Det er så bekvemt, som pædagog tager man vare på små børns trivsel og udvikling, og leverer de danske småbørnsforældre en tjeneste, nemlig garantien for børnenes sikkerhed mens forældrene er på arbejde.

Aller højest kobles vores konkrete indsats – i egen bevidsthed – til effektforskningen og dens forsøg på at få os til at forstå, at det er af afgørende betydning for børnenes skolestart, at vi fylder nøjagtig lige megen socialitet og kompetence på hver enkelt.

“No child left behind”.

Det er som om vores samfundsbetydning – og vores betydning for børnenes menneskelige dannelse – blev afkoblet vores professionelle selvforståelse engang i 1980`erne

Det er som om pædagogseminarierne selv er blevet kompetencefabrikker.

Kompetencefabrikker der også har afgivet friheden til kritisk forholden sig til egen samfundsmæssige funktion.

Dette i bytte for politiker-løftet om uddannelsespaladser, hvor et uendeligt antal forskningsafdelinger og uddannelsesudviklende projekter tårner sig stadig højere op.

Hvordan kan man blive kritisk tænkende pædagog efter en tur gennem den vridemaskine og kompetencefabrik?

Hvor i sig selv finder man potentiale for modstand når man dernæst som nyuddannet pædagog havner i institutioner, hvor de kommunale forvaltninger har frataget de professionelle enhver autonomi, hvor tillid og anerkendelse er erstattet af topstyring?

En topstyring, hvor den pædagogiske opgave italesættes som “udvikling” “læring” og “dannelse”, uden at pædagoger nogen sinde hænges op på denne fordring på anden måde end hvorvidt børnene gnidlingsløst glider ind på bænkene i de endeløse rækker af klasseværelser.

Hvis pædagoger i dag står et sted, hvor de har afkoblet forståelse og kritisk ambition relateret børnenes fremtid og samfundets udvikling, så bliver det svært at se, hvad forskellen egentlig er på samfundsnyttige idioter og pædagoger.

For at vise, HVOR LANGT væk, både uddannelse og profession har bevæget sig, fra kritisk tænkning om samfundsmæssig funktion, vil jeg trække et par linjer frem, fra publikationen “Skole og Kvalifikation” fra 1976.

Her skriver uddannelsesforskerne Illeris, Salling Olesen og Rasmussen om hvordan det marxistiske kvalifikationsbegreb netop sammenkæder, hvad der sker i uddannelsessystemet – hvortil vi i dag GODT kan regne daginstitutionerne – med en analyse af, hvad det er for et samfund og arbejdsmarked, som børnene vokser op og ind i.

Fx bemærkes det, at en meget vigtig type kvalifikationer, som det moderne samfund efterspørger, er egenskaber, individerne må udstyres med, for ikke at foretage sig noget, der hindrer eller forsinker produktionen!

Guess what: det er egenskaber som PÅLIDELIGHED, ANSVARLIGHED, EVNE OG VILLIGHED TIL AT INDORDNE SIG, og i sidste ende generel accept af det bestående samfundssystem.

Som det ses af de marxistiske analyser ovenfor, så er de dannelsesidealer, arbejdsmarked og samfund efterlyser i 1976 besnærende lig idealer, vi sætter rigtig højt i dag, som pædagoger, forældre og politikere: pålidelighed, ansvarlighed, evne og villighed til at indordne sig.

Pointen er altså, at dannelsesidealerne er fine i sig selv, men fatalt farlige i hænderne på de forkerte samfunds- og magtinteresser.

Pædagoger og uddannelse lukker på skræmmende vis øjnene for det faktum- og afskriver sig dermed ansvar for egne gerninger.

Vi er blevet arbejdsmarkedets- og den herskende ideologi- og politiks stærke nyttige idioter.

Fordi vi er holdt op med at se kritisk på, hvilke sammenhænge der er, mellem de rammer og det holdnings- og værdigrundlag, vi tilbyder for børns identitetsdannelse og fællesskabserfaring og det arbejdsmarked og samfund, børnene skal vokse op og ind i.

Og fordi vi er stoppet med at koble pædagogik til en stærk vision og argumentation for, hvad det er for et (bedre) samfund, vi med vores “tilbud” til børnene, ønsker at styre mod.

Danielle Mercier er medstifter af projektet Den Kritiske Pædagogiske Højskole