Statsmagten, reformister og revolutionære

roedt_flag_boersen_m

Af Martin D

Spørgsmålet om revolution eller reformisme har bølget i arbejderbevægelsen i mange år. I dansk kontekst har de større og mest synlige grupper i mange årtier været de reformistiske kræfter. Det være sig Socialdemokraterne, DKP-revisionismen og SF.

Det har bl.a. betydet, at reformisterne er lykkedes med at forvrænge selve diskussionens udgangspunkt til sin fordel. Reformisterne har også udviklet sig historisk – altid mod højre. Den ’klassiske’ socialdemokratiske reformisme er hos S og SF i dag blevet til gennemførelse af nedskæringsreformer med EU’s stempel.

Enhedslisten er til gengæld trådt til og vil, som de andre reformistpartier engang ville, gradvist reformere det kapitalistiske samfund til noget bedre – hen imod en udefineret og uklar ’socialisme’.

En af de klassiske fremstillinger fra reformistisk side, som af gode grunde bakkes op af borgerskabets medier, er at de revolutionære er personer, der gerne vil være ‘rene’ og bare vil træde op på en øl-kasse og råbe op – og desuden ikke er klar til at ‘tage ansvar’.
En anden populær fremstilling af de revolutionære er, at de jo bare vil vente med at lave forbedringer indtil revolutionen indtræffer (underforstået aldrig) Og det, bebrejder reformisterne i fremstillingen af de revolutionære, ‘kan man altså ikke vente på’.

Der skal laves forbedringer ‘her og nu’, og der skal være ‘mange små forbedringer’.
De sidstnævnte eksempler var blandt de argumenter, der var fremme op til folketingsvalget, hvor Helle, Corydon, og resten af den ny-liberale overbygning på rødmossede fraser vandt i 2011.

At der kan have været ærlige reformister blandt de bebrejdende, kan ikke udelukkes, men virkeligheden med SR(SF)-regeringen afkræver i så fald noget af en selvkritik fra disse.

Noget af det grundlæggende, der ligger i smædekampagnen mod de revolutionære, er at de ikke ønsker forbedringer, og derfor ikke vil arbejde i parlamentet.

Det ligger de fleste revolutionære fjernt at mene, at et politisk arbejde i det borgerlige parlament er forkert, og en deltagelse, eller en evt. boykot, vil altid bero på en konkret stillingtagen i den givne situation, og afhænge af, om det ene eller det andet fremmer den revolutionære proces.
Den absurde fremstilling om ikke at ville forbedringer, små eller store, for arbejderklassen er en direkte løgn.

Det understreges ret fint af, at revolutionære deltager i kampen mod SR-regeringens (!) nedskæringer, små som store, her og nu – og afviser en opfattelse af, at den nuværende krise skulle betyde, at en anden politik er umulig.

Hvilken stat?
Reformisternes mest grundlæggende forvrængning af udgangspunktet i modsætningen revolution – reformisme er at undvige diskussionen om staten og dermed statens klassetilhørsforhold.

De går udenom selve spørgsmålet, eller benægter, at staten overhovedet har et klassetilhørsforhold, en klassekarakter, men fremstiller den både eksplicit og især implicit som ’neutral’ og ’hævet over klasserne’.

I perioder, hvor der er noget der ligner revolutionære massebevægelser, kan reformisterne tale om statsovertagelse og nationalisering af vigtige elementer i økonomien. Ikke mindst hvis det går skidt for disse økonomiske sektorer. De kan altid genprivatiseres.

Reformisterne taler altid om overtagelse af visse samfundssektorer inden for rammene af den borgerlige stat, hvis de overhovedet når dertil. F.eks. af Nordsøolien eller af bankerne, som det blev fremført under ’finanskrisen’.
Men de revolutionæres opgave er ikke, og har aldrig været, at overtage den borgerlige stat.

Opgaven er derimod at nedbryde denne stat gennem revolutionen og opbygge arbejderklassens egen nye statsmagt – totalt væsensforskellig fra den udemokratiske, reaktionære, i bund og grund asociale borgerlige stat.

Den borgerlige stats rammer og pseudo-demokrati er bygget til borgerskabets formål, ikke arbejderklassens, og kan ikke virke som sådan. Den borgerlige stat er IKKE bygget til en reelt deltagende befolkning, men tilbyder (i bedste fald) sine befolkninger at sætte krydser ca. hvert fjerde år.
Når der snakkes om at ‘overtage staten’ fra revolutionæres side, er der ikke tale om staten som vi kender den, men derimod om en overtagelse af statsmagten – ved opbyggelse af en ny stat.

Dette spørgsmål er centralt for de revolutionære, og centralt for reformisterne at fortrænge, fordi alle de oppustede illusioner om reelle og grundlæggende forandringer, der stilles op omkring partiers deltagelse og rolle i folketinget, ikke mindst de pseudo-marxistiske af slagsen, så taber pusten – i øvrigt hurtigere end en boligboble gør det.

Reform eller revolution

Det er en udbredt misforståelse at reformister er for reformer, og at revolutionære er imod.
Der er i ordenes udgangspunkt tale om ad hvilken vej, man vil omforme samfundet, og dermed især staten. Reformister vil gerne give den opfattelse at revolutionære er anti-reformer.

Misforståelser udbreder jo ikke sig selv. Men det er ikke sandt.

Under den nuværende SR(SF)-regering som under den foregående VK-regering, har revolutionære været imod langt de fleste – hvis ikke alle – de gennemførte reformer. Alene af den grund, at de har været vendt mod arbejderklassen, og har betydet forværringer for denne samt det meste af befolkningen.
Tidligere kunne ’reformer’ betragtes som noget positivt, som fremskridt. En hel stribe EU-reformer har lært os noget andet.

‘Reformer’ betyder ikke i sig selv fremgang eller tilbagegang, men blot ‘ændring’. ‘Revolutionær’ betyder ikke modstand mod reformer.

I det klassiske reformismebegreb ligger der at gå ad reformernes vej til et socialistisk samfund.
Det vigtigste element i den opfattelse har altid været en opretholdelse af den borgerlige stat og dennes spilleregler. Eller sagt på en anden måde: Indenfor borgerskabets definerede ramme, og i et spejlbillede af borgerskabets stat, at skabe socialisme.

Revolutionær betyder en afvisning af at man kan afskaffe kapitalismen og borgerskabets herredømme ved reformer.

Reformist derimod betyder, at man afviser at afskaffe kapitalismen og borgerskabets herredømme på andre måder end i borgerskabets spejlbillede. Et scenarie der komisk meget minder om selv at skulle kunne afskaffe sit eget spejlbillede.

Seneste indlæg på socialismebloggen:

Ingen fremtid med kapitalisme – Socialismen er fremtiden
Af Klaus Riis

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.