I de første 2 måneder af min ansættelse arbejdede jeg i mit privattøj. Vognmanden ville vel sagtens ’se mig an i sømmene’, inden han spenderede en uniform til mig. Det skal lige pointeres, at firmaet gør en del ud af looket, da vognmanden også har med turistkørsel at gøre. Imidlertid passede det mig fint at udføre arbejdet i mit privattøj. Det fandt sin slutning, da vognmanden bestemte sig for at ville udnytte min arbejdskraft og spendere en uniform på mig:

– For sådan kan du jo ikke køre rundt, sagde han med en uudtalt henvisning til mit partisanhalstørklæde og kommuniststjernen i min bælterem.

Jeg fik taget mål, og en måneds tid senere fik jeg udleveret to par sorte bukser og tre hvide skjorter. I skjorterne var der broderet et fint firmalogo ind i den ene flip. Kvaliteten var absolut ’com ci com ca’.

Efter halvandet år var ikke mindst bukserne grundigt præget af slid og ælde. Det kan ikke undgås, idet vi i al slags vejr ligger på knæ, når kørestolsbrugere skal bespændes.

Da lynlåsen samtidig gik i stykker, henvendte jeg mig til vognmanden, som jeg fortalte om sliddet og lynlås. Han var rimelig kold:

– Du kan bare få en ny lynlås hos tøjmanden.

Bukserne fik ny lynlås, og mens jeg sommeren over gik arbejdsløs, fik vi som ansatte tilkendt poloshirts. Da jeg vendte tilbage, udbad jeg mig noget nyt arbejdstøj. Jeg så fik tilladelse til at bestille et par bukser, skjorter og polo T-shirts. Det gjorde jeg så.

Nogle dage efter ringede tøjmanden og meddelte, at jeg kunne afhente mine bukser. Jeg spurgte til skjorterne og polo’erne:

– Det vil din vognmand ikke sætte i gang endnu.

Senere på dagen fangede jeg vognmanden og spurgte til problemet:

– Jeg afventer, at flere af dine kollegaer også bestiller tøj med logo, da jeg hver gang skal betale for ‘opstart’, svarede han.

Jeg replicerede, at jeg selv var rimelig ligeglad; men jeg syntes blot, at jeg i firmaets navn ikke så særlig præsentabelt ud, da jeg lignede en las efterhånden. Så var bolden på hans banehalvdel. Den ville han lige overveje.

Der gik nogle uger, så var jeg igen klædt som den ‘respektable fætter’, vognmanden ønsker.

Historien tjener kun til belysning af et problem: Vognmanden forlanger, at vi kører rundt i busser, der står som ’et slikket bolsje’, og at vi er ulastelig klædt som de butlere, han gerne ser os i rollen som – minus alkohollen forstås 😉

De ’slikkede bolsjer’ skal opnå deres tilstand på en udendørs vaskeplads, der her om vinteren er den rene skøjtebane, der indebærer risici for alvorlige arbejdsskader. Derfor har vores klub gennem 2 år forsøgt at få adgang til vaskehal – uden held, idet det koster vognmanden nogle få håndører.

Vores overarbejdstimer bliver på lønopgørelsen flyttet fra den ene ugedag til den anden, hvorfor de forsvinder som dug for solen.

Når vores tillidsrepræsentant vover sig ind i løvens hule med rets- og overenskomstmæssige berettigede krav, bliver han mødt af trusler, såsom:

– I kan komme på deltid hele bundtet!

Alle arbejdere kan nikke genkendende til udsugningen; men chefens nidkærhed om egen pengepung er forskellig fra virksomhed til virksomhed. Vognmandsbranchen er kendetegnet ved mange mindre vognmænd, der på den ene side slås om markedet – og på den anden side er forbundet i loger, hvor entrepriserne bliver fordelt.

Vores vogn’mand’ er ingen ener og har absolut til dagen og vejen; men mer’ vil ha’ mer’. Skoene kan kun blive for små.

Reno