Den internationale kvindekonference i København 1910

Af Dorte Grenaa

100 året for kvindernes stemmeret med grundloven 5.juni 1915 fejres med glitter og glamour. Her midt i en valgkamp er alle sejl sat til med skåltaler og hurraråb. Festen for den store nationale enhed, hvor alle gode kræfter gav Danmarks kvinder deres demokratiske ret til at stemme er i gang.

Der er også lidt plads til små bekymrede panderynker over de få skønhedspletter, der trods alt er tilbage. Det er jo valgkamp. Der skal scores vælgere. Sidste valgkamps ”Blå Bjarne” er blevet til denne valgkamps ”Røde Lone”, som er imod de asociale konsekvenser af de nyliberale reformer. Spindoktorer skal have lavet tilbageskridtene for flertallet af kvinderne om til de rene fremskridt, hvis man bare stemmer på dem og deres.

Stemmeret til kvinder er et stort demokratisk fremskridt. Ingen tvivl om det.

Der er bare det med det her 100 års jubilæum, at ikke alle kvinder og heller ikke alle mænd fik stemmeret dengang.

Ingen stemmeret til arbejdsløse

Magthavernes historiefortælling er, at mænd fik stemmeret i 1849, mens kvinderne blev holdt ude til 1915. Fakta er at indtil 1915 havde kun cirka 15 procent af befolkningen stemmeret – nemlig mænd med en vis formue og position.
”F-erne” fruentimmere, folkehold, fremmede, forbrydere, fjolser, fattige havde ingen stemmeret.

De herskendes fortælling om et samfund uden klasser og uden klassekamp er uden bund i virkeligheden. Ren skønmaling.

Efter grundloven 1915 var det fortsat sådan, at blev man arbejdsløs mistede man stemmeretten. Kom man på fattighjælp, fik man først sin stemmeret igen den dag, man havde betalt sin fattighjælp tilbage. Det gjaldt både for arbejderklassens kvinder og mænd.

Først fra 1961 med ændringerne i Forsorgsloven kunne man ikke længere fratages sin stemmeret, fordi man var på fattighjælp og offentlig forsørgelse.

I dag mister man for forsat sin stemmeret, hvis man bliver gjort økonomisk umyndig.

Skellet mellem klasser og ikke køn

På det berømte foto af kvindeoptoget fra 1915 går de borgerlige kvinder i takketog for stemmeretten til den selvsamme danske konge, der få år senere gjorde sig bemærket med et mislykket statskup mod grundloven.

Det egentlige pres for valgret kom imidlertid fra en hel anden kant, nemlig fra arbejderbevægelsen, der havde vokset sig stærk. Og som på den internationale scene gennemførte den russiske socialistiske revolution i 1917.

Kvindernes stemmeret var et af hovedkravene, da Kvindernes Internationale kampdag blev indstiftet af Clara Zetkin og den socialistiske kvindebevægelse i 1910.

At kvinder fik stemmeretten skyldes deres egen kvindekamp, arbejderbevægelsens og de progressive kræfters kamp som en del af datidens klassekamp.

Reaktionen kæmpede med næb og klør mod kvinders valgret ud fra samme reaktionære kvindesyn som i dag. Borgerskabets kvinder sprang i målet og udråbte sejren, da kvinder med formue og egen indtægt kunne få stemmeret – så skidt med arbejderklassens kvinder og mænd og de fattige.

Ligesom de i dag kæmper for flere kvinder på topposter og bedre karrieremuligheder og samme klasseforagt for deres ”medsøstre” fra arbejderklassen.

At der sparkes til de arbejdsløse, syge og fattige. og at de holdes udenfor, det slår ingen skår i glæden. Hverken for hundrede år siden eller ved 100 års jubilæet i dag.

Det egentlige skel i kampen for kvinders rettigheder, ligestilling og frigørelse går ikke mellem mænd og kvinder. Hverken dengang eller nu.

Det går mellem progressive og reaktionære kræfter, det går mellem samfundets klasseskel, hvor der er både mænd og kvinder på begge sidder.