomiske mål, som besluttes af de folkevalgte organer. I løbet af planlægningsprocesserne inddrages alle arbejdspladser og hele folket i diskussioner af målsætningerne og giver disse demokratisk legitimitet såvel som funktionel effektivitet. Demokratiets vigtigste udtryksform er massernes deltagelse i og godkendelse af den økonomiske samfundsplan.

Med vore dages kommunikationsteknologi kan der let gives et fortløbende overblik over opfyldelsen af planmålene og de problemer og løsninger, som opstår undervejs. Begrebet ‘gennemsigtig økonomi’ får en helt ny betydning.

Der er simpelthen tale om indførelsen af et rationelt og langsigtet økonomisk liv. Tilfredsstillelsen af de menneskelige behov skal være selve drivkraften, ikke som under kapitalismen de enkelte virksomheders overskud og kapitalisternes profit.

Da det ikke længere gælder om at sælge mest muligt, vil produkternes holdbarhed og kvalitet komme i højsædet. F.eks. vil levnedsmiddelindustrien kunne bidrage til at fremme sundheden frem for som nu at forringe den, og hårde hvidevarer og andet praktisk hverdagsgrej vil være konstrueret langtidsholdbare.

I arbejdslivet skal massernes initiativ stimuleres, nu hvor der ikke længere vil være nogen modsætning mellem arbejdernes og erhvervslivets interesser. Under den socialistiske planøkonomi vil den accelererende teknologiske udvikling med dens produktivitetsforbedringer, mekaniseringer og rationaliseringer blive anvendt for at lette arbejdet og tilfredsstille de menneskelige behov. Normalarbejdstiden vil blive sat ned i takt med produktivkræfternes udvikling; i et udviklet land som Danmark i første omgang formentlig til en 30 timers arbejdsuge, på sigt 25 timer, og på længere sigt måske endda blot 20 timer.

Arbejdet skal under socialismen undergå en forvandling fra at være en plagsom byrde til at være et behov i sig selv, et udtryk for menneskets skaberkraft. Og der vil blive tid og overskud til at deltage i samfundslivet.

Fra dag ét efter systemskiftet forbydes menneskets udbytning af mennesket, altså den private tilegnelse af merværdien af andres arbejde. Ingen må længere eje andres arbejdskraft.

Arbejdskraften ophører med at være en vare, så der vil ikke længere være et arbejdsmarked. Retten til arbejde og selvforsørgelse virkeliggøres i stedet gennem systematisk samfundsmæssig rekruttering. Nu bliver det samfundets ansvar at give dig arbejde, der hvor samfundet har brug for din arbejdskraft.

Der vil i den socialistiske planøkonomi være mulighed for at skabe langt større overensstemmelse mellem uddannelsessystemet og erhvervslivets behov. Der vil være en obligatorisk polyteknisk skolegang på 13-14 år, som skal sikre alsidige kompetencer og erhvervspraktik.

Socialismen gør fundamentalt op med den måde, der ledes og fordeles på. Medbestemmelsen bliver institutionaliseret, og virksomhedsledelserne skal godkendes af medarbejderne. Arbejdsdelingen mellem ånd og hånd nedbrydes. Ytringsfriheden indføres på arbejdspladserne.

Patenter og copyright bliver afskaffet. Al forskning, viden og innovation stimuleres på samfundsmæssig vis og bliver åbent tilgængelig. Alle virksomhedsregnskaber bliver åbne, og der vil ikke længere være forretningshemmeligheder. Reklamer kan ses på museet.

Under socialismen gælder princippet om, at det økonomiske liv er offentligt liv. Det skal også håndhæves i forhold til den kooperative og anarkistiske sektor med strategisk henblik på at integrere disse i planøkonomien og senere inkludere dem i samfundsejendommen.

Det socialistiske erhvervsliv vil blive jævnt fordelt ud over landet. Derved bremses flugten fra land til by, og det eskalerende langdistance-pendlerhelvede vil blive afviklet. Man vil have ret til et arbejde inden for en rimelig afstand af sin bopæl.

Der garanteres universel socialforsikring: lige og fri adgang til reproduktion i form af barselsindkomst, børnepasning, ældreomsorg, pension, invalideindkomst, sundhedsvæsen og uddannelse. Bolig er en statsgaranteret rettighed.

Den grundlæggende økonomiske doktrin under socialismen hedder sikring af maksimal tilfredsstillelse af hele samfundets voksende materielle og kulturelle behov gennem proportional vækst og forbedring af produktionen på basis af den bedste teknologi.

Doktrinen understøtter målsætningen om at arbejde sig frem mod kommunismen – det civilisatoriske udviklingstrin, hvor alle står i samme forhold til produktionsmidlerne, og hvor alle yder efter evne og nyder efter behov.

Det kommunistiske udviklingstrin vil gradvist blive opnået, i takt med at de nye generationer opnår et folkeligt medejerskab af samfundet. Det er både en politisk-økonomisk og en kulturel proces.

Under kommunismen vil samfundsejendom være den eneste form for økonomisk ejendom og det urokkelige og ukrænkelige grundlag for samfundets eksistens, som alle vil værne om med den samme ildhu, som man i dag værner om sin private ejendom.

På dette klasseløse udviklingstrin i en fjernere fremtid vil der ikke længere findes nogen form for penge med indirekte værdisættelse; i stedet vil arbejdstiden være den direkte målestok i planlægningen, og økonomiske beregninger vil udelukkende foregå på basis af objektive parametre.

*

Revolutionen og etableringen af det socialistiske samfundssystem indebærer kun starten på opbygningen af den socialistiske økonomi. Indførelsen af socialistiske produktionsforhold som grundlag og afskaffelsen af kapitalismens klassesamfund med dets arbejdsløshed og udbytning betyder ikke, at modsætningen mellem produktivkræfter og produktionsforhold bliver løst i ét altomfattende hug. Selvom den kapitalistiske ejendomsret med dens aktieselskaber, kapitalfonde, ejendomsspekulation osv. er anbragt på museum, vil der fortsat være en tendens til efterslæb i produktionsforholdenes opgradering i forhold til produktivkræfternes karakter. Denne proces kræver konstant opmærksomhed fra den arbejderbevægelse, som har magten.

Under socialismen er der tre former for ejendom i erhvervslivet: samfundsejendom/statslig ejendom (rød sektor), kooperativ ejendom (blå sektor) samt privat eller anarkistisk ejendom (sort sektor).

Den røde sektor er den 100 pct. planøkonomiske del af økonomien, som fra starten er den dominerende grundstamme og i tidens fylde skal overtage hele det økonomiske liv.

Det første økonomiske spørgsmål, der rejser sig i socialismen, handler om omfanget og arten af de socialistiske ekspropriationer. Revolutionen eksproprierer kapitalen, afskaffer kapitalistisk ejendom. Hvilke typer virksomheder herfra skal umiddelbart inkluderes i den røde sektor, og hvilke bør i første omgang overgå til den blå sektor?

Hvad angår den sorte sektor, bør der ikke herske den store uenighed. Der er tale om enkeltpersonsvirksomheder og små familievirksomheder uden rigtige ansættelsesforhold. Så snart virksomhederne tilføres arbejdskraft ud over dette stadium, skal de overgå til kooperativ ejendom. Denne sektor bør slet ikke beskattes.

Hvad den blå sektor, kooperativerne, angår, er der straks meget større grundlag for diskussioner. Kooperativ ejendom er virksomheder, som er ejet af medarbejderne som gruppe, og hvor medlemmerne af kooperativet deler overskuddet mellem sig. Man kunne også kalde dem andelsvirksomheder. I denne sektor foregår der et stadigt tættere samarbejde med og integration i planøkonomien, og et vist omfang af beskatning kan foregå.

Der er her langtfra kun tale om eksproprieret kapitalistisk ejendom. En væsentlig del af denne sektor vil udgøres af små virksomheder i tidligere småborgerligt ejerskab.

I socialismens hidtidige teori og praksis har spørgsmålet om kooperativ ejendom først og fremmest handlet om landbruget. Dette erhverv er i størsteparten af verden fortsat domineret af mindre familiebedrifter, og i visse regioner oven i købet stadig med feudale træk, hvor bønderne sammen med landarbejderne er underlagt godsejernes herredømme. Her vil det første programpunkt i revolutionen være at frigøre bønderne fra dette tyranni, ved at staten overtager jorden og tildeler den til deres gårde. Derefter vil de blive ansporet til at slutte sig sammen i kooperativer og på et senere stadium i statsbrug, hvor bønderne overgår til arbejderklassen. Det er oplagt at tænke denne proces som et generationsskifte fra det ene stadium til det næste.

I Danmark er landbruget blevet så industrialiseret, at vi kan overveje at springe det kooperative trin helt over og indføre statsligt landbrug med det samme. De problemstillinger, som socialismen traditionelt har stået over for i spørgsmålet om bønderne, er i løbet af de seneste to-tre årtier blevet forældede her til lands.

Det er derimod et langt mere aktuelt diskussionspunkt, hvilke af de små og mindre virksomheder der bør konverteres til kooperativ ejendom frem for statsejendom. Der er to parametre, som skal bedømmes: virksomhedens betydning i samfundsøkonomien og antallet af medarbejdere.

De mest indlysende eksempler på blå virksomheder vil være kulturelle aktiviteter, forlag, alternative medier, foreningslivet, hoteller, restaurationer og caféer, frisører og andre mindre specialbutikker og servicevirksomheder. Fænomenet kiosker kan derimod diskuteres i denne anledning, eftersom de kan defineres som den mindste form for dagligvarebutik og dermed er væsentlig for medborgernes indkøbsmuligheder i hverdagen. Til gengæld kan der i første fase være forskellige former for letindustri i mindre skala i den blå sektor.

Den blå sektor skal spille en supplerende rolle i forhold til den røde sektor.

De kooperative virksomheder vil være underlagt den socialistiske arbejdslovgivning. De vil ad åre blive ansporet bort fra egennytte-motivation og i retning af socialisering og integration i planøkonomien ved hjælp af økonomiske ordninger, som stimulerer dette (foruden den offentlige mening).

Der skal være grænser for, hvor meget de blå virksomheder kan agere i modsætning til den samfundsøkonomiske planlægning. Samfundet vil ikke have, at der udvikler sig interessemodsætninger mellem de økonomiske sektorer. Der vil naturligvis blive slået hårdt ned på videreførelse eller gendannelse af udbytningsforhold, som under alle omstændigheder er kontrarevolutionær virksomhed og meget forbudt.

Den sorte og blå sektor er den del af socialismens erhvervsliv, hvor der stadig vil være markedsøkonomi. Men det vil være et marked, som allerede i starten er reguleret i kraft af, at det fungerer i samspil med og på betingelser sat af den røde sektors planøkonomi. Priserne på den røde sektors produkter og tjenester er faste eller regulerede, og produktionsmidlerne, som anvendes i disse sektorer (først og fremmest den blå), vil være samfundsejendom og udlejes eller tildeles på planøkonomiens betingelser.

Produktionsmidlerne er et anliggende for den røde sektor. Fremstilling af produktionsmidler er økonomiens basis og har derfor grundlæggende forrang frem for fremstilling af forbrugsartikler, selvom det sidstnævnte på kort sigt har højere rentabilitet. Det er et udtryk for socialismens formåen til at udvikle sig langsigtet.

At der ikke kan tillades privat ejerskab af og et marked for produktionsmidler, er en grundsætning i socialismens økonomi. Under socialistiske produktionsforhold kan produktionsmidlerne ikke være varer, som sælges til virksomhederne til en pris bestemt af markedet; de har kun status af varer i udenrigshandelen med kapitalistiske lande, så længe disse stadig findes. Produktionsmidlerne skal tages ud af varecirkulationens virkefelt, hvis planøkonomien med de nye produktionsforhold skal fungere.

Det er en strategisk opgave for den økonomiske politik at inkludere den blå og sorte sektor i planøkonomien, gradvist at afgrænse markedsøkonomiens og varecirkulationens virkefelt og erstatte det med rationel udveksling af produkter og tjenester.

Folk vil af samfundet blive ansporet til at arbejde i den røde sektor, og det store flertal vil givetvis lade sig rekruttere hertil og tage det arbejde, myndighederne anviser i samarbejde med den jobsøgende.

Der burde således ikke behøve at være nogen hindringer og restriktioner for fri næringsdrift i den blå og sorte sektor, så længe det foregår inden for socialismens rammer.

Pø om pø vil der ske en afvikling af disse sektorer, i takt med at virksomhederne heri anspores til yderligere samfundsmæssig socialisering, inddrages i planøkonomien og konverterer til statsejendom.

Dermed kommer vi til den mest spændende sektor i socialismens økonomi, den bærende røde sektor af samfundseje og total planøkonomi. Her er der i sandhed også nogle principper, som skal overholdes, for at der ikke skal ske en degeneration, men tværtimod ske fremskridt i retning mod kommunismen.

*

Under etableringen og udviklingen af den røde sektor er der to grundlæggende slags opportunistiske afvigelser, som skal undgås.

Den ene grundlæggende – delvist venstreradikale – form for afvigelse er den såkaldte ‘voluntarisme‘: opfattelsen af, at planøkonomien kan tillade sig se bort fra de velkendte økonomiske kategorier – værdiloven, reproduktionsloven, merværdi og rentabilitet – og løse alle problemer ad den blotte politiske viljes vej.

Socialismen kan ikke gå på vandet. De objektive økonomiske lovmæssigheder og målestokke træder ikke ud af kraft ved et trylleslag efter revolutionen, og hvis de ikke tages med i beregningerne, vil det gå helt galt.

Den alvorligste risiko er dog den højreopportunistiske afvigelse med videreførelse og gendannelse af reaktionære måder at lede og fordele på, som kan lede til udviklingen af nye udbytningsforhold og klasseskel og i sidste ende bane vejen for total samfundsmæssig tilbagerulning. Det var dette fænomen, revisionismen, som undergravede socialismen indefra i det forrige århundrede og førte til kapitalismens genrejsning og midlertidige globale sejr.

Hvad den voluntaristiske form for afvigelse angår, næres den af en fejltolkning af den marxistiske kritik af kapitalismens politiske økonomi, hvori de velkendte analytiske kategorier optræder. Mange foranlediges til at tro, at de nye socialistiske ejendomsforhold uden videre vil gøre dem irrelevante. Men tværtimod skal de økonomiske naturlove jo erkendes, hvis den økonomiske planhusholdning skal beherskes. Følgende ting skal tages i betragtning:

Værdiloven siger, at en vares værdi bestemmes af den mængde samfundsmæssigt arbejde, der er lagt i den. Den spiller stadig en regulerende rolle, i den udstrækning der forekommer varecirkulation med køb og salg, hvilket gælder i dele af forbrugssfæren, så længe der findes penge. Værdiloven er derudover stadig yderst relevant i forbindelse med såvel bedriftsøkonomiske som samfundsøkonomiske beregninger, selvom dens virkefelt er afgrænset og den ikke spiller en regulerende funktion her.

Reproduktionsloven fortæller os om den samfundsmæssige produktions deling i fremstilling af produktionsmidler på den ene side og forbrugsartikler på den anden, og om deres respektive egenskaber. Den fortæller os også om dannelsen af de samfundsmæssige fonde og om akkumulation som betingelse for udvidet reproduktion, under socialismen såvel som kapitalismen.

Merværdien er den del af ens arbejde, som overstiger værdien af ens løn. Under kapitalismen tilfalder den virksomhedsejerne og er grundstammen i profitten og kapitalakkumulationen. Under socialismen tilfalder merværdien reproduktion af produktionen, planøkonomiske fonde, forvaltningen og den menneskelige reproduktion såsom uddannelse, sundhedsvæsen osv.

Rentabilitetsprincippet ændrer karakter fra kapitalismens kortsigtede profitmotiv for den enkelte virksomhed til socialismens langsigtede, planmæssige udvikling af hele samfundet. Der vil således stadig være klarhed om enkelte virksomheders rentabilitet, men det er den strategiske og stabile samfundsmæssige rentabilitet, som regulerer fordelingen af arbejdet i den røde sektor. Virksomhederne og produktionsgrenene fører således regnskab over rentabiliteten med henblik på at forbedre denne, men det kortsigtede resultat er ikke styrende for deres eksistens og for planinstitutionernes prioriteringer.

Når de ovennævnte faktorer inddrages i planøkonomien, forebygges voluntaristiske tilbøjeligheder til useriøs planlægning og eventyrlige projekter. De mest berygtede eksempler herpå kan hentes i Maos Kina, som set i bakspejlet ikke på noget tidspunkt repræsenterede ægte socialisme under arbejderklassens ledelse.

Hvad den revisionistiske højreopportunisme angår, giver det 20. århundredes historie desværre rig erfaring herpå.

Revisionismen er en negativ manifestation af klassekampen, et udtryk for borgerskabets, småborgerskabets og ‘middelklassens’ indflydelse i arbejderbevægelsen, i den kommunistiske bevægelse og i socialistiske lande. Langt hovedparten af de erklærede kommunistiske partier rundt om i verden er revisionistiske i forskellige grader.

I de kapitalistiske lande har arbejderaristokratiet (professionelle fagforeningsfolk og arbejdsledere) sammen med ‘middelklassen’ (mellemlagene og de resursestærke faglærte arbejdere) været den primære basis for de revisionistiske strømninger. Revisionismen er ofte før eller senere korrumperet til en regulær reformistisk/socialdemokratisk linje. Der er et kontinuum af opportunisme mellem de forlorne kommunistpartier og socialdemokratierne.

I 1970’erne samledes de Moskvatro revisionister, på anvisning fra Moskva, omkring ‘det antimonopolistiske demokrati’ som strategi. Det er en meget uklar forestilling om en form for overgangsstadium mellem kapitalisme og socialisme, hvor arbejderklassen (som er meget bredt defineret og inkluderer mellemlagene) deler magten med småborgerskabet og dele af borgerskabet, en gradvis, fredelig overgang fra det ene samfundssystem til det andet, som ikke har nogen gang på jorden i virkelighedens verden. ‘Det antimonopolistiske demokrati’ er et ideologisk skalkeskjul for de facto systemloyalitet.

I de socialistiske lande blev klasseskel videreført og gendannet med udgangspunkt i den endnu tilbagestående arbejdsdeling mellem ånd og hånd, hvorved i første omgang et statsmonopolistisk borgerskab opstod, dernæst et borgerskab bestående af virksomhedsledere, som forrykkede magtbalancen i den nye herskende klasse.

Det statsmonopolistiske borgerskab i Sovjetunionen var den primære sociale basis for den revisionistiske kontrarevolution i 1950’erne (i kølvandet på Stalins død). I de efterfølgende årtier blev virksomhedslederne et mere og mere magtfuldt segment af borgerskabet.

Den samfundsmæssige arbejdsdeling antog da form af et nyt klassesamfund, hvor arbejderklassen blev udbyttet og undertrykt. Forfaldsprocessen med stagnerende socialkapitalisme afsluttede med ‘Murens fald’ og indførelsen af råkapitalisme.

Det statsmonopolistiske borgerskab under revisionismen/socialkapitalismen besad et kollektivt ejerskab af produktionsmidlerne gennem sin magt over statsapparatet. Efterhånden som dette segment af borgerskabet konsoliderede sine parasitiske privilegier, overlod det i stadig større grad forvaltningen af produktionen til virksomhedslederne.

Det statsmonopolistiske borgerskab tilegnede sig merværdi gennem statsbudgettet, dels ved at beskatte virksomhedernes overskud, dels ved rentebærende langfristede kreditter til virksomhederne, som konkurrerede om disse lån.

En væsentlig del af kapitalakkumulationen gik til den militære oprustning, som var nødvendig for at forsvare den imperialistiske hegemoni og positionerne over for Vestblokken og Kina.

Virksomhedslederne i Sovjetunionen havde allerede i den socialistiske tid før 2. verdenskrig en usund tilbøjelighed til at handle autonomt og lede virksomhederne, som var de deres egne. Med den revisionistiske kontrarevolution i 1950’erne blev dette godkendt og opmuntret, og virksomhedslederne blev de facto kapitalister.

Lederne af de sovjetiske virksomheder og kombinater (koncerner) fik efter reformen i 1965 og i endnu højere grad efter reformen i 1973 fulde kapitalistiske beføjelser til at lede og fordele, men de kunne på den anden side når som helst afsættes af det statsmonopolistiske borgerskab. I sidste ende kunne virksomhedslederne kun opnå varig magt og rigdom ved at få ikke bare det reelle, men også formelle ejerskab over deres virksomheder, og de blev sluttelig hoveddrivkraften i indførelsen af traditionel kapitalisme.

Virksomhedslederne under revisionismen havde udtrykkeligt til opgave at skabe størst muligt overskud i deres virksomheder, og dermed profit til dem selv. Profitmotivet blev helt officielt drivkraften, i modsætning til opfyldelsen af samfundets behov. For at øge profitten blev arbejdskraften i stigende grad udbyttet af virksomhedslederne; deres bonus afhang af evnen til at holde produktionsomkostningerne nede ved at øge produktiviteten, dvs. udbytningsgraden, og fyre ‘overflødig’ arbejdskraft.

Virksomhederne skulle ikke længere samarbejde med hinanden, men tværtimod forsvare sine positioner i konkurrencen om kontrakter og kreditter. Inden for stadig bredere rammer indførtes fri prisdannelse, som var suverænt bestemt af virksomhedslederne. Lederne bestemte produktionens kvalitet og kvantitet og afsatte den, hvor de kunne få den højeste pris. De købte fra de billigste leverandører på markedet.

Der var dermed tale om regulær vareproduktion og ikke planøkonomi.

De sovjetiske kombinater, som blev oprettet under revisionismen fra slutningen af 60’erne, besad reelt ejerskab over den faste kapital såvel som arbejdsstyrken i de underlagte virksomheder. De repræsenterede en ny variant af monopolkapitalisme.

I Sovjetunionen og Østblokken blev markedets rolle i økonomien mere og mere udvidet, hvilket undergravede mulighederne for at føre fastprispolitik over for forbrugerne. Etapevis indførtes også et marked for produktionsmidler.

I kraft af den imperialistiske arbejdsdeling blev landene i Østblokkens økonomiske organisation COMECON underordnet den sovjetiske økonomi, og de sovjetisk kontrollerede lande i den tredje verden leverede billige råstoffer og arbejdskraft.

Arbejderklassen i de revisionistiske lande var frataget magten over produktionsmidlerne og havde ingen som helst indflydelse over den samfundsmæssige merværdis anvendelse. Arbejderne solgte deres arbejdskraft på et arbejdsmarked, om end ikke helt så anarkisk som den vestlige variant, og arbejdsløsheden voksede i takt med de kapitalistiske reformer. Lønnen kunne kun lige garantere reproduktionen af arbejdskraften.

Kort sagt: Efterkrigstidens Østblok var ikke socialistisk, men revisionistisk/socialkapitalistisk. Det økonomiske system var ikke planøkonomisk, men markedsøkonomisk af en særlig type, hvor de grundlæggende sociale borgerrettigheder blev garanteret, uden at arbejderklassen dermed havde noget at skulle have sagt. Produktionen blev ikke indrettet efter målsætningen om tilfredsstillelse af hele samfundets behov; i stedet var den centrale planlægning underordnet borgerskabets profitbegær. Forskellen i levestandard mellem arbejderklassen og borgerskabet uddybedes, ganske som i den traditionelle form for kapitalisme.

*

Den socialistiske samfundsejendom spiller den ledende rolle i den historiske proces, hvorunder markedsøkonomien afløses af rationel udveksling af produkter og tjenester og grundlaget for klassemodsætninger dermed efterhånden forsvinder. I løbet af denne proces nedbrydes de gamle borgerlige former for ledelse i erhvervslivet og forvaltningen og bliver erstattet af moderne socialistiske former for ledelse.

Risikoen for videreførelse og/eller gendannelse af en borgerklasse beror i høj grad på arbejderklassens uddannelsesniveau. Socialismen satser derfor benhårdt på en uddannelsesmæssig opkvalificering af arbejderungdommen, så samfundets intelligentsia og folk i ledende funktioner efterhånden kommer til at udgå fra arbejderklassen. Efter den første revolutionære generations tid skal administratorer, ingeniører og teknikere i overvejende grad have arbejderbaggrund; indtil da skal den borgerlige og småborgerlige intelligentsia bedst muligt forbindes med og efterhånden socialiseres ind i arbejderklassen igennem deres arbejde.

Klasseskel vil genopstå ud af arbejdsdelingen mellem åndens og håndens arbejde, hvis ikke det aktivt bekæmpes. Nedbrydningen af dette skel mellem ledelserne og arbejderne ‘på gulvet’ er derfor central i socialismens dagsorden, også for at bekæmpe generel fremmedgørelse og fremme medejerskabet blandt arbejderne.

Virksomhederne skal i den forbindelse uddelegere ledelsesansvar til arbejderne, og virksomhedsledere og funktionærer skal i et vist omfang deltage i arbejdet ‘på gulvet’. Ledelserne i såvel virksomheder som forvaltning skal være ‘slanke’, altså uden unødigt bureaukrati, og aflægge sig kancelli-manerer til fordel for føling med arbejderklassen. Lønniveauet i forvaltningerne skal være på linje med arbejderlønningerne.

Virksomhedsledelserne skal indordne sig og motiveres af samfundets planhusholdning, ikke virksomhedens kortsigtede overskud. Ledelsernes lønninger og bonusser må ikke kobles til virksomhedernes overskud, men derimod til opfyldelsen af den samfundsmæssige plan.

Innovationer og nyinvesteringer er et samfundsøkonomisk ansvar, og virksomhedsledelserne skal motiveres til konstruktiv delagtiggørelse i dette. Ansvaret for samfundshusholdningen skal være drivkraften for lederne.

Over for ledelserne i både erhvervslivet, forvaltningen og det politiske system skal socialismen indføre kontrolmekanismer for at modvirke og forebygge reaktionære tendenser. Der bør oprettes folkevalgte instanser til at lede denne kontrol, med beføjelse til at afsætte ledere.

Den institutionaliserede demokratiske fagbevægelse varetager arbejdernes kontrol med løn- og arbejdsvilkår og kan diktere ændringer i forholdene på arbejdspladserne.

Under socialismen hedder princippet, at man lønnes efter indsats. Det defineres på samfundsmæssigt plan, hvilke indsatser der skal belønnes mest. Tarifsystemet skal tilgodese såvel kvalifikationer som hårdt arbejde.

Der skal ske en gradvis indsnævring af lønforskellene i takt med produktionsforholdenes udviklingsgrad. I den proces skal det undgås at falde i to grøfter: På den ene side vil et overdrevent ligemageri undergrave opkvalificering af arbejderne og fremme fluktuation af arbejdskraft, altså hyppige jobskift. På den anden side kan overdreven brug af bonusser og andre materielle incitamenter til god arbejdsindsats risikere at stimulere individualisme og svække det solidariske samfundssind.

Kvindernes lønefterslæb vil revolutionen umiddelbart gøre til historie. Diskrimination af etniske og andre minoriteter vil ligeledes være ophørt.

Socialismen er arbejderklassens stat, så derfor kendetegnes en sund socialisme ved, at arbejderne føler medejerskab i erhvervslivet og samfundet, og at der er høj status i at være arbejder. Karrieremageri skal bekæmpes: Man arbejder til gavn for samfundet, ikke for at opnå sin egen sociale opstigning (men meget gerne for at imponere omgivelserne med sine faglige kvalifikationer).

Selvom virksomhederne ikke længere bedriver markedsøkonomisk konkurrence, er der naturligvis konstant behov for stimulans til at forbedre indsatsen. Det socialistiske erhvervsliv skal derfor kendetegnes af en konstant offentlig kappestrid om dette, som kan få afgørende indflydelse på produktionens og tjenesteydelsernes indretning.

Den socialistiske offentlighed skal sammen med de folkevalgte organer spille en vigtig rolle i oprettelsen af nye virksomheder og generelt stimulere kollektivistisk iværksætteri og entreprenørskab. Produktionsplanerne skal være et resultat af massernes arbejde. Demokrati og erhvervsliv skal gå op i en højere enhed.

Fænomenet skat vil blive udfaset under socialismen i takt med opbygningen af planøkonomien. Personskatten kan afskaffes fra start (bortset fra en eventuel boligskat som afløser for husleje), hvorimod virksomhedsskatterne i første omgang spiller en rolle i den nødvendige akkumulation. Eftersom produktionsmidlerne er statseje, består hovedparten af skatteindtægterne af omsætningsskat på forbrugsartikler, og blot en mindre del tages af virksomhedernes overskud.

Socialistisk planøkonomi tilstræber mere og mere faste priser i takt med produktionsforholdenes udviklingsgrad. I første fase indføres fastprispolitik på de almindelige forbrugsartikler, basisprodukter og basistjenester, mens priserne er flydende på sæsonprodukter og luksusartikler – og generelt i den blå og sorte sektor.

Vi skal lige have det på det rene: Efterspørgselsmekanismen er godt nok en markedsmekanisme, når den bestemmer prisen, men den udgør jo ikke i sig selv definitionen på markedsøkonomi. Under kommunismen vil efterspørgslen selvsagt også delvist regulere produktionen – det hører ind under definitionen af ‘de menneskelige behov’ i kommunismens politiske økonomi.

Fænomenet kredit er en kapitalakkumulerende markedsmekanisme, der står i modsætning til socialistiske produktionsforhold, og som enten skal afskaffes fra start eller udfases i takt med socialiseringen. Det socialistiske finansmonopol skal følge planøkonomiske principper, som tilgodeser det samlede erhvervslivs og dermed samfundets interesser. Hvis der er behov for finansiering af produktionsmidlerne i mindre virksomheder, vil et kreditsystem være en hindring, hvorimod en centralistisk planøkonomi uden videre kan foretage en sådan disposition, f.eks. for at udbygge erhvervslivet i tyndtbefolkede områder.

Denne afskaffelse af kreditvæsenet står ikke i modsætning til, at lønkontoen i statsbanken giver en rente, der som følge af fraværet af inflation vil være real og afspejle samfundets vækst.

Den socialistiske valuta er naturligvis ikke en vare og er derfor ikke flydende, men har en fast kurs.

Boligspekulationen ophører øjeblikkelig med revolutionen, i og med at alle matrikler og de bygninger og boliger, der står på dem, bliver samfundets ejendom.

Alle bliver garanteret en bolig, og fordelingen af disse vil foregå på en måde, der er smartere end markedsøkonomi. Hvis der overhovedet er en husleje, vil den være meget lille sammenlignet med under markedsøkonomien, eventuelt i form af en encifret procent af lønnen (boligskat). Statsansatte håndværkere sørger for nødvendigt vedligehold og nødvendig renovering på samfundets regning.

Et lands mulighed for at føre en uafhængig udvikling afhænger af dets besiddelse af tung industri med produktion af produktionsmidler. Internationalt set er det forebyggende mod ujævnbyrdige magtforhold mellem nationerne, at landene videst muligt er selvforsynende og kan understøtte sin indenlandske produktion fra bunden. Muligheden for at virkeliggøre dette er sværere, jo mindre landet er. For vort vedkommende taler dette faktum for en samling af de nærtbeslægtede lande i en skandinavisk nation og/eller nordisk union, hvilket givetvis vil have massiv folkelig opbakning.

Den socialistiske planøkonomi skal have fuld kontrol med udenrigshandelen. Mellem socialistiske lande vil den betydende andel af den økonomiske udveksling foregå som et planøkonomisk samarbejde med udveksling af produkter og tjenester til langsigtet gavn for begge parter.

En mindre del af den økonomiske udveksling vil være i form af varehandel. Virksomheder i den blå sektor kan som udgangspunkt frit importere og eksportere på verdensmarkedet, men skal efterhånden mere og mere indgå som en del af det planøkonomiske internationale samarbejde som et led i deres gradvise indlemmelse i den røde sektor.

Hvis der til den tid ikke allerede eksisterer en global planøkonomisk samarbejdsorganisation med en formålsparagraf om international solidaritet og lighed, skal vi tage medinitiativ til at oprette den. Der vil ikke være noget i vejen for at invitere de tilbageværende kapitalistiske lande til at melde sig ind i den.

*

Socialismen skal virkeliggøres af en samlet revolutionær arbejderbevægelse, som er vejledt af videnskabelig socialisme (marxisme-leninisme). Til denne opgave behøves arbejdernes parti, det kommunistiske parti, som skal samle den mest kampvillige, klassebevidste og politisk bevidste del af arbejderklassen i sine rækker.

Den samfundsmæssige væren bestemmer bevidstheden – også selvom der kan være en længere omsætningstid, før det manifesterer sig.

Under indtryk af krisen og den sociale deklassering kan den mest resursestærke del af arbejderklassen måske snart omsider formås at lægge det reaktionære middelklasse-koncept på hylden og begynde at definere sig som arbejdere. De har alt at vinde ved systemskiftet. Størsteparten af mellemlagene og store dele af småborgerskabet har ligeledes mere og mere objektiv interesse i at være medspillere i stedet for modspillere i klassekampen.

Arbejderklassen er samlet set mere uddannet end nogensinde og mere kvalificeret end nogensinde til at tage magten, lede og fordele og forhindre borgerskabets generobring af magten.

Overskridelsen af den historiske tærskel til socialismen har aldrig haft bedre forudsætninger.

jpc

Følg med i kongresdebatten TEMASIDE: KONGRESDEBAT

marts 2015