Af Latifah Es, Odense
Sidder her sidst på natten med tårer i øjnene efter flere samtaler med nogle af mine tidligere kollegaer.
Jeg bliver vred på deres vegne. Vred på det system, der skal beskytte de mest sårbare i vores samfund – give dem den hjælp, pleje, og omsorg som de har mest brug for, men hvor vi som sundhedsfaglige ser os nødsaget til at måle og veje de mest akutte opgaver, så vi kan blive færdige uden at andre med mindre akutte behov skal vente i for lang tid.
Jeg har talt med 5 kollegaer – der fælles for dem alle er sygemeldte med stress pga. dårligt arbejdsmiljø og et for stort arbejdspres… Fælles for dem alle er, at de alle er mennesker med et stort omsorgs gen, der har givet og ydet indtil deres lys blev slukket og de knækkede – det er legalt, og kan ske for os alle – for alle hverdags helte, og entusiaster, der kæmper mod besparelser, genopretningsplaner og en kommunekasse, der pludseligt fra den ene dag til den anden bliver tom bliver det på et tidspunkt så presset, at de knækker..
Forleden dag, så jeg en reklame for SOSU skolen, den forestillede 3 unge mennesker fyldt med livsmod, og hvor teksten lød “Tag en uddannelse i livskvalitet”. Alt inden i mig skreg… smag på ordet livskvalitet… Er det livskvalitet, at du som gammel og svag skal vente i 40-45 min på et toiletbesøg? Er det livskvalitet, at du som gammel, og svag kun lige akkurat får den fornødne pleje? Er det livskvalitet, når dine rutiner og vaner gang på gang bliver brudt, pga. personalet ikke kan finde tiden til at være nærværende i nuet, fordi vi hele tiden bliver afbrudt og forstyrret i vores pleje af dig??
Når jeg snakker med mine tidligere kollegaer omkring deres oplevelser står deres oplevelser af plejen i skingrende kontrast til reklamesøjlen, om at man tager en uddannelse i livskvalitet – det er hvad vi lærer på skolebænken, men den barske virkelighed er noget helt andet…. her er ikke engang tid til et toiletbesøg.. og slet ikke til rehabilitering.
Jeg vil nødig fremstå som pessimist, men når jeg læser mine kollegaers opråb – virker det hele så håbløst. Når jeg læser, at man kan gå med til, som et anstændigt samfund, at overlade 38 sårbare beboer til 1 nattevagt, så må der være noget frygteligt galt i vores samfund – her er du nødt til at glemme alt om fagligheden, men udelukkende tænke på din egen, og andres overlevelse i løbet af natten.
Vi står med så mange liv i vores hænder hver dag – dette uanset om vi er ansatte på sygehusene (der heller ikke har bedre normeringer), eller i kommunalt regi. Der skal ikke ske alt for meget uforudsigeligt i løbet af en vagt før alle dominobrikkerne falder, en efter en..
Vi kan ikke løbe hurtigere – men vi kan heller ikke være vores ansvar bekendt ved at tie problemerne ihjel, og tro at det hele bare bliver løst af vores kære politikere… Nej søde kollegaer… politikerne har de seneste mange mange år sovet i timen… lad os vække dem lidt – lad os give dem en oplevelse af det mareridts scenarie som vi oplever HVER DAG!