Af Reno
Kommunistisk Politik 8, 2015
Som nogen vil vide, så gik Lillian i forsommeren ned med stress for anden gang på sin tidligere arbejdsplads, et bosted for udsatte og omsorgssvigtede unge. Lillians fagforening, LFS, advarede hende kraftigt imod at vende tilbage:
– Når det inden for en kort årrække er sket to gange, så tager arbejdsgiveren ikke problemet alvorligt.
Lillian, som på baggrund af sit vidunderlige sind og humør bærer kælenavnet Solstråle, meldte – også på anbefaling af LFS – sygdommen som en arbejdsskade og sendte ’pladsen’ en langtidssygemelding. Arbejdsgiveren var ikke dummere end de fleste, så han læste skriften på væggen og meldte klart ud:
– Du er fyret!
På trods af, at Lillian havde besluttet at vende bostedet ryggen, så var det alligevel noget af en nyser. Afskedigelsen kom jo i en situation, hvor hun stadig bearbejdede stresssymptomerne, hvilket inkludere mange tanker, der omhandlede hendes egen duelighed: Er det, fordi jeg ikke er god nok til mit arbejde?
Efterhånden som sommeren gik på hæld, fik Lillian rystet de værste fornemmelser af sig. Solstrålen fik sit smukke smil, overskud og selvtillid tilbage. Stille og roligt indfandt de konstruktive tanker sig:
– Jeg kan godt. Jeg dur!
Hvis hun selv eller omgivelserne var i tvivl, så blev det dokumenteret med følgende lille solstrålehistorie:
Lillian havde for flere år siden fået ansvaret for en teenagepige, Ina, som var raget uklar med en af Lillians kollegaer. Ina var ikke fyldt 20 år. Der blev langsomt, men sikkert opbygget et tillidsforhold, og Ina fik en uddannelse som SOSU-hjælper og flyttede fra bostedet i egen bolig, hvor hun også som alenemor bar en lille dreng på armen. Lillian ’fulgte med’ som kontaktperson. I dag står Ina over for at påbegynde en uddannelse som SOSU-assistent.
Det vil føre alt for vidt at beskrive Inas tilværelse gennem tiden, men hun kan med sikkerhed betegnes som en person med ben i næsen. Således voldte det Lillians nærmeste leder uoverstigelige problemer at skulle forklare hende, at hun ikke længere skulle se Lillian. Lederen blev aftvunget sandheden, selvom det ikke er tilladt at oplyse. Resultatet var kun et yderligere angreb:
– Det er jo jer, der har slidt Lillian ned. Man smider da ikke guld på gaden, indvendte Ina.
Det lykkedes efterfølgende Ina at skabe kontakt til Lillian, i hvilket øjemed de aftalte et rendezvous. Over en kop kaffe kunne Ina redegøre for, at bostedet (dvs. Lillians – tidligere – nærmeste leder) havde haft en samtale med hendes sagsbehandler og Ina selv. Der blev lagt op til, at en af Lillians eks-kollegaer skulle have ansvaret for Ina, men den ide blev skudt ned:
– Det kun Lillian, jeg har tillid til, fastslog Ina. Det blev igen forklaret, at Lillian ikke vendte tilbage til bostedet, som kunne byde på andre ansvarlige pædagoger. Nu brød sagsbehandleren ind:
– Det er vi sikre på er korrekt, men vi ønsker at fortsætte samarbejdet med Lillian, fordi hun og Ina har opbygget det nødvendige tillidsforhold. Hvis det betyder, at vi må hyre Lillian som konsulent parallelt med et eventuelt nyt job, så gør vi det!
Det var uventede toner i ørene på Lillians leder fra en kommunal sagsbehandler, der ellers sloges hårdt for ikke at betale en krone for meget til de unges udvikling.
Lillian slubrede kaffe og historie i sig! Men hendes arbejdssituation er stadig åben, og der er rigtig mange usikkerhedsmomenter ved at påtage sig en funktion som konsulent – trods de mange smukke roser. Lysten til fortsat at støtte Ina mangler bestemt heller ikke.
Det skal til sidst pointeres, at Inas kærlighedserklæring bestemt ikke står alene i forhold til de tilkendegivelser, Lillian har fået gennem tiden af såvel kollegaer som ’de unge’, men når selv en kommunal sagsbehandler, der er økonomisk bundet på hænder og fødder med kynismens bånd, så er det, fordi Lillian dur!