Af K Dalgaard
Jeg mødte en mand på Vestre Kirkegård, som fortalte mig en fantastisk historie. Til at begynde med troede jeg ham ikke, men han fortalte så overbevisende, at jeg undervejs i hans beretning begyndte at tage noter. Jeg selv sad på en bænk og nød stilheden og fuglenes sang. Som vanlig følte jeg mig påvirket af kirkegården til at føle en mærkelig ro i sjælen.
Jeg havde bemærket ham på god afstand, som han kom slentrende i sine cowboybukser, en løst siddende jakke og hvide gummisko. Jeg vurderede ham til at være omkring de 50. Hans alder er måske ikke så vigtig for historien, men årstal er nu alligevel noget, man spekulerer lidt over sådan et sted.
Han satte sig på bænken ved siden af mig og tændte en smøg. Da han havde taget et par hvæs og taget mod til sig, spurgte han, om han måtte låne mine ører. Jeg er nysgerrig af natur og høflig af opdragelse, så jeg bød ham at tale. Han startede let uroligt, men undervejs fandt han et roligere og roligere tempo. Her er hvad han sagde til mig på kirkegården:
Misforstå mig ik’ hr. Jeg er ikke vanvittig. Men jeg må fortælle det her til nogen.
I går aftes var jeg på kirkegården. Det har jeg været mange gange før. Også ud på de sene timer. Jeg havde ik’ drukket, for jeg drikker sjældent, og kun øl. Men der skete det mærkeligste. En pige som jeg har set flere gange, kom hen til mig og bad mig om at hjælpe hende med at finde hendes grav.
Det var først da hun var helt tæt på, og da hun talte om sin grav, at jeg opdagede, det var et spøgelse der talte til mig. Jeg tog et hurtigt skridt tilbage. Jeg var bange. Da jeg så at hun blev skræmt af mine bevægelser, fattede jeg mig lidt for, forstå mig ret, jeg ville ikke skræmme et barn.
Jeg var stadig forvirret, og jeg blev næsten kun mere forvirret af at høre ordene der kom ud af min egen mund. ”Måske kan jeg hjælpe dig, kan du kende stenen”! Det sagde jeg, og selv i dag forstår jeg det ikke. Jeg fortryder nu ikke. Hun var sød, viste det sig. Men forstår det gør jeg ikke.
Jeg fulgtes rundt med hende, for at finde hendes grav. Hun fortalte mig at hun var lidt nervøs, for hun var ny og kendte ikke alle reglerne. Jeg kunne selvsagt ikke dy mig, og jeg spurgte om der var flere som hende. Hun sagde at der var masser, og hvis jeg havde tid, så kunne jeg jo tælle stenene. Jeg blev urolig og kiggede mig omkring, men hun sagde, at jeg ikke behøvede at være bange, for de fleste på kirkegården var flinke.
Jeg tænkte mig om et øjeblik, men besluttede at det var vigtigt at pigen fandt hjem til sin grav. Jeg fortsatte med at spørge hende om kirkegården og hvilke regler det var hun snakkede om. Hun fortalte mig de utroligste ting. Hun fortalte mig, at det var sjældent at beboerne antog en synlig skikkelse og dernæst nærmede sig de besøgende. Hun havde kun gjort det, fordi hun ville finde hjem.
Hun fortalte at beboerne levede godt på kirkegården og nød de mange blomster og naturen omkring dem. Jeg skiftede mellem frygt og nysgerrighed og jeg fortsatte med at spørge. Vi gik langs stenene for at finde hendes. Og ved nogle sten bemærkede jeg, at hun smilede ekstra, mens hun fortalte videre. Hun fortalte at de arbejdede om dagen og sov om natten, og jeg spurgte hvad de arbejdede med. Hun fortalte at de lavede forskellige ting, passede træerne og dyrene, men det vigtigste var at vande øjnene for sorg.
Jeg forstod ikke det sidste, og jeg spurgte hende hvad det betød. Hun pegede på en vandpost og fortalte: ”Når der kommer besøgende, er det vores arbejde at skylle sorgen ud af dem. Vi henter vand ved vandposten og hælder det i øjnene på de besøgende. På den måde renses deres sorg stille væk. Nogle har mange besøgende og nogle har få eller ingen, men vi hjælper hinanden.”
Hun smilte. ”I går var mine forældre, mine søskende og min mormor her, og jeg blev meget glad. Men det er et stort arbejde for mig at slæbe alt det vand. Heldigvis er der mange flinke beboere, og selvom de kommer fra forskellige steder og havde forskellig tro om livet efter livet, så hjælper alle hinanden.”
Vi kom til en række med gravsten med nyere dato, og hun sagde, at nu kunne hun godt finde hjem. Hun takkede mig for hjælpen og gik videre. Hun vendte sig om enkelt gang og smilede og vinkede, og jeg vinkede måbende tilbage. Utroligt ik’?
Han var færdig med sin beretning og kiggede nervøst på mig efter et bekræftende svar. Jeg vurderede om han var vanvittig eller bare lidt småskør, men jeg besluttede at det ikke betød noget. Jeg sagde blot til ham, at jeg synes det var en fantastisk historie”.