Synoptik og Louis Nielsen

synstavle
 Af Reno

Flere gange om ugen kører jeg som handicapchauffør med 4 til 5 kørestolsbrugere. Det er ganske vist børn i skolealderen, hvis stole er knap så store; men de fylder tilstrækkeligt til, at jeg må remontere bussens sæder i midtergangen, så de fastgøres oven på de ledige sæder ved vinduerne.

Det er såmænd fint nok, men det efterlader ikke megen plads til mig, når jeg skal bespænde stolene med 4 spænder pr. stol. Stolene står jo så tæt, at fronten på den sidste indsatte stol støder helt op til den foranstående. Det er nærmest umuligt at nå frem og spænde stolens 2 forreste bespændinger, fordi der stort set ingen plads er mellem stolene og sæderne. Kroppens vridninger kan til tider få en cirkusartist til at blegne. Det er helt sikkert ikke i overensstemmelse med sund ergonomisk tænkning. Det er helt afgjort en sag for arbejdsmiljøinstituttet; – men det kommer der sjældent andet ud af end en løftet pegefinger overfor branchens vognmænd.

Ofte må jeg med mit ene knæ hvilende på det ledige sæde ved siden af kørestolen og dens bruger stå med røven i vejret, mens jeg med arme, hænder og hoved nede mellem brugerens fødder forsøger at spænde stolen forsvarlig fast. De søde børn har heldigvis kun smil til overs for situationen, hvor de er tæt på at få min popo lige i hovedet.

Da jeg nu ikke har øjne i nakken, er det altid risikobetonet at trække krop og hoved op til naturlig stilling, idet en kørestol har et hav af udhæng og gevandter, så ofte støder jeg mit brillestel mod armlæn, borde taleapparatets holdere osv. osv.

Jeg opsøger derfor ofte min optiker, som hjælper mine briller tilbage i vandret position, hvilket jeg sidst gjorde dagen før nytårsaftens dag i Synoptik i Amagercentret: Kæden med procentrabat på (vel at mærke) stellet for ens antal fyldte år. I min ventetid kom en ældre dame ind i butikken ved hjælp af sin rollator:

– Jeg har fået lagt et par briller til side sidste, jeg var her, siger hun henvendt til den ledige ekspedient bag disken. Mindre end 1½ meter derfra står en anden ledig ekspedient, som tilsyneladende kender den ældre dame fra sidst. Hun rækker raskt ud efter et stel fra væggen og blander sig i ekspeditionen:

– Det var dem her, insisterer hun. Den ældre dame mener, hendes stel var af en anden farve. Midt i forvirringen fremkommer damen med en oplysning, som hun håber kan være med til at løse problemet:

– Jeg er 95 år, hvis det er til nogen hjælp. I øvrigt mener jeg, at ekspedienten var helt sorthåret. Alderen blev i modsætning til Susanne Bjerrehuus betonet bramfrit. Den første ekspedient er omsider vendt tilbage til den allerførste oplysning: Der var lagt et par briller til side, så hun leder i en dertil indrettet skuffe og spørger:

– Hvad var navnet?

– Det ved jeg da ved Gud ikke, svarer den tydeligt irriterede, ældre dame nu.

– Jeg mener, hvad er deres navn?

Kunden var trods omstændighederne tilfreds, og jeg var blevet underholdt af en lille ubevidst sketch

Anderledes tragisk var det aftenen efter at opleve Margrethe II fumle rundt med sit – af spindoktorer udarbejdet – manuskript og konstant snuble over ordene. Pludselig befandt hun sig i harmoni sammen med sin søn og ægtemand: Den danske sprog er en majt svær ting. Jeg tænkte:

– Hun skulle være gået til Louis Nielsen.

Anderledes står det til med statsministeren, der dog ikke fumlede, men sædvanligvis manglede klarsyn. Briller ville vist ikke have hjulpet på indholdet.

Blandt reaktionerne dagen efter kastede Johanne Schmidt-Nielsen sig i spidsen med en kritik af, at statsministeren ikke med et eneste ord nævnte noget om klimaet. Mine nytårstømmermænd spurgte mig:

-Hvorfor bringer Enhedslisten aldrig Danmarks engagement i krigene frem på rette sted; – eksempelvis efterlyser en holdning til disse i statsministerens tale?

Reno

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.