Af Reno
Som ufaglært har jeg i hele mit liv haft et yderst sparsomt budget. Mad på bordet og tøj til børnene er ikke mindst blevet holdt i ave på baggrund af mit tøjforbrug. Jeg har kun yderst sjældent brugt penge på nyt tøj. Da jeg i 20 år gjorde karriere som gelænderabe, var jeg altid iført postvæsenets uniform, hvilket for skjorte og bukser var rimeligt diskrete – i hvert uden firmalogo. Jeg var med den liden varierende påklædning ikke altid i højsædet i familien
Det var imidlertid ikke noget afsavn for mig selv, hvilket også var eller er et udtryk for, at jeg er et barn af hippietiden, hvor vi gjorde en dyd ud af, at det ikke var det ydre, der var afgørende.
Siden er jeg blevet gift med den aller sødeste kvinde Lillian, som grundlæggende respekterer mig for mit spartanske og forslidte ydre. Lillian har en bror, som er medejer af en noget fancy tøjbutik i Algade i en større provinsby – ikke at forveksle med Korsbæk. Svogers butik har på linje med alle andre tøjbutikker en hel del tøj i overskud, når de forskellige sæsoner er overstået. For 2 uger siden havde han derfor en bod i Bella Centrets Out let. Det var i den forbindelse, at jeg lærte, at Out let ikke har noget at gøre med Out fit.
Nuvel; vi drog til Bella Centret for at aflægge svoger et besøg og uddele en krammer. Det var også en mægtig fin stand, han rådede over, så Lillian fik blod på tanden; – og jeg fik nye bukser, hættetrøje og livrem! Alt sammen mærkevarer! – til en meget billig penge: Out let og familietjeneste. Alligevel var det en underlig fornemmelse.
I sidste uge måtte jeg i den grad sande, at nutidens unge er anderledes opsat på det ydre look. En gruppe unge, som havde valgt at overnatte flere nætter udenfor Hennes & Mauritz, stjal mediebilledet. Det fortaltes, at mange af dem havde fået lov af deres forældre til i den sammenhæng at pjække fra skolen.
Nogle havde fået omkring 25.000 kr. af deres respektive forældre til indkøb af det mærketøj, som Hø & Møg havde stillet dem i udsigt. Det kom også for dagens lys, at beklædningsgenstandene efterfølgende kunne afsættes på det almindelige folkelige marked med en klækkelig profit.
Det var imidlertid ikke min opfattelse, at formålet for de fleste var at forøge lommepengene. Det var i hvert fald det indtryk, der lå tilbage, efter et par håndfulde af de unge havde rundet, Go’ aften Danmark, Go’ morgen Danmark og mange andre medier. Pjækning, tidsforbruget og det økonomiske sold blev forklaret med, at erhvervelsen af mærketøjet var et spørgsmål om anerkendelse i omgangskredsen og personlig identitet. Der var en enkelt, der slog sin holdning fast:
– Det er en oplevelse for livet!
Tak skæbne for et indholdsrigt liv, den unge mand ser frem til.
Forargelsen på de sociale medier var ikke til at styre. Den rummede et utal af facetter, som alle og hver for sig havde/har deres berettigelse. Der var også vinkler, der ikke blev berørt. Således skrev en af mine bedste venner – Kasper – på Face Book:
– For mig er situationen et udstillingsvindue over, at der er nogle mennesker, der har alt for mange penge! Dette misforhold var ikke tydelig i debatten, og blev slet ikke sat i sammenhæng med, at vore systembevarende politikere i samme periode insisterede på, at vi ikke ’magter’ at tage imod flygtninge.
Kasper havde fat i en god pointe: Hvilken gavn udløser en forargelse over, hvad de rige bruger deres penge på contra spørgsmålet om, hvordan vi ændrer fordelingen af værdierne i samfundet?
Reno