Af Poul Andersen

Banke banke på. Hvem der? Det er KAREN. Hvem KAREN? KAREN- TÆNE. Det var en lille morgenhilsen fra min største søn. Sammen med hans 3 døtre, sad han og hyggede ved morgenbordet. De er alle sendt hjem fra skole og arbejde p.g.a. Corona. 

Via teknologi og tjenester som facetime og Skype er det jo muligt, for nogle af os, at holde kontakt visuelt med familien. Hele familien har det således fint efter omstændighederne. På mange måder føles hele scenariet omkring corona-virussen ellers ganske uvirkelig og lidt som en science fiction film. Tomme gader, afstand mellem mennesker, daglige tv transmitterede  meddelelser fra alvorlige ministre om nye restriktioner overfor borgerne.

Love bliver i hast vedtaget. Normale retsgarantier bliver med et pennestrøg fjernet. Forsamlingsfriheden ophævet o.s.v o.s.v. Milliarder og atter milliarder af kroner bliver, som det første, uddelt til erhvervslivet. Samtidig udbetaler de store banker andre milliarder til deres aktionærer.

Det i forvejen hårdt belastede personale på landets hospitaler, bliver bedt om at vise samfundssind og gøre en ekstra indsats. Det i et sygehusvæsen der i årtier er blevet beskåret og er underdimensioneret til at klare opgaverne – selv før corona. Under hele denne grænseoverskridende pandemi hviler der en forbandelse. Ikke kun over den skide virus. I langt højere grad over den langsommelighed det kapitalistiske system er i stand til at håndtere en krise som denne.

Først i 11. time bliver der reageret. Sådan er det i et et system hvor profit altid kommer før menneskers behov. Nå, pas nu godt på hinanden derud trods afstanden.