I de første 2 måneder af min ansættelse arbejdede jeg i mit privattøj. Vognmanden ville vel sagtens ’se mig an i sømmene’, inden han spenderede en uniform til mig. Det skal lige pointeres, at firmaet gør en del ud af looket, da vognmanden også har med turistkørsel at gøre. Imidlertid passede det mig fint at udføre arbejdet i mit privattøj. Det fandt sin slutning, da vognmanden bestemte sig for at ville udnytte min arbejdskraft og spendere en uniform på mig:

– For sådan kan du jo ikke køre rundt, sagde han med en uudtalt henvisning til mit partisanhalstørklæde og kommuniststjernen i min bælterem.

Jeg fik taget mål, og en måneds tid senere fik jeg udleveret to par sorte bukser og tre hvide skjorter. I skjorterne var der broderet et fint firmalogo ind i den ene flip. Kvaliteten var absolut ’com ci com ca’.

Efter halvandet år var ikke mindst bukserne grundigt præget af slid og ælde. Det kan ikke undgås, idet vi i al slags vejr ligger på knæ, når kørestolsbrugere skal bespændes.

Da lynlåsen samtidig gik i stykker, henvendte jeg mig til vognmanden, som jeg fortalte om sliddet og lynlås. Han var rimelig kold: Læs videre Vognmandens lommesmerter →