Dea Trier-Mørch. Linoleumstryk fra Bogen “Vinterbørn”

”Kvinderne mødes på hospitalet – i det samme hvide tøj og i den samme anledning. I fem dage er de sammen på den samme barselsstue. De spiser den samme mad og foretar sig stort set de samme ting. De blir tilset af de samme mennesker og får den samme behandling. På femte- eller sjettedagen forlader de denne barselsgang, dette drømmeland, hvor alle var lige –eller i det mindste noget, der lignede lige. De vender tilbage til deres respektive klasse, til deres skuffe, til deres hylde. Fællesskabet opløses og kommer aldrig igen. De hører ikke mere til hinanden. De læser højst om hinanden i en eller anden statistik.”
Dea Trier-Mørch: Vinterbørn.

Sådan var det for nybagte mødre i 70’erne da Dea Trier-Mørch skrev Vinterbørn. Siden er den ene overnatning på barselsgangen efter den anden skåret væk. Og nu er det helt slut for kvinder der føder på Rigshospitalet.

Rigshospitalet lukker nemlig sit barselshotel. Det betyder at førstegangsfødende bliver sendt hjem fra hospitalet efter kun fire timer. Fire timer.

Det er på alle måder en falliterklæring som samfund, og vi er nødt til som kvinder at sige fra nu. Råbe højt. Protestere. Gå i fødselsstrejke om nødvendigt.

Fordi den her forringelse er bare en i en uendelig række af forringelser for gravide i hovedstadsregionen der har gjort det farligere og farligere at føde – og mere og mere nedslidende at være jordemoder.
Lukningen vil uvægerligt betyde genindlæggelser.  Den vil betyde at masser af nye familier vil opleve en meget mere traumatisk første tid end nødvendigt. Den vil betyde lavere spædbarnstrivsel.

Og lukningen vil især betyde stribevis af mislykkede ammeforløb. Efter kun 4 timer er mælken stadig dagevis fra at løbe til, måske vil barnet kun have diet en enkelt gang eller to. Det betyder man sender mødre hjem med et telefonnummer til en telefonkø og intet andet i de første par dage der er så afgørende for etableringen af amningen. Mødre der aldrig før har ammet, og som typisk ikke oplever amning i deres hverdag fra mere erfarne mødre. Rigshospitalet tilbyder godt nok at en jordemoder kommer ud i hjemmet efter fødslen (på en hverdag), men det forslår som en skrædder i helvede.

Når man som samfund sparer på svangreomsorg og spædbarnspleje, skyder man ikke bare sig selv i foden, men i hjertet.

Det har i årevis været utrygt for kvinder at føde i hovedstadsregionen og i årevis været alt for dårlige vilkår for jordemødre. Vi har for længst overskredet grænsen for det forsvarlige. Og det er en af grundene til vi ikke ser flere opråb fra forældre: det er simpelthen noget af det mest angstprovokerende i hele verden at det skulle være farligt at føde. Derfor lukker gravide ofte af for de problemer der måtte være og protesterer derfor heller ikke. Og mange kvinder der allerede har født er traumatiserede og vil ikke beskæftige sig med det nogensinde mere – ”heldigvis” føder vi jo typisk kun to gange i livet.

Men det er farligt at føde i hovedstadsområdet. Der er blevet skåret alt for voldsomt ned på jordemødre, og på mange fødeafdelinger har de personalemangel fordi jordemødrene ikke kan holde til de vanvittige arbejdsvilkår. Og mange fødeafdelinger – Frederiksberg, Gentofte, Glostrup er lukket. Det er kun muligt at føde 5 steder i hele regionen og fødende bliver overflyttet – også midt i fødslen – mellem dem alt efter hvor der er mindst overbebyrdet.

De monstrøse forringelser rammer skævt. De private tilbud om ekstra jordemoderkonsultationer, private barselshoteller, ammekonsulenter, fødselsforberedelseskurser og deciderede private fødeklinikker blomstrer op.

Det betyder at de der har råd køber sig fra et fødselstraume, mens de kvinder der ikke har råd  – enlige mødre, reformramte og arbejderkvinder må klare sig med den alt for utilstrækkelige offentlige svangreomsorg. Det er de allermest udsatte gravide der bliver sendt hjem efter 4 timer – de der er allermest alene der får mindst støtte. Det er vi simpelthen nødt til at protestere imod – forringelserne stopper ikke før vi råber op som forældre.