Af Tomas Dalgaard

Fotografen spørger om jeg vil gå med

Vi tager nu en taxa

Min ven er meget dårligt gående

Faktisk er jeg overrasket over hvor dårligt

Han har ikke haft noget tv signal i en uge og er desperat

Den unge ekspedient med gele i håret er såmænd meget flink med sådan et præfabrikeret smil

Der får mig til at tænke at han nok ikke ved så meget om hvordan verden er skruet sammen

Og sikkert også er ligeglad

Han er meget hurtig til at fralægge sig ansvaret og skynder sig over til en anden kunde

Jeg trækker et nyt nummer

Får en anden ekspedient som er mere hjælpsom

Han kan ikke direkte hjælpe men giver os en seddel med nogle bogstaver og tal vi skal opgive når vi er kommet hjem og ringer til kundeservice

Vi går hjem

Selv om jeg er træt af at min ven kun ringer til mig når han har brug for hjælp

får jeg ondt af ham fordi han tøffer af sted med små bitte skridt og flere gange er ved at falde i brostenene

Jeg skal ind på apoteket siger han

Da det bliver hans tur køber han for 700,- medicin og får en halvstor bærepose med forskellig receptpligtig medicin og 300 Pamol

Den kittelklædte kvinde beklager hun ikke må sælge ham flere men loven er lavet om

Fotografen er en skygge af sig selv

Langsomt trisser han henover Store Torv

Jeg går bagefter som en anden bodyguard

Udenfor Matas er en yngre fortravlet far lige ved at støde ind i ham

Se dig for siger jeg men manden hører ingenting

Ænser ikke andet end det han nu skal nå

I Guldsmedegade kommer en pige cyklende på det smalle fortov

Jeg stirrer så misbilligende på hende at hun stiger af og trækker cyklen

For hver 100 meter må min ven sætte sig

Han puster af anstrengelse og smerte

Sætter sig på bænken ved beboerhuset

Hans voksne datter jeg aldrig har mødt før

selv om jeg har kendt fotografen i 20 år

kommer tilfældigvis forbi

Hun hverken hilser på mig eller giver sin gamle far et kærligt kram

Min ven har snakket stolpe op og ned om hvor dygtig og klog hun er

Sat hende op på en piedestal hvor hun øjensynlig ikke hører hjemme

Uhjertelige mennesker gør verden til et lidt dårligere sted at leve

Slukker lyset i børns øjne

Jeg bryder mig ikke om hende

Går lidt frem og tilbage mens de snakker

Allan Olsen kommer gående med en skødehund

Sikkert kærestens

Tak for sangene og de kritiske tekster siger jeg

Jeg gør mit bedste svarer han

Det er der også brug for siger jeg

Mere end nogensinde

Vi kommer op i fotografens lejlighed

Jeg ringer til kundeservice og opgiver bogstaverne og tallene på papiret

Kvinden i røret beder mig tænde og slukke digitalmodtageren og vente tyve sekunder

Det skal jeg gøre tre gange

Du tæller for hurtigt siger hun

Så kan du tælle med svarer jeg frækt

Efter nogle minutter sker miraklet

Nu kan fotografen se fjernsyn igen

Det var dagens gode gerning

Jeg siger farvel og cykler hjem til min egen ensomhed