En fortælling i fem afsnit af Julie Søndergård Andersen, Nuuk (2)

“Kom herhen, Lili, vi skal vinke til mor.” Hun kom ikke. Han gik hen og løftede hende op. Hun var efterhånden blevet tung. Han gik over til vinduet, kiggede ned og smilede, “Heejj, heejj, mor,” sagde han, og fik hende til sidst til at vinke. Kirstine tog hånden ned, smilede, mens hun stod og kiggede op på dem. Hun så glad ud. Så trak hun af sted med rullekufferten. I et kort øjeblik lignede hun næsten Lili, når hun trak af sted med sin lyserøde legetøjskuffert med to duplo-klodser og en strømpe i.

Han satte Lili ned. Hun bøjede hovedet nedad og satte hænderne i gulvet. “Skal vi høre noget musik?” Han gik over og fandt playlisten med børnemusik på telefonen og satte den til højtalerne. Hun begyndte at danse. Han stod lidt og kiggede på hende, mens han grinede for sig selv, så gik han over, bøjede sig i knæ og tog fat i hendes hænder. De dansede rundt og rundt. Han kiggede over på uret, kl. var ikke engang syv. Han sendte en kort tanke til underboerne, men Lili grinede og grinede, og han var egentlig ligeglad. Med alt, de havde lagt øre til, var Alberte og fodtramp ligegyldigt.

Efter dansen og legen rundt og en frokost, hvor han tre gange havde bedt hende om at spise pænt, indtil han selv havde givet fanden i det og sat figenmaden på kinden, så hun grinede, og han grinede, pakkede han en taske, og kørte over til Anette med hende. De havde et godt forhold, syntes han. Han kunne huske, hvor nervøs han havde været, første gang han skulle møde hende, men hun havde været varm og nem at tale med, og han havde ikke kunnet få hende til helt at passe på Kirstines beskrivelse. Kvinder og deres mødre.

“Det var altså fantastisk, at du kunne tage hende i dag. Kirstine sagde, du havde et middagsselskab og alt muligt. Det er jo ikke noget vildt, jeg skal til, bare en af vennerne, der har fødselsdag — jeg kan altså stadig nå at trække i land?” Hun tog Lili op på armen, “Hej, skat,” hun holdt hendes ene fod i hånden, “hvad er det for nogle fine sko, du har på?” Så kiggede hun over på ham, “Nej, nej. Jeg synes jo, det er så hyggeligt. Det er også længe siden. Jeg har bare bedt gæsterne komme lidt senere end normalt. Det passede dem vist meget fint. Et af parrene er ved at renovere,” hun rullede med øjnene, og satte Lili ned igen, “hun skal jo alligevel lægges lidt tidligt. Det er meget fint.” Hun smilede til ham. Han satte sig ned på hug og skulle til at give Lili et kys, men hun stak af. Han ville ønske, Kirstine kunne se det. Hun tog alt som en afvisning, var så over følsom, reagerede på de mindste af Lilis luner. Han løb efter hende, fangede hende og gav hende et kys, vendte sig og gav Anette et lille kram. Hun tog tasken, “Jeg kommer med hende ved ti-elleve-tiden?” Han lavede et lille buk,  “Det er perfekt. Jeg har mobilen på mig, hvis der er noget,” han holdt den op i luften, inden han vendte sig om og gik.

Da han var kommet hjem igen, satte han sig i lænestolen, og kiggede ud over legetøjet på gulvet. Han kunne tage ned og træne. Han kunne også ligge i — han kiggede over på uret — fire-fem sammenhængende timer på sofaen og se en serie, uden at nogen skulle skiftes, eller nogen skulle tales med, eller nogen skulle trøstes. Han lagde sig over i sofaen og hev telefonen op. Han tjekkede Messenger: ingen nye beskeder. Han gik ind på Camillas profil, kiggede på hendes sidste post, men gik så tilbage til news feedet. Han var i gang med at klikke sig igennem en billedserie, fra en af hans kollegaers ferie, far og mor og to børn, et sted i Italien, da hun ringede. Hun lød OK. Ikke helt lige så glad som hun havde virket om morgenen, men OK. Han prøvede at få det til at lyde, som om han ikke havde glædet sig alt for meget til en aften med drengene. Hun lød alligevel irriteret, mut. Han fik igen følelsen af ikke at kunne gøre noget rigtigt, at den parentes han havde haft fra tilstanden i halvanden dag denne gang, var slut. Der var stilhed lidt. Han havde lyst til at sige, “så gå fra mig,” og på samme tid, “du må ikke gå fra mig.” I stedet for spurgte han, hvordan kurset var. De talte høfligt sammen, formelt næsten, inden de lagde på.

Kunne man tilbringe et helt ægteskab på den måde? Eller indtil Lili blev stor nok? De havde haft en fin periode på flere uger, indtil for en måneds tid siden, hvor hun havde bragt dét op. Der havde været små tegn, kunne han godt se nu, når han så tilbage — han kunne have forberedt sig bedre. De stod i metroen, efter at have været i biografen og ude at spise. De havde delt en flaske vin. Lili var hos hans forældre. Det var næsten som før de fik børn. Et par stod på på Forum. Manden havde en sovende dreng i favnen. Han havde åben mund og pjusket hår og hans hoved hang på farens arm. Hun pegede over på drengen,”Åhr,” og kiggede op på ham “måske skulle vi snart” hviskede hun. Allerede inden han havde nået at sige noget, i den pause, hvor han forsøgte at samle tankerne, havde hendes ansigt indtaget et såret udtryk. Hvad kunne han sige? Det helvede skal hverken du eller jeg igennem én gang til. Han prøvede, afdæmpet, “Vi skal lige … Lili er jo stadig så lille.” Men det var for sent. Hun fjernede sig. Hun gik fra hans side og hen og slog et klapsæde ned, satte sig og kiggede ud ad vinduet, på tunnelens vægge, der fór forbi. “Vi skal af næste gang,” sagde han irriteret. De gik ud af to forskellige udgange.

Han smed telefonen ned i sofaen ved siden af sig, og tog fjernbetjeningen. Han zappede alle kanaler igennem og landede tilbage på DR, hvor en dame med hennafarvet hår var ved at forklare, hvordan man bedst passede roser i sin have. Det var den slags program, Kirstine faktisk ville kunne lide. Et andet minde steg op til overfladen. En dag, da Lili endnu kun var et par måneder gammel, havde de siddet og set Lorry. Et spædbarn var blevet fundet i Fælledparken i en sportstaske af en morgenløber. Det var i god behold, havde ikke ligget der så længe. Indslaget sluttede med en læge, der forsikrede om at barnet var i trygge hænder og uden mén. Men Kirstine havde været utrøstelig, kunne ikke stoppe med at græde. Han havde prøvet, “men de har fundet det, de har fundet det, han har det godt.” Hun var gået i seng — igen — efter forgæves at have forsøgt at lægge Lili til. Han havde siddet med sutteflasken og et slukket TV.

Et par måneder efter, da han var kommet hjem fra arbejde, havde han kunnet høre Lili skrige nede fra gaden, selvom de boede på første. Han kom ind i lejligheden. Hun sad og kiggede på en serie i fjernsynet, imens Lili lå ved siden af, ovre i krybben og var helt rød i hovedet af gråd. “Hvorfor tager du hende ikke op?” havde han nærmest råbt ad hende på vej over til krybben. Hun havde slukket fjernsynet. Med tårer løbende ned ad kinderne, var hun gået ind i soveværelset og havde lukket døren. Da han om natten var stået op for at give Lili mad og sad med hende på armen med sutteflasken i mørket, var hun kommet ind, havde sat sig på gulvet foran dem, og sagt, “undskyld,” helt stille. Han vidste ikke, hvem af dem hun talte til. Han havde puttet Lili igen, var gået tilbage ind i stuen, havde trukket hende op fra gulvet, og havde puttet hende.

“Så stop med den selvmedlidenhed! Tag dig sammen! Du opfører dig som en barn. Du har et barn for helvede!” Alt det, man ikke må sige til en, der har det sådan, havde han fyret af som en salve på ti sekunder, nogle måneder efter, da hun nægtede at stå ud af sengen. Det var søvnberøvelsen, et fuldtidsjob, samtidig med at han skulle op og made Lili flere gange om natten, hente og bringe til den dagplejemor, han var begyndt at betale sort for at passe hende tre dage om ugen, købe ind, støvsuge. Hvis han kiggede på et billede af sig selv fra for to år siden og et nu, ville det ligne, der var gået ti år: søvnmanglen havde sat sig i permanente furer. Hun var blevet liggende. Han havde trampet ind i stuen, skruet op for musikken og smækket med skabslågerne, så Lili, der ellers havde ligget stille i krybben, var begyndt at græde. Måske bliver man sindssyg af at bo sammen med en sindssyg, havde han tænkt, men ikke sagt.

Weekenden efter havde han kørt hende ud til den psykiatriske skadestue. De sad i en bil og græd begge to, med Lili på bagsædet, som for en gang skyld ikke gjorde det, som om hun syv måneder gammel unaturligt allerede havde udviklet en fornemmelse for, at det var nogle andre menneskers scene lige nu. Læger og sygeplejersker i kitler. De klinisk, hvide gange, som man havde hængt naturbilleder op på, for vel — uden held — at afbøde det sterile. “Jeg vil ikke.” Hun var begyndt at hulke, “jeg vil ikke.” Han havde været så fast besluttet på at få hende overtalt, da han pakkede bilen, men nu da hun sad der, og så så afmægtig, bedende op på ham, blev han i tvivl. Det var første gang i en mørk evighed, han havde hørt hende sige noget, hun ville — eller ikke ville, udtrykke en holdning til noget, der skete omkring, eller med hende. Det var, som om han på den tragiske sygehusgang, på hendes kategoriske afvisning, så et stykke af et glimt af et håb. Hun havde lovet at gå med til lægen om mandagen.

Det var en af de ting, han spekulerede over, stadig: skulle han have grebet ind tidligere? Skulle han have presset hende? Skulle han have været hårdere, blødere? Skulle de have forberedt sig bedre, læst flere bøger? Skulle han have forudset at den tendens, hun havde til at læne sig op ad ham, når ting blev svære, også ting, som for andre ikke virkede så svære, var en tam generalprøve på, hvordan det kunne blive? Det var vel noget af det, han var faldet for, måden hun havde brug for ham, at han kunne stå rank og hun kunne læne lidt? Men kunne han have forudset, at det kunne mutere til en dødvægt, der lægger sig over en, og som man ikke kan, eller må rykke på. Han tog telefonen igen, og skrev til Lasse: “Hey, du kan komme og se kampen inden vi skal mødes med de andre?”

Lasse havde en sixpack og snacks med, “Vi starter festen tidligt,” sagde han og satte sig i lænestolen. Han skulle til at sætte sig ned i sofaen igen, men gik ud og hentede en skål til nødderne i køkkenet, han gik tilbage og satte sig, akkurat som de første spillere gled ud på isen. “Hvad med Lili?” spurgte Lasse ufravendt fra skærmen. Han tog en tår af øllen, kold: “Jeg har allerede afleveret hende hos Kirstines mor.” To stave stod klar på hver deres side af pucken. De sad lidt uden at sige noget, men med to kroppe spjættende i takt, når to spillere sloges om pucken, eller en aflevering var ved at gå galt. “Hvordan går det med jer?” Lasse havde taget øjnene fra skærmen. “Ad helvede til,” sagde han, lavede et fnysende grin og åbnede en ny øl. “Jeg ved ikke, om jeg holder til det i længden,” Han fik blanke øjne. Han tog en tår til af øllen. “Jeg har foreslået fucking parterapi! Men det vil hun heller ikke.” Lasse lænede sig over fra lænestolen og greb og holdt fast i hans overarm, lænede sig så tilbage igen. “Altså, hvis det ender med noget… du ved, så kommer vi bare og hjælper med møblerne,” Lasse holdt hans blik. Han kiggede fra ham og til skærmen igen. Rakte ud efter øllen, “I know.” Han kiggede tilbage på ham, “Tak.”

De sad lidt igen og kiggede på en spiller, der pressede en anden op ad banden. “Hvordan går det med dig?” Lasse trak på skuldrende og rakte ud og åbnede også en øl til, “Der sker ikke så meget. Arbejdet er meget stille og roligt,” han tog en tår, “og jeg fejler for hårdt på Tinder,” han lavede et lille grin. “Jeg var ude med en pige i tirsdags. Vi havde skrevet lidt sammen, hun virkede meget cool. Nå, men så tropper jeg så op på Gefärlich…” Et barn råbte noget nede på gaden. Han prøvede at koncentrere sig om Lasses historie. Han gik over og lukkede vinduet.

De fik jakkerne og gik ud i skumringen. “Det var sgu lækkert,” sagde Andreas, “Ja, thaimad er altid godt, men det var alligevel i anden klasse, synes jeg,” istemte Daniel, mens han tændte en cigaret. Han tog selv sin pakke frem. De stod lidt på fortovet og kiggede ned af gaden. “Nå, men hvad er planen?” spurgte han. Han kiggede først på Matthias og så på resten af flokken. Simon trådte et skridt over mod ham: “Vi skal på stripbar. Du kommer aldrig ud, jo! Seriøst.” Han havde ikke været på en stripbar siden studieturen til Prag i 3.g. Simon måtte have kunnet læse hans tanker, for han slog ham på ryggen, “Det er sgu da skide ligemeget, det er jo bare for sjov. Nu er alle drengene samlet. Så tager vi i Kødbyen bagefter — inden vi har brugt alle sedlerne,” han grinede, “eller hvad siger fødselsdagsbarnet?” De kiggede over på Matthias, som slog hovedet tilbage i et grin, “Yes, det er det, vi gør.” Simon gned håndfladerne mod hinanden, “Sådan. Femogtredive, det er sgu også halvrundt. Det skal fejres ordentligt.”

Måske kunne det blive meget sjovt. Han tog et sidste hvæs af smøgen, og smed skoddet, da hans bukselomme bippede. Han hev den op så hurtigt, at han var ved at tabe den. Han kiggede på displayet. Hvad havde han regnet med, at hun ville skrive: “Godnat og jeg elsker dig.” eller, “Jeg er ked af det hele,” og, “Tak”? Han klikkede på beskeden. “Det er gået så fint. Hun var nem at lægge :)” Han sendte et like og en smiley tilbage og gik efter de andre.

En kvinde i høje stiletter, selvsiddende netstrømper og trusser dansede rundt på podiet. Han kiggede på hende, og en underlig tanke slog ham: det er anden gang i dag, jeg kigger på en pige, der danser. Hun slog hovedet omkring, så hendes hestehale svirpede, inden hun trak elastikken ud, tog fat i stangen med hænderne og lænede sig bagud. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set et par bare bryster, som ikke var på en computerskærm. Simon lænede sig over mod ham, “Jeg har hørt, man kan lave en aftale med nogle af dem, ude bagved — jeg mener, hvis du ikke får noget af Kirstine.” De andre grinede, Lasse ikke så meget. Han grinede også. I morgen ville han vågne og tænke, at Simon var en idiot, en af den slags venner man har haft så lang tid, at man er smedet sammen for livet, selvom man ingenting har tilfælles mere, måske aldrig har haft det.

Han fik ikke noget. Måske havde han nævnt det, sidst de var ude? Måske kunne man se det på ham? Måske var det et alment kendt faktum om alle småbørnsforældre? Hvornår havde de sidst haft sex? Han kunne ikke huske det. De prøvede et par gange, ikke så lang tid efter fødslen, men det havde været kluntet, halvt i søvne og hun havde været for øm. Da hun fik det slemt, var det slet ikke et spørgsmål. Hun have set så syg ud, nåletynd, fordi hun ikke spiste, havde fedtet hår, lugtede, fordi hun ikke gik i bad. Hvis han prøvede så meget som at give hende et knus, skubbede hun ham væk. Der var et par gange for trekvart år siden, da hun var på vej ud ad sumpen, men det var endt med at føles mere trist end noget andet. Hun gjorde ingen tegn på at være interesseret, og han kapitulerede. Forførelsens tarvelige fætter: overtalelsen. Han havde følt skam og en modvilje mod både hende og sig selv bagefter. Et sted i hans baghoved lå bevidstheden om, hvem overtalelsens fjerne slægtning var. På det seneste var han helt stoppet med at prøve.

Daniel kiggede over på de andre, “Nå nå nå, nogle af tøserne er i byen på Stiften.” Var Camilla en af dem? Alle drengene havde været vilde med hende de første år på studiet, men hun havde altid haft et særligt godt øje til ham. Måske var det det smigrende faktum, der i sig selv bar en del af tiltrækningskraften. Og dog, hun havde noget særligt: hurtig i replikken, så altid godt ud, udstrålede en selvsikkerhed, og en slags konstant udfordring, man havde lyst til at tage. På det seneste havde han tænkt over, at der var en anden, måske mere fundamental grund til, at hun altid havde været så ombejlet, det som han forbandt hende med mere end noget andet: sorgløshed.

Han havde ikke talt med hende i lang tid, men for nogle siden havde hele det gamle slæng haft en tråd kørende på Facebook om en gave til Andreas’ bryllup. De var kommet til at tale om, hvem det var, de havde hyret til at spille. Hun havde sendt en besked afledt af den samtale, men kun til ham: “Hvad med dem her? ;)” ovenover en dårligt optaget sang fra en koncert med “Ripped Laces” — et band, de var landet til en koncert med tilfældigt en sommer i Vig for ti år siden, som var så dårligt, så kikset, at det var blevet en ting. Nogle stykker af dem var endda taget ind til en koncert, de spillede på Loppen om efteråret. Der havde været så få mennesker, at bandets forsanger, en selvhøjtidelig mand i begyndelsen af fyrrerne med grimt hår og læderbukser, som hed Torsten, var kommet ned for at tale med dem bagefter. Var det tilfældigt, at hun havde refereret til dem, indirekte til den aften? Han havde siddet og overvejet, hvad han skulle skrive tilbage, så havde han googlet dem. De skulle åbenbart på en mindre turné i Nordeuropa. Han havde linket til tourplanen, og de havde joket om at tage til Berlin for at se dem, og havde sloges lidt om, hvem der skulle skrive til Torsten for at høre om de kunne blive skrevet på gæstelisten.

“Hvem er på Stiften?” han kiggede over på Daniel og håbede, han havde spurgt tilpas henkastet. “Camilla og Mie og dem. Camilla og Søren er vist gået fra hinanden.” Simon løftede øjenbrynene og rystede hånden frem og tilbage. “Ej, jeg gider ikke Stiften,” sagde Matthias, “vi skal i Kødbyen bagefter.” Musikken skiftede. “Yes, yes,” sagde Daniel, mens han sendte en besked af sted, “fødselsdagsbarnet bestemmer.” De kiggede alle sammen op mod de to nye strippere, der var kommet ind på podiet. “Men vi behøver jo ikke at tage i Kødbyen lige nu,” sagde Lasse. De grinede. “Camilla siger, jeg skal spørge dig, om du har fået talt med Torsten?” Daniel kiggede spørgende på ham. Han smilede og rejste sig op, “Jeg skal ud og slå en streg,” han kiggede rundt på de halvtomme flasker på bordet, “Jeg tager en omgang med tilbage.” Han stod i gangen ud til toilettet, tog telefonen frem. Så hende igen trække af sted med kufferten bag sig. Han ville skrive godnat, sige et eller andet sødt. Han prøvede at formulere det tre gange, slettede så det hele, og lagde telefonen tilbage i lommen.

Fire omgange med sidevogn til, og så videre til den nyeste, larmende, bar i Kødbyen. De stod og drak øl, ingen egentlig behøvede at drikke, op ad en bunke jakker i et hjørne. Simon stod i baren og lagde an på to veninder, der ikke så ud til at være en dag over atten. “Jeg kaster håndklædet,” sagde Andreas. Daniel greb den: “Ja, ungerne vågner om, fuck, to timer, jeg er med på en taxa.” De skred. Han gik hen til Simon, som virkede irriteret over at blive afbrudt, “Tag bare videre. Jeg catcher op med jer senere,” sagde han og kastede sin hånd ned i hans, uden at kigge væk fra pigerne. Kl. var fire. Han møvede sig igennem mængden og udenfor med Lasse og Matthias. En pige stod lidt derfra og kastede op. To veninder prøvede at holde hendes hår og skuldertaske væk. “Ej, jeg er sgu også for træt. Må man ikke godt gå hjem klokken fire, når man er fyldt femogtredive?” sagde Matthias. Han stak håndfladen ud og førte først den ene, så den anden ind til sig, inden han drejede ned mod taxaerne.

Han trak pakken med smøger op og tændte en. Lasse kiggede på ham, “Vi kan sagtens tage videre, hvis du har lyst?” Han tog et hvæs, “Det er fint, jeg går også bare ned og finder en vogn.” Han stak hånden med smøgen ud til siden. Lasse trak ham ind til sig, de stod lidt med armene om hinanden, inden de slap med et bank på ryggen. “Ring, hvis det er, ik’,” sagde han, mens han gik over mod sin cykel. Han lavede et vip bagud med hovedet, råbte så efter ham, “Pas på de der tøser på Tinder, ik’” Lasse grinede tilbage til ham. Han blev stående og tog et par hvæs til af smøgen, mens han kiggede over på pigen, der nu sad på jorden, mens hendes veninder prøvede at hælde noget vand i munden på hende — så i retning ned mod taxaerne. Han tog telefonen op og stod lidt med den, så skoddede han cigaretten: “Er I stadig på Stiften?”