Af Poul Andersen
Det er efterhånden 18 år siden jeg erhvervede mig en kolonihave. Noget jeg aldrig har fortrudt. 20 minutters cykeltur fra Herlev og jeg lander i Harrestrup ådal i Skovlunde, hvor mit lille paradis ligger.
Haven er med tiden blevet meget moderne, hvad indretning og pasning angår. D.v.s. masser af skvadderkål, og selvsåede gevækster af forskellig art, som jo skulle være så godt for biodiversiteten. Og selvfølgelig en græsplæne iblandet mos og kløver. Hele menageriet får lidt med lugejern og plæneklipper en gang imellem uden at det udvikler sig til hysteri.
Et gammelt hus, bygget engang i 60’erne, skal en gang imellem have en omgang maling og et bræt skal udskiftes hist og pist. En overkommelig opgave, så der er tid til at nyde den omskiftelige danske sommer. Større opgaver, så som udskiftning af tagpap og vandvarmer har jeg hentet ekspertise og hjælp fra, hos flinke naboer til at få ordnet.
Når vinden står i en bestemt retning kan man høre støjen fra motorvejen et par kilometer borte, men ellers er det lutter fuglefløjt og biernes summen. Og apropos gode naboer. Når støjen ophører efter græsslåning, kan jeg få en SMS med teksten “ Kan høre du er færdig med at slå græs, jeg giver en kold øl. Kh Karl”.
Godt bænket i Karls hyggelige have kan det ske at et par andre naboer kigger forbi og vi bliver et par stykker mere. Det er som regel ved fyraftens tide for almindelig dødelige. Karl og jeg er pensionister.
Så vi har som regel fået åbnet øl nr. 2. , når Henning, Kurt og Kim, efter arbejde arriverer ved 15 -16 tiden. Karl og jeg var heldige og nåede lige at få røven med os inden alle de nederdrægtige arbejdsmarkedsreformer trådte i kraft. Så Karl kunne gå på efterløn og jeg på fleksydelse efter de gamle ordninger, der gjaldt inden de drastiske nedbarberinger. Og vi gik begge på folkepension som 65- årige.
Udover at være havekolonister har samtlige det til fælles at vi alle startede på arbejdsmarkedet som 17-årige. Karl startede dog allerede da han var 14. Modsat Karl og jeg, er Henning, Kurt og Kim stadig “arbejdsramte” og har alle deres helbredsmæssige skavanker at slås med, trods de aldersmæssigt befinder sig midt i halvtredserne.
Henning som er VVSer slås med dårlige knæ og ryg efter i mange år at have kravlet rundt de mærkeligste steder for at forbinde vandrør. Kurt som er automekaniker må dagligt age smertestillende piller for at klare sine rygproblemer, som også er arbejdsrelateret.
Kim er renovationsarbejder og døjer ligeledes med rygproblemer, men har været heldig og fået et skånejob, som er mindre belastende. Det er dog sjældent man hører dem beklage sig. Politisk er vi uenige om mangt og meget i den lille flok. Vi er dog alle enige om at social- og arbejdsmarkedsreformerne aldrig skulle have været vedtaget. At håbe at tingene skulle forbedre sig nu, med den nye regering er nok omsonst, selvom socialdemokratiet kørte en offensiv valgkampagne på at ville fremskaffe en mulighed for tidligere tilbagetrækning for nedslidte. Det samme socialdemokrati, der med Mette Frederiksen, dengang som arbejdsminister, lancerede nogle af de kraftigste forringelser. Det får vi os en god snak om denne varme solrige sommer eftermiddag.
“Hvis det skulle lykkes at få en eller ordning igennem i folketinget er jeg sikker på at det bliver en omgang dårlig hønsestrik. Fortsat klassekamp er vejen frem til reelle forbedringer også på dette område.”
Dette noget atypiske og bastante udsagn fra mig, får de andre til at kigge på mig, som var jeg en eksotisk fugl fra et fjernt land. For som sagt er vi som oftest politisk uenige. Jeg kunne nu godt unde at Henning, Kurt og Kim kunne nyde et velfortjent otium, inden de er totalt invaliderede. De har ikke gjort andet end at passe deres arbejde. Det er fine folk.