Af Martin Thiemke
Den 29. oktober 2012 bragte jeg dette blogindlæg, hvor Folketingets medlemmer bliver advaret om danske selvmord på grund af politikernes retorik og reformer. Alle folketingsmedlemmer fik ligeledes indlægget på mail, idet beskæftigelsesminister Mette Frederiksen forholdt sig passivt.
Dette indlæg er resultatet og dermed min åbne opfordring til Folketingets politikere, idet jeg har sendt det til alle partiers medlemmer, som jeg kunne få en mail adresse til. Jeg har bedt Folketingets medlemmer om at læse min mail og forstå mit budskab.
Det er mit nødråb i sidste minut og jeg håber derfor at budskabet læses og forståes af politikerne.
TVANGSFLYTNING ELLER SELVMORD?
ÅBENT OPRÅB TIL DEN DANSKE REGERING OG FOLKETINGETS MEDLEMMER – EN SERIØS ADVARSEL OM SELVMORD KAN VÆRE STIGENDE I DANMARK
Spørgsmålet er simpelt. Skal folk flytte fra hinanden eller vælge selvmord? Det er det valg vi sættes overfor. Svaret er politisk og ligger hos beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, den danske regering samt hos samtlige medlemmer af Folketinget.
Tirsdag den 24-10-2012 bragte Altinget.dk en artikel om at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er åben for Venstres forslag om at sidestille ægtepar og samlevende omkring kontanthjælp. Alle citater, i kursiv, er fra denne artikel.
Jeg vil ikke bruge en masse plads på at beskrive hvorfor forslaget er så asocialt som det overhovedet kan være. Det tror jeg, at mange, der kender kontanthjælpsystemet bare lidt og som lever udenfor Borgens tykke mure, kan se. Jeg vil bare beskrive hvorfor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, med forslaget, tvinger mig til at flytte fra min kæreste gennem næsten syv år. Og hvorfor jeg/vi ikke vælger “den lette løsning”, som jeg frygter andre kan finde på at vælge.
Med ”den lette løsning” mener jeg selvmord, derved af et nedladende samfundssystem og en nedeladende politisk retorik, der ikke har ændret sig i positiv retning i mindst 30 år.
Hvorfor er der folk som vælger at bruge ”den lette løsning”, som sidste udvej? Man ved, at selvmord oftest er et nødråb om hjælp. Og alligevel er der mange hvor det ikke er et nødråb men en fast beslutning. Hvad får folk så langt ud, at de ikke ser anden udvej?
Når jeg kalder det ”den lette løsning”, er det fordi jeg ved, at det ikke er en let løsning. Hverken for de efterladte, men heller ikke for den som vælger selvmord som sidste udvej. Det må være den sværeste beslutning at træffe i ens liv, og kan kun være den sidste udvej og når alt andet er opgivet.
Men hvad får folk til at opgive alt andet og opgive livet. Mange kalder det en egoistisk beslutning, men er det så også det? Det ved man jo ikke uden at kende grunden. Det siges, at være en egoistisk beslutning, fordi de efterladte bliver tilbage med spørgsmål som “hvorfor?”, “hvad overså jeg, hvorfor så jeg ikke signalerne?” eller “hvordan kommer jeg videre?”. Der er mange grunde til at folk vælger selvmord. Mange gange er det ex skilsmisse, fysisk og psykisk sygdom. Andre gange er det for selv at slippe ud af det man er “fanget” i og som overskygger alt andet i livet. Men der er også folk som tager sit liv, af hensyn til familien og andre, udfra at “de skal ikke have mig at slås med”, “jeg kan ikke byde min familie, at de skal kæmpe med mig og min sygdom” eller “jeg er en byrde for alt og alle”. Kan de sammme vinkler til familien ikke rettes mod samfundet?
Som syg, handicappet, modtager af pension eller kontanthjælp hører vi igen og igen fra regeringen og Folketingets medlemmer, at de er en byrde for samfundet. I mine øjne en meget upassende retorik, hvor man politisk vælger at se det negative hos folk og ikke de positive sider som alle har.
Kan et samfundssystem eller samfundssprogbrug drive folk ud hvor de ikke ser anden udvej end at afslutte livet? Jeg ved det ikke, men jeg er ret sikker på at det kan et samfundssystem godt. En undersøgelse fra slutningen af 90′erne eller starten af 00′erne, viste at antallet af unge med selvmord faldt, men samtidig steg for ældre over 65 år. Det var den gang man politisk talte om ældrebyrden. Et ord som jeg aldrig har forstået. Hvilket også fik mig til pinden dengang, for ja når samfundet mener man er en byrde, så hvorfor ikke afslutte “forholdet til samfundet”.
Ofte ligger der jo meget andet bag kontanthjælp end bare lige økonomi. Og bare rolig, ud fra “hvad der ikke knækker dig, gør dig stærk” kunne vi i vores forhold aldrig finde på “den lette løsning”, dermed ikke skrevet det ikke vil være let, at jeg tvinges af Mette Frederiksen, til at flytte for bedst muligt at kunne støtte og hjælpe min kæreste, slet ikke, men lettest af de to valg for vores forhold skal nok klare det. Dog frygter jeg for alle andre, der ikke har samme styrke i deres forhold eller hver for sig.
I vinteren 2009 pådrog min kæreste sig et halebensbrud efter fald på arbejdet på grund af manglende saltning af udendørs areal. Dette var lang tid om heling, hvilket man under forløbet fandt ud af skyldtes hormonmangel. Dette er jo selvsagt ikke en selvforskyldt situation. Det blev heller ikke bedre af en langsommelig sagsbehandling hos læger, lange ventetider osv sammenholdt med en langsommelig sagsbehandling hos kommunen, gjorde at min kæreste faldt for sygepagpengegrænsen.
Under forløbet blev der konstateret flere psykiske diagnoser i form af flere angstformer, der sjældent står alene og flere personlighedsforstyrrelser. Dette har krævet yderligere behandling og et nyt forløb. Psykologer og psykiatere har stillet en klar udredning, tre års massiv psykiatrisk hjælp uden tilknytning til arbejdsmarkedet og ingen aktivering, da dette kan vælte min kæreste helt og hvorefter alt håb om at hun kan blive rask og komme tilbage på arbejdsmarkedet igen er udelukket.
Dette ønsker kommunen ikke at opfylde, da jobcentret mener situationen ikke er afklaret og ikke alle muligheder er afprøvet, trods fraråd af læger og psykiater. Efter flere forsøg på aktivering, med psykisk nedtur som resultat, og ny personlig opbygning er min kæreste overgået til kontanthjælp. Her tør man ikke begynde på aktivering, udfra psykiatisk udredning og sygdomsforløb. Men er dog – i mangel af bedre – gået ind på at opstarte et forløb i distriktspsykiatrien og privatpraktiserende psykiater, velvidende at anbefalinerne er stik modsat og det kun vil kunne hjælpe sparsomt eller være en mangeårige behandling, sandsynligvis livslang behandling.
Nu står min kæreste som kontantshjælpsmodtager og uden mulighed for rette behandling, idet kommunen ikke vil give en midlertidig treårige pension med massiv behandling som anbefalet. Fremtidsudsigten er nu meget usikker, idet behandlingen ikke er den rette og ikke i overensstemmelse med psykiatisk udrednings anbefaling, med stor risiko for en tilbagevending til arbejdsmarkedet som lige nul.
Takket være langsom lægebehandling, lange ventetider i sundhedssystemet, langsommelig sagsbehandling ved jobcenteret er min kæreste tvunget til næstbedst behandling og kontanthjælp. Nu skal hun så straffes for at bo sammen med mig. Min eneste løsning, hvis forslaget fastholdes af Mette Frederiksen og hvis det vedtages i Folketintet, er at jeg flytter. Jeg kalder det tvangsflytning af Mette Frederiksen og et tydeligt tegn på et system, der har fejlet hele vejen igennen.
“Det vil være fint at kigge på, om vi har en tidssvarende forståelse af samlivsformer i den måde, vi fører politik på. En del af vores lovgivning lægger meget vægt på ægteskabet, men sådan som vores samfund har udviklet sig, er det meget almindeligt at leve sammen på en anden måde end ved at være gift,” samt “Når man har lovgivning, der vedrører familieformer, skal man hele tiden se på, om den følger med tiden eller ej. Der er i det hele taget også ud over kontanthjælpsområdet grund til at se på, om vi kan komme mere i tråd med tiden,” sagde Mette Frederiksen.
Jamen Mette Frederiksen, langt fra alle samlevende forhold bygger økonomisk på kontanthjælp for begge eller den ene. Mange gange er det udefrakommende begivenheder der spiller ind. Eksempelvis fyring, og dem har Danmark jo set en del af under VKO og den nuværende regering. Men også sygdom, som i vores forhold spiller en stor rolle i forhold, hvor den ene er på kontanthjælp. Har du helt glemt det, eller ser du bare folk på kontanthjælp som uuddannet og dovne?
“Det lyder glædeligt, at beskæftigelsesministeren vælger at lytte til Venstres forslag. Det er åbenlyst urimeligt med de nuværende regler, hvor der forskelsbehandles, alt efter om man er gift eller samlevende. Den forskelsbehandling vil vi have rådet bod på. Tidligere har Socialdemokratiet pure afvist at ligestille på dette område,” sagde Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs.
Da det er Venstres forslag kommer holdningen ikke bag på nogen. Men var der ikke engang at politiken var mennesket før systemet og at man vidste hvor man havde Venstre? Jo tak, Venstre ved vi hvor vi har, nemlig systemet før mennesket.
“Hverken ægtefæller eller samlevende bør have gensidig forsørgerpligt. Det er et problem med den forsørgerpligt, fordi det ikke kan betale sig at arbejde, hvis begge to er på kontanthjælp. Hvis det skal kunne betale sig at arbejde, skal man have ret til kontanthjælp, uanset om man har en ægtefælle eller en partner, der har et job,” sagde Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl.
Jamen Enhedslisten tænker da rimelig klart og helt sikkert mere på mennesker end på økonomi. Og jo det er jeg sikker på kan betale sig for samfundet som helhed, også økonomisk. Dog har Enhedslisten bare glemt et forhold som vores, hvor den ene er på kontanthjælp grundet sygdom og den anden arbejder. Fratrukket udgifter til medicin og de fleste faste fælles udgifter er der stort set kun en indtægt tilbage til to personer. Er forhold, som vores glemt af Enhedslisten?
Om forslaget er en af regeringens spareøvelser afviser Mette Frederiksen det blankt. Derfor kan jeg ikke opfatte det som andet end en ny dansk politik om statslige tvangsægteskaber eller statsstyret forholdsbrud. Brud i forhold, ikke af lyst men af kærlighed, for at kunne hjælpe hinanden bedst muligt.
“Det er ikke vores overordnede mål med det. Regeringens mål med en kontanthjælpsreform er at sikre, at mennesker ikke er på kontanthjælp i så mange år som i dag, og at flere unge kommer i gang med en uddannelse,” sagde Mette Frederiksen.
Tænk jer godt om. Som samlevende og pårørende tvinges jeg til at flytte fra min kæreste hvis forslaget vedtages, ikke af lyst men som en hjælp til min kæreste. Det må jo også være beskæftigelsesminister Mette Frederiksens ønske.
Igen med henvisning til “den lette løsning”, ja så er jeg ikke i tvivl. Som syg, handicappet, modtager af pension eller kontanthjælp hører vi igen og igen fra regeringen og Folketingets medlemmer, at man er en byrde for samfundet. I mine øjne en meget upassende retorik, hvor man politisk vælger at se det negative hos folk og ikke de positive sider som alle har. Så hvorfor ikke bare afslutte forholdet til samfundet? Hvorfor ikke give politikerne den gevinst ikke at være deres byrde mere? Jeg frygter, at flere i såkaldte svage grupper tænker sådan og vi vil se en stigning af selvmord og selvmordsforsøg. Ved en fastholdelse og vedtagelse af forslaget er det kun et spørgsmål om tid hvornår Folketingets medlemmer og regeringen med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er skyldig i selvmord. Der er ofte mere end økonomi bag kontanthjælp og ofte er det sygdom. Men jeg er fuldt klar over dette er tabu for folketingets medlemmer og for regeringen.
Se også Martin Thiemkes indlæg