Stenbetvinger – digt af Kirsten Lund

 

Af Kirsten Lund

Vi har pulveriseret
Stenen

Så vi kan blande det fine
Støv

Og forme præcis de bygninger vi vil
Af beton

Og det er dig – dine stærke præcise
Hænder

Der dygtigt betvinger
Stenen

Det er dine hænder der af støvet skaber
Rum

Dybt under byen beklæder du togenes veje med
Beton

Jeg kunne have ønsket for dig at din
Stenmestren

Var bestyret af os selv som i fordums Moskvas underjordiske
Arbejderstenpaladser

Og ikke af en profithungrende
Stenbygherre

Der suger din merværdi mens du må suge
Støvet

Ned i dine gispende lunger når du blander
Betonen

Og når du anråber ham: ”værn mig mod
støvet!”

Svarer han at de andre ikke brokker sig over
Støvfaren

Du ser på dine fremmede kolleger der også støber
Betonen

Og som dig er tvunget til at indånde
Stenstøvet

Du ved I skal presse ham sammen mod (til)
støv

Selv på de hedeste dage går du pligtskyldigt ned i
Støvhullet

Selvom vi burde elske udendørs i luft der var
Støvfri

Og stolt og samvittighedsfuldt betvinger du
Stenen

Og snart kan vi færdes under jorden i dit
metrobetonpalads

Men om natten vækkes jeg af din isnende
Stenhoste

Og jeg frygter med rædsel at støvet har betvunget dine
Lunger

Som dine hænder betvang
Stenen

 

En tanke om “Stenbetvinger – digt af Kirsten Lund”

  1. meget smukt og hård tekst…
    Jeg tænkt, imens jeg læste den digt..
    at det er en hyldest til alle de betonarbejder som
    døede ung pga svigtende lunger..
    ..ofre af arbejdsgiverners grådighed… ell
    af uvidenhed om støvets fare ?
    .. så gik mine tanker i vrede til asbestindustrien
    og dens uvidenhed, og dens unge ofre..
    ..og så tænkt jeg på `finstøv´ og dieselos i vores
    byer…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.