Af Ron Ridenour
Det er på tide at vi lærer, at det ikke hjælper vores sag – Danmark ud af krig – når vi gør de samme ting uden af få opmærksomhed, og når det ikke rykker noget som helst. Jeg refererer til de mange ”markeringer” vi har lavet i det sidste års tid. De seneste foran politikernes legeplads 19. april og den 31. marts da krigsmagerne var i gang med at tækkes USA en gang til, denne gang imod Syriens ønske og FNs tilladelse—en ulovlig, umoralsk krig, og uden en plan for hvordan den skal vindes, en krig hvor modstandere i deres lande kan afleveres til tortur.
Tid til fred – aktiv mod krig – arbejdede sammen med en MFer fra Enhedslisten og en fra Alternativet, og ledelsen af den Københavnske 3f fagforening BJMF for at protestere imod krigen og køb af flere kampfly. Der var gode taler: Christian Juhl, den eneste anstændige MFer fra EL, en MFer fra Alternativet, en militær whistle-blower, en kendt journalist-forfatter, en kendt kunstner og andre, og naturligvis musik. Og hvad så?
Vi var meget få ”demonstranter”, mellem to og fire hundrede i de to markeringer. Der var ingen folkelig opmærksomhed som man kunne mærke. Der var ikke et pip fra massemedierne, på trods af at nogle journalister og redaktører skriver imod at Danmark skal i krig i Syrien. Det er noget nyt. Men for første gang siden TTF har lavet aktioner skrev ”Arbejderen” en artikel om markeringen.
Mens markeringen foregik, stemte 90 såkaldte repræsentanter af folket for krigen, og 19 stemte imod. Det vil sige, at 70 dovne politiker ikke var til stede eller var der, men ikke havde nosser til at tage stilling til om Danmark nu også vil ud og myrde flere mennesker. Ikke engang alle MFerne stemte i de tre oppositionspartier. De havde vigtigere opgaver på denne krigsbeslutningsdag.
Det var det samme den 18. marts 2003, da et mindretal af Folketinget, kun 61 MFer, stemte for at myrde mennesker i Irak. 50 stemte imod, mens 68 var fraværende. Ligegyldighed! 18. marts otte år senere stemte et uhørt enigt Folketing for at myrde mennesker i Libyen (også ”socialister” Enhedslisten), og skilles dermed landet op i tre parter.
Det er et spild af vores tid-energi-penge at forsætte med en taktik der ikke virker. Tiden er for aktioner som kan få folket til at se hvad vi står for, aktioner som kan få folket til at tænke sig om, aktioner som kan provokere regeringen til at reagere. Tiden er for civil ulydigheds aktioner, for lange marcher, og for andre engagerende aktiviteter med indignation i sindet. (Fredsløbet på befrielses dagen i næste måned er en mulig opmærksomheds aktion. Lad os håbe på det.)
Kig på hvad der forgår lige nu i Paris Place de la Republique, en genrejsning af Occupy Wall Street. Kig på hvad der foregår nu i Yankeelandia i mange byer. Et eksempel: Democracy Awakenings lang march til Washington forleden med op mod 80.000 marcherende, og 1000 anholdt for civil ulydighed foran Capitol.
Der er et spøgelse som svæver over hele verden: Permanent krige med terror som producerer mere terror, Panama Papirerne, EU i opløsning, globalisering, en valgkampagne i USA præget af vanvid og muligheder der ikke er set i et århundrede, en flygtningestrøm større end anden verdenskrigs og uden ende, fascisme i udvikling der ikke er set siden anden verdenskrig. Rejs jer kammerater!
Med solidaritet
Ron Ridenour, 25. april 2016
“Den offentlige mening” står sammen om at gentage udvalgte fraser om nødvendigheden at at bekæmpe “terrorister” og muslimers ugerninger – de gentages i en uendelighed. Hr. og fru Danmark er propfodret med den slags. Virkeligheden er ganske anderledes – de såkaldte “terrorister” er næret ved CIA og andre efterretningstjenesters bryst og uddannet af deres agenter. De værste udslag af muslimsk fanatisme findes i hos USA og vestens bedste venner. Lande i mellemøsten med sekulære forfatninger er smadret til ukendelighed.
Når vreden over løgnene rejser sig i den danske befolkning kan vi organisere de store marcher og de omfattende protester med og uden civil ulydighed.
At vi ikke er i den situation skal ikke afholde os fra idag at protestere og arbejde for organisering og samling af fredskræfterne. Skønt den enkelte markering ikke stopper en udsendelse af fly og tropper til Irak/Syrien og igår flere til Mali så er den enkelte protest nødvendig og en del af det konstante og vedvarende pres på regeringen. Det er det arbejde der ER igang. Det er en organisering og samling af kræfterne, der arbejdes på fra mange sider.
Gerd,
Man kan sagtens brug civil ulydighed til at hjælpe at vække folk op, sådan har det været brugt i mange lande over årtier. Også nar man bruge C.U. kan man få opmærksomhed i medie og dermed blandt befolkning og regeringer. Man kan ikke virkelig tror på at regering er påvirkede at nogle få mennesker foran deres bygninger som taler til hindanden og spiller musik.
Ron