Af Reno
Forleden stod jeg i kø ved en hæveautomat på Amagerbrogade. Foran mig stod en mor med sin lille dreng. De var ikke iklædt mærketøj, men afspejlede heller ikke specielt fattigdom, hvilket på den anden side kan være svært at aflæse.
Jeg bemærkede drengens store interesse for automatens procedure. Det var måske første gang, han oplevede automatens lyksaligheder. Da moren på sikker vis havde puttet sedlerne i pungen og pungen ned i tasken, hørte jeg drengen spørge:
– Mor, hvorfor har vi ikke sådan en væg derhjemme?
Hans glinsende øjne strålede om kap med hans naivitet. Der venter ham mange overraskelser i livets skarpe kanter.
Der snakkes om opsving – og det har der været gjort i adskillige år. Siden nytår er det et faktum, at aktionærer har holdt fest fra dag ét. Ejendomsmarkedet har også taget et par spring fremad.
Der har i samme periode ikke været gaveposer til folk på overførselsindkomst. Overenskomsterne har understreget reallønsfaldet for de arbejdende, og afstraffelsen af dagpengeberettigede er stadig ikke tilendebragt. Det tilsyneladende opsving har været til glæde for et minimalt mindretal.
Jeg har læst, at millioner af arbejdere (7 % af befolkningen) i USA lever under den officielle fattigdomsgrænse – trods fuldtidsansættelse! Det kaldes working poor.
De amerikanske arbejdere i fastfoodbranchen protesterede i sidste uge over deres mindsteløn på 7,25 $ i timen. De kræver en fordobling. I Tyskland, EU’s økonomiske lokomotiv, er hver tiende arbejdende fattig: 1,3 millioner har brug for socialhjælp – efter lønudbetalingen!
I Danmark er den 15-årige Josephine Bjørnbo netop blevet fyret fra McDonald’s, fordi hun glemte at spørge tre kunder, om de også ville købe ‘Chili Cheese Tops’. Josephine går i 9. klasse følte sig presset til at arbejde 30 til 40 timer om ugen. Som ung underlagt undervisningspligt må man højst arbejde 12 timer om ugen i skoleuger.
Fastfoodbranchens profitbehov er umætteligt – på linje med den øvrige monopolkapital.
Vejen ud af fattigdommen og udbytningen kan antage flere veje. Mange voksne får det samme glinsende look i øjnene som den lille dreng ved hæveautomaten, når de finder ud af, at de kan vinde 575 millioner kroner i Eurolotto.
Puljens størrelse har trukket en voldsom interesse med sig i kølvandet. Mange har følt sig kaldet til at kaste et lod i vægtskålen:
– Man vinder ikke, hvis ikke man spiller, siger de.
Langt de fleste, jeg har snakket med, er af en anden opfattelse:
– Hvad skal man bruge 575 millioner til? Man kan aldrig nå at forbruge dem!
Det er så ufattelig mange penge, at det kun overgås af det totalt uforståelige faktum, at der er alt for mange mennesker, der oppebærer så stor en formue. I England er hendes majestæt Queen Elizabeth af det britiske imperium netop røget ud af top 100 over landets rigeste.
Men hvad skal man da så bruge 575 millioner kroner til? Min kone fik den pudsige ide, at puljen kunne foræres til de 50.000 mest fattige danskere, bevirkende 10.000 til hver som et plaster på såret. Eller rettere: Det hjælper som en skrædder i helvede.
Min farfar, som var jernbanearbejder i det østjyske, brugte den kendte udtryksmåde: Når det er koldt, varmer det kun i kort tid at pisse i bukserne.
Men hvis vi derudover fordeler de 30 milliarder kr. som skal foræres til våbenindustrien som betaling for kampfly, så kan der jo rettes op på en del.
Problemet for personer på kontanthjælp er så, at de bliver fratrukket overførselsindkomsten af tilsvarende størrelse
Ved nærmere eftertanke får vi næppe vægge, der spytter penge ud, ej heller gaver fra oven eller fra kasinoer – og slet ikke fra ’rød’ eller blå bloks politikere, der på ansvarlig vis vil føre imperialistisk politik.
Der er en anden vej …
Bragt i Kommunistisk Politik 5, 2015