Weekend – første novelle

 

En fortælling i fem afsnit af Julie Søndergård Andersen, Nuuk (1)

Hun baksede med rullekufferten, kunne ikke trykke hanken ned. Hun bøjede sig ned for at stille kruset med kaffe fra sig og lægge posen med croissanten. Irritation og beklemthed. Hun kiggede rundt for at se, om der var nogen, der så, at hun kæmpede med hanken. Et sidste forsøg. Den gled i. Hun samlede kaffen og posen med croissanten op i den ene hånd, tog fat i hanken på kuffertens side med den anden, og gik op i toget. Hun stod et kort sekund splittet mellem stillekupé og almindelig kupé, og gik så til venstre, ind til baggrundsstøj.

Hun stillede kaffen og croissanten fra sig ved et firemandsbord midt i kupeen, lagde kufferten op på hylden over “kan være reserveret”-skiltet, og dumpede ned på vinduessædet, nærmest i samme sekund som toget begyndte at rulle. Til højre for hende, ved firemandsbordet ved det modsatte vindue, sad en kvinde på hendes egen alder, måske lidt ældre, med to børn: en lille på armen, og en tre-fire-årig ved siden af. Han kastede sig rundt på sædet. De kunne kun være stået på ved begyndelsesstationen stoppet før, men han var tydeligvis allerede træt af rejsen. Han gjorde anlæg til at rejse sig op. Hun skulle være gået til højre. Var det ikke altid sådan?

Moren forsøgte at holde på ham ved at gribe ham i armen, lige inden han kunne nå at stikke af, “Nej, Lukas, du skal blive her, ikke også,” hun kiggede kort over på hende og tilbage på sin søn igen. Hun genkendte trætheden, rådvildheden. “Lukas, du skal blive siddende, det har vi talt om. Det er vigtigt, at du bliver her. Prøv at se tigeren i bogen, ser den ikke farlig ud?!” Hun fik den tanke, at moren talte mere til hende end til ham, den måde voksne nogle gange taler til børn på, når der er andre voksne til stede. Hun fik ondt af hende og lyst til at sige, “du behøver ikke spille komedie for mig. Jeg ser ikke ned på dig for noget.” Der gik yderligere et minut, hvor drengen moslede rundt, inden moren stak den frie hånd ned i tasken under sig og fandt en iPad og brikjuice frem.

Hun kiggede ud ad vinduet. En linje fra en sang faldt ned i hendes hoved: “imens Sjælland fór forbi, jeg skulle være glad, men jeg var trist, fordi.” Hun kom til at tænke på en hyttetur i gymnasiet: Martin, hun havde været forelsket i hele året, der aede hende på lænden, mens de sad i rundkredsen i sandet omkring bålet, hvordan hun havde følte et strejf af lykke: de øjeblikke, hvor livet er præcis, som man håbede, det ville være. Hun åbnede posen med croissanten, tog en bid, og lagde den så tilbage. Om halvanden time skal jeg sidde med firs mennesker i en sal og smile, tænkte hun. Hun forsøgte at trække mundvigende opad, for at øve sig.

Hun gik ind i vestibulen på konferencecentret og blev mødt af Trine, der stod i træningstøj ved skranken og var ved at få anvisninger på et eller andet. “Kirstine — godt at se dig!” hun blev omfavnet, inden hun havde nået at stille kufferten fra sig. “Det var fint, du blev tilbage på kontoret i går og holdt skansen. Der skete ikke en skid. Jesper Sørensen holdt et langt oplæg om strategiændringen, og så skulle vi give feedback på revideringen af mission-statementet. Pissekedeligt. Men i dag bliver sjov, tror jeg. Ham der coachen. Jeg tror, det bliver godt. Vi ses om,” hun kiggede på sit ur, “uh – en halv time. Jeg må op i bad.”

Hun fik nøglekort og en brochure over hotellets tilbud, og gik over og tog elevatoren op til tredje. Hun låste sig ind på værelset. Meget pænt. Meget kedeligt, rent, sterilt. Hun lod en tanke komme og gå. Skulle hun ringe til Thomas og sige, at hun var kommet godt frem? Nej, det var ligegyldigt. Hun lagde sig ned på sengen og trak mundvigene opad igen. Firs mennesker. Hun havde knap nok kunne klare de tyve, de havde inviteret til hendes trediveårs forrige måned. Det er bare i dag. Jeg skal bare igennem i dag. Og så i morgen er en ny dag, og måske er den bedre.

Selv med det tykt tæppeklædte gulv var akustikken dårlig. Hvor skulle hun sætte sig, for at være mindst muligt i en mulig skudlinje? Hun fik øje på Mette ved et gruppebord ved vinduet. Hun pegede spørgende på stolen ved siden af hende, “Ja, kom og sid her, Kirstine,” Mette trak stolen ud for hende, “du var her ikke i går, var du?” — “Nej, jeg blev tilbage på kontoret, men der er jo ikke noget at lave der på en lørdag, såå..” — “Du er ikke gået glip af noget,” sagde Mette tørt, “og jeg har desværre på fornemmelsen, at i dag bliver endnu værre.” Hun blev ængstelig, “hvorfor det?” spurgte hun, mens de satte sig ned. “Prøv lige at se på ham.” Hun kiggede i retning af Mettes nik op mod whiteboardet forrest i lokalet, hvor en mand på Mettes alder, omkring de halvtreds, stod i en hawaii-skjorte og storsmilede til alle, der kom ind i rummet, “Ja, tag plads, tag plads. Der er også plads her oppe foran. Jeg bidder ikke,” han lo.

Deres bord blev hurtigt fyldt op med fire andre, to af dem fra HR — de havde garanteret været med til at planlægge dagen. “Jamen velkommen,” sagde hawaii-skjorten oppe fra whiteboardet, “jeg hedder Karsten. Og jeg har fået lov at få den fornøjelse at tilbringe dagen sammen med jer, og lidt af i morgen også. Vi skal prøve at se, om vi ikke kan lære hinanden lidt bedre at kende. Ja, I kender selvfølgelig hinanden, de fleste af jer, men hvor godt egentlig?” han holdt en kunstpause, “Jeg tror på, at for at skabe den bedst mulige virksomhed, så skal vi have det sociale med,” han gik fra den ene ende af whiteboardet over til den anden, mens han fortsatte, “De virksomheder, der vækster, det er de virksomheder, hvor medarbejderne trives. Så hvordan kan vi højne trivslen? Jamen det kan vi f.eks. ved at sikre, at vi har det rigtig godt sammen socialt — og det kræver, man kender hinanden,” han gik tilbage til den anden side af whiteboardet igen. “Jeg håber, I vil være med til at lave en lille leg,” han stak hånden ned i en papkasse, som stod ved siden af ham, og tog en masse M&Ms-poser op. “Måske vil du hjælpe mig?” sagde han til Jesper Sørensen, som allerede havde rejst sig op. En spraglet og hvid skjorte, der strålede om kap i veloplagthed.

De fordelte poserne ud på bordene. Han gik tilbage til whiteboardet og rettede lidt på mikrofonen på skjorten, “I må altså ikke spise dem endnu,” sagde han, og nikkede ned til en af dem, der sad på et af de forreste borde, “Jeg kunne godt se, du skulle lige til det,” han grinede igen. “Nej, det I skal gøre, det er, at I hver skal tage fem M&Ms” han kiggede rundt på hele salen, “der kan jo være forskellige strategier. Skal man vælge fem af den samme farve, eller fem forskellige?” han trådte et skridt tilbage, til whiteboardet igen, “skal man vælge, uden at kigge og lade tilfældet råde?” han slog ud med hænderne, “det vil jeg lade være op til jer.”

Folk begyndte at smågrine ved bordene, raslen af slikpapir. “Jeg vidste, det ville blive et eller andet gøgl,” sagde Mette, “for femten år siden — længe før din tid — var vi en weekend i Rold Skov: teambuilding. En eller anden B.S. Christiansen-type. Vi skulle fange vores eget mad og bygge vores eget telt. Jeg havde brandmærker på hænderne efter at have firet mig ned ad et torv over en bæk. Halvdelen af arbejdspladsen var sygemeldt to dage efter af træthed og forkølelse. Nu er det så det her” fortsatte hun, mens hun stak hånden åndsfraværende ned i posen, fiskede en lille håndfuld chokoladeknapper op, og lagde en tilfældig tilbage, “hvis jeg bliver hængende til den yderste pensionsalder, kan jeg måske nå at få endnu et paradigmeskifte i virksomhedspsykologi med — man kan da håbe,” hun smilede ironisk.

Hun følte sig heldig over at være kommet til at sidde ved siden af Mette. Hun kun huske, hvordan hun, for tre år siden, da hun var begyndt i firmaet, havde set på hende med ærefrygt. Det grå halvlange hår i en skarp klipning, brillerne med imposant, tungt sort stel: en aura af no bull-shit attitude. Alt det, der havde skræmt hende ved Mette til at begynde med, var det hun beundrede, og som nu var blevet gjort rundere af at have arbejdet tættere sammen med hende på et projekt i vinter. Hun følte sig tryg ved hende. Som om at hun, hvis hun bare sad tæt nok på hende, kunne låne noget af hendes robusthed. Hun tog imod posen og kopierede taktikken. En lille håndfuld. Hun talte: syv. Hun lagde to tilfældige tilbage i posen.

“Jaaa, det ser ud, som om de fleste har fået taget,” han tog en tusch, der lå på rillen ved whiteboardet og begyndte at skrive. “Nu skal I høre, det er sådan at hver farve repræsenterer et område af ens liv.” Han startede med at skrive “Gul: barndom”, og vendte sig så mod rummet igen, “hvis man f.eks. har to gule M&Ms, så skal man fortælle gruppen to ting fra ens barndom. Er alle med på den?” han vendte sig om igen, og skrev farver og kategorier. Hun løb listen hurtigt igennem. Blå: familie. Hun kiggede hurtigt fra tavlen og ned på sine M&Ms. Ingen blå.

“Åh nej, han kommer herned,” sagde Mette. Hun vidste det allerede. Han kommer til at spørge mig. “Jeg kan se, du har tre brune,” han kiggede op på hendes navneskilt, “Kirstine. Så må vi håbe, du har en masse fritidsinteresser,” han halvgrinede, “du kan jo i hvert fald fortælle os om én.” Han smilede til hende. Hun kiggede rundt på de andre omkring bordet, der så nysgerrigt, velvilligt lyttende på hende, “Joo, jeg går til håndbold,” løj hun. Hun havde ikke spillet håndbold, siden hun blev gravid med Lili. Før det faktisk. “Jaaa,” sagde han, “og hvad er det, håndbold giver dig i din hverdag?” Hun prøvede at regne det rigtige svar ud, “Fællesskab?” Han nikkede, “Jaaa, og?” Hun kiggede rundt på de andre, “Og bevægelse.” Han nikkede igen, “Jaa, rigtig godt, Kirstine.” Mette rullede med øjnene, da han vendte sig om for at gå videre til et nyt bord. Hun tog hele sin håndfuld, og puttede den i munden. Hun kom til at grine.

I køen ved frokostbuffeten fik hun øjenkontakt med en mand, der sad ved et af bordene og kiggede på hende. Han hørte til et andet selskab. Han smilede ikke, havde heller ikke et glimt i øjet. Han kiggede bare på hende, kiggede hende i øjnene. Hun kiggede tilbage, og i en bid af et sekund, var det, som om han så lige igennem hende. Hun kom helt hen til servicen og tog en tallerken. Hun begyndte at hælde krabbesalat op med de selvbevidste, kejtede bevægelser, der følger af at føle sig iagttaget. Hun kiggede ned på ham igen. Han holdt hendes blik et sekund til, og vendte sig så mod samtalen ved hans bord.

Hun gik op på værelset efter frokosten. En halv time til de skulle i gang igen. Hun ringede først til sin mor. “Jeg har lige lagt hende til at sove middagslur, hun var så glad. Stolt over de nye sko, du havde købt til hende.” Nu kommer det. “Hvordan går det hos dig?” sagt i et muntert toneleje, der skulle dække over bekymring. Hun blev irriteret. “Det går fint. Meget fint værelse. Fin mad. Er kommet til at sidde ved siden af nogle meget søde til seminaret.” Stilhed lidt. “Ja, her går vi jo og gør klar til Magnus’ studentergilde. Han bliver færdig d. 21. Så I kan godt sætte kryds i kalenderen.” — “Det er jo Lilis fødselsdag,” sagde hun, og så for sig en kage med to lys, og Lili, der slog hænderne sammen og grinede, som hun var begyndt på, når hun blev præsenteret for kage. Hun kom til at smile. “Ja, det er jo rigtigt, men I holder det vel alligevel først i weekenden? Jeg mener, derfor kan I vel godt komme alligevel?” — “Jo, slap af, jeg siger det bare.” Hun blev irriteret på sig selv. Hvad var det, der gjorde, at hun altid på et eller andet tidspunkt i en samtale med sin mor kom til at lyde som en pige på femten? Hun lavede sit toneleje om igen. De snakkede lidt om sommerferien, inden de sagde farvel.

Hun sad et øjeblik og overvejede, så ringede hun til Thomas.”Jeg har lige afleveret Lili hos din mor, er lige kommet hjem.” De var begge stille lidt. “Tror bare jeg vil se kampen herhjemme her i eftermiddag. Jeg skal mødes med Lasse og de andre inde i byen kl. seks. Vi skal spise på en eller anden ny thai-restaurant. Tror ikke, det bliver så sent.” Hun rejste sig op og gik over til vinduet. Hvorfor skulle han sige det? Havde hun ikke netop presset på for, at hendes mor skulle passe Lili, så han kunne få en aften ude? De talte lidt om kurset.”Nåh, men vi skal til at i gang igen. Jeg kan lige ringe, når jeg sidder i toget i morgen,” sagde hun efter endnu en stilhed. De sagde farvel. Hun satte sig ned på sengen igen.

Det var en samtale, som lignede alle andre samtaler, de havde for tiden. Det var som om noget imellem dem var gået i stykker, noget som hun var i tvivl om, nogensinde ville kunne repareres. En vanskelig graviditet. Det havde været svært for hende ikke at føle sig som herre over sin egen krop. Hun tænkte på, da hun ufrivilligt havde ladet vandet midt på en skovtur med hans firma, hvordan han havde forsøgt at trøste hende, mens hun følte sig talt ned til. “Det er lige meget, det sker sikkert for alle.” Men det var ikke lige meget for hende. En svær fødsel. Svære dage efter fødslen. Hun havde haft problemer med at lægge hende til fra begyndelsen. Det er normalt, sagde alle. Hun prøvede og prøvede, men havde hun prøvet nok? Hun græd så meget de første mange måneder, syntes hun, men græd hun mere end andre babyer, græd hun for meget? Det havde hun ikke kunnet fornemme. Hun havde ikke kunnet fornemme noget som helst, med hende eller sig selv.

Hun havde stadig en følelse af, at han bebrejdede hende. De følte sig begge to svigtede vel. Da det var værst, havde hun ikke kunnet spise. Hun sov hele tiden. “Hvordan kan du blive ved med at være så træt,” havde han spurgt hende i de tidlige dage. Det er ikke fordi, jeg er træt. Det er fordi jeg ikke har lyst til at være vågen. Men det kunne hun ikke sige. Hun gik rundt i en anden verden end ham, i en anden verden end alle andre. Hun mistede appetitten. Hun følte, hun mistede sine ansigtstræk. Hun så uhyggelige billeder for sig. En dag, da hun havde gået en tur ved stranden, var hun stoppet og havde stået og kigget ned i vandet. En mand var kommet hen til hende, og spurgt om hun var okay. Hans blik af dyb bekymring havde forskrækket hende. Hun så i et andet menneskes ansigt en refleksion af den følelse af at være uden for rækkevidde, som havde taget bo i hende selv. Hun havde kigget ned på sine våde støvletter i vandet, taget den ene op og rystet den og trådt et skridt tilbage, og så den anden, derefter endnu et skridt baglæns, “hov.”

Det var blevet bedre, efter hun havde fået hjælp. Hun vidste ikke, om det var samtalerne med psykologen eller medicinen. Hun var også ligeglad. At gå fra at være en levende død til at være i live, ikke glad nødvendigvis, men at kunne smage og lugte igen. Hun begyndte at grine af ting, hun så i fjernsynet igen. Hende og Thomas kunne endda have dage, hvor det næsten var som før. Det havde været — det var — en lang proces, som hun ikke altid kunne forstå, men hvis paradokser, hun var begyndt at affinde sig med. Hun var gået fra at sove hele tiden, til ikke at kunne sove — fordi hun spekulerede over alle de fejl, hun havde begået, da det havde været værst. Det gik så meget bedre nu, men nogle gange gjorde det stadig ikke. Som da hun, en mandag for et par uger siden, havde taget arbejdstøjet på og afleveret Lili i vuggestuen, for så at gå hjem og trække i joggingtøj. Hun vidste godt, hvordan pædagoger har det med forældre, der afleverer deres børn i institutionen, når de selv har fri. Men det var bedre nu. Hun kunne godt blive skræmt ved tanken om, at det skulle komme tilbage. Måske hvis man én gang har set ned i afgrunden, så følger det med en, kunne hun nogle gange tænke. Men det var den slags tanker, der ikke hjalp nogen, som hun havde talt om med psykologen.

Hun lagde sig ned på sengen, og kiggede over på et billede af hotellet set udefra. Hun tænkte på manden fra frokosten. Hun fantaserede om, at han ville følge hende med op på værelset. Bagefter ville han lægge dynen over hende, og gå helt, helt forsigtigt ud og lukke døren bag sig, og hun ville sove, sove så dejligt, til hun vågnede udhvilet af sig selv, som sig selv. Hun lod øjnene glide over på uret på sengebordet, og rejste sig langsomt op igen. På vej ud ad elevatoren, da hun drejede mod konferencesalen, passerede hun ham, selvfølgelig. Han kiggede på hende igen. Hun kiggede tilbage, men slog øjnene ned.

“Er det ikke fantastisk, hvor forskelligt, vi bygger en and?” Han holdt to forskellige lego-sammensætninger op for forsamlingen. Nu har jeg bare valgt to tilfældige her fra det forreste bord. Men det, der er jeres opgave nu, er at fortælle, hvorfor I har bygget anden, som I har. Hvorfor er det, at I mener, en and skal bygges på præcis den måde? Der er ikke noget rigtigt eller forkert her. Det handler om, at vi lærer hinanden bedre at kende.” Han kiggede ned mod bordet, han havde taget eksemplerne fra, “Hvorfor har Anna f.eks. givet anden her et lille rødt næb,” han stillede anden med det lille røde næb ned og holdt stadig den anden i hånden, “mens Torben her, har givet sin et blåt, mere trekantet næb?” Han satte også den ned. Snakken begyndte ved bordene igen. Hun kiggede på den deforme and foran hende, og op på uret. Tyve minutter til aftensmad. Mon alle selskaberne ville spise samtidigt?

Hun fik øjenkontakt med ham igen, på vej ned til bordene, der var reserveret til dem. Hun satte sig med vilje med ryggen til. Hun kom til at sidde ved siden af nogle af de sjove fra kontoret ved siden af deres. Det var hyggeligt. Maden var virkelig fin, og i morgen til frokost kunne hun tage hjem. De andre grinede over et eller andet ordspil på and, hun ikke nåede at høre, fordi hun havde drejet hovedet lidt til siden i samme øjeblik. Hun grinede med alligevel, og hældte et glas vin til op.

Hun gik op for at hente dessert: hældte en kop kaffe op, og stod og kiggede ned på desserterne i montren. Han var på vej op til hende. Han stillede sig ved siden af hende, “Nåh, det er ikke så nemt at vælge.” Hans stemme var mærkelig, tynd. Han lavede en bevægelse med hovedet, lagde det halvt på skrå, og kiggede intenst på hende, rankede ryggen med den overselvsikkerhed, der tyder på usikkerhed. “Jeg hedder Thomas,” han smilede og prøvede at fange hendes blik. På fire sekunder var det hele faldet sammen. Hun følte sig latterlig. “Det hedder min mand også,” sagde hun, og trak mundvigene opad. Hun stillede tallerknen tilbage, tog kaffekoppen og vendte sig for at gå tilbage til bordet. “Skulle du ikke have noget alligevel,” nåede hun at høre ham spørge.

Efter kaffen fulgte hun Mette ind i loungen. De bestilte to drinks. “Hvordan går det med dig?” spurgte Mette, efter de havde siddet stille lidt og kigget på et lille selskab af japanske forretningsmænd, der spillede et brætspil. “Hvad tænker du på?” spurgte hun, selvom hun godt vidste, hvad hun mente. “Du fortalte jo lidt her i vinter, at det ikke havde været så nemt med Lili — de par måneders sygemelding efter barselen…” — “Det går bedre. Jeg synes, det går bedre og bedre. Altså det her arrangement, det skræmte mig lidt, ikke,” hun tog en tår af drinken, “en masse mennesker, og snakke om personlige ting.” Mette nikkede langsomt og holdt hendes blik, “Det er jo ikke lige nemt for alle at blive mor,” sagde hun og rettede på de tunge briller, “vi snakker bare ikke så meget om det, vel?” Hun svarede ikke, men gav et lille nik. De sad lidt igen. “Hvordan går det nu?”

Hun krydsede det ene ben ind over det andet og prøvede at finde ud af, hvordan hun kunne svare så ærligt som muligt, “Det ved jeg ikke. Det går jo bedre med mig, men det går ikke så nemt med hende. Det er som om…” hun rystede på hovedet, “jeg ville ikke have hende det første år, og nu vil hun ikke have mig,” hun begyndte at få tårer i øjnene, “nogle gange bestikker jeg hende med slik for at følge med hjem om eftermiddagen. Hun vil kun puttes af Thomas. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at få et tæt forhold til hende.” Tårerne strømmede ned af hendes kinder nu. “Jeg forstår godt, hvis hun hader mig. Kommer til at hade mig. Jeg var bare syg. Men det hjælper jo ikke så meget.”

Mette åbnede sin håndtaske og rakte hende et lommetørklæde. Hun lagde hånden på hendes forarm, “Børn er jo meget robuste. Giv det tid.” Det var et refræn af noget, flere havde sagt til hende på det sidste. Med tid kommer råd. Tiden læger alle sår. Hun forstod det godt, men hvis hun kunne, ville hun drikke en kop te med tid: hun havde brug for råd nu. Lili havde. De sad lidt. Mette kiggede ned på de to næsten tomme glas, “trænger vi ikke til én til? Hvor længe er det egentlig siden, du har været ude?” hun skubbede brillerne længere ned på næsen, vippede hovedet lidt forover og kiggede ned over brillestellet. Hun kom til at smile, foldede lommetørklædet sammen og lagde det på bordet, “altså hvis man ikke tæller min fødselsdag med forrige måned — det var mere sådan et slags middagsselskab — så er det vel, det ved jeg ikke … før jeg blev gravid engang.” Mette tog glassene og lommetørklædet, “okay, vi skal have en til! Jeg får dem altså også lige til at sætte noget mere dansevenligt musik på.”

Novellerne vil blive udgivet på KPnetblog over de kommende søndage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.