Af Gitte Wilsdahl Christensen

Så skal vi snart til det igen. Det der underlige fænomen, der hedder arbejdernes kampdag. Ja du gættede rigtigt, det er d. 1. Maj jeg skriver om.

Igen i år skal vi se og høre nogle politikere stå og rable et eller andet smart af sig, som de alligevel har glemt ca. 10 minutter efter de har udtalt det. Og i år bliver det kun endnu værre af, at folketingsvalget er lige om hjørnet. De tror nemlig, at vi danskere er så uintelligente at vi glemmer deres løfter. Men det gør vi ikke. Eller nogle af os gør i hvertfald ikke.

Jeg er ikke arbejder. Ikke mere. Jeg er reformramt og glemmer ikke, hvis skyld det er. Heller ikke selvom nogle af dem, der er skyld i det lover mig bod og bedring, når og hvis de kommer til magten. I er simpelthen ikke til at stole på.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke møder op i Fælledparken d. 1. Maj, for det gør jeg. Jeg møder op på Den Røde Plads, hvor jeg kan lytte til taler som jeg virkelig kan relatere til. Her er der nemlig ingen, der lover mig guld og grønne skove. Her er der mennesker, der taler om mennesker. Om hvad der burde gøres for disse mennesker, men ikke bliver gjort fordi der ikke er nogle politikere, der har nosser nok til at stoppe dem, der sidder ved magten.

Her er der mennesker, der taler om vores klima, om vores militær og de der kampfly som nogle i regeringen så gerne vil have og om mange andre vigtige ting. Derfor er det der, jeg vælger at holde min 1. Maj.

Måske ses vi derinde, måske ikke. Uanset hvad, så tag lige og husk, hvorfor vi holder kampdag den dag.

Læs om programmet
1. maj på Den Røde Plads i Fælledparken