Af Dorte Grenaa
I disse uger aftales der kommunale budgetter.
Vi ved allerede, at det bliver minusbudgetter med minusvækst i den offentlige velfærd.
Minus er et andet ord for nedskæringer. Det lyder ikke engang pænere. Nu kan man så blive et ”minusbarn”, når der bliver skåret på ansatte og budgetter på skoler og daginstitutioner. Eller en ”minusvoksen” som fyret sosuhjælper og servicearbejder. Eller måske en minus-minus-gammel, som visitationen har kasseret fra at få hjemmehjælp eller efterbehandling fra hospital.
Minusvækst og nedskæringer har ingen ansvarlige politikere som fædre og mødre. Når de selv skal sige det. Det er altid de andres skyld.
De fører kun nødvendighedens politik.
Kommunalpolitikerne følger bare beslutningerne fra Kommunernes Landsforening, KL, der sætter rammerne for økonomien. KL bøjer sig for regeringsdiktatet om nedskæringsforlig. Mod deres vilje! Det er ikke deres ansvar, at der må skæres ned! Hvis er det så?
Er det Løkke-regeringens ansvar, at kommuner og regioner må skære ned på børn, sundhed og ældre? Nej, siger regeringen, de vil det modsatte og hæfter ikke for kommunale og regionale nedskæringer.
Og Løkke-regeringen bliver alligevel nødt til at lave en minusfinanslov med minusvækst, altså nedskæringer i den offentlige velfærd.
Regeringen har lavet et kasseeftersyn, talt alle byttepenge og boner op. Der mangler penge i kassen. Thorning-regeringen har lige præcis brugt de penge, regeringen skulle have brugt. Så det er ikke deres ansvar, at det bliver en nedskæringsfinanslov. Siger de.
De penge, regeringen fandt ved kasseeftersynet, var allerede øremærket.
En kuvert stod der 30 milliarder kr. til nye kampfly på. Der var en med XX milliarder til topskattelettelser og lettelser til erhvervslivet. En med XX milliarder til forlænget krigsindsats i Irak og Syrien. En med XX millioner til flere våben og våbentræning til politiet, XX millioner til mere overvågning. Der er kun lige råd til det allermest nødvendige. Siger Løkkes V(DF)-regering.
Hvis hverken den nuværende eller den tidligere regering er ansvarlige for den økonomiske politik, de selv fører, hvem er så?
Dansk Arbejdsgiverforening, DA, giver deres bud i programerklæringen ”Veje til øget vækst og beskæftigelse”, som regeringen har taget til sig. De ansvarlige er simpelthen ingen – det er nødvendighedens politik.
Det er nødvendigt, siger DA, at de kommende reformer – af dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, af hele raden rundt – sikrer, at mindst 80.000 mennesker flere ikke længere kan modtage offentlige ydelser. Ud over alle de hundredtusinder, der er og bliver ramt af de tidligere nyliberale reformer.
Det er simpelthen bare helt nødvendigt for at overholde EU’s budgetkrav. Det er nødvendigt for at overholde EU’s krav om, at en langt mindre del af de offentlige udgifter går til sociale ydelser, end de gør i dag. Siger DA og regeringen.
Men hvem er nødvendighedens politik egentlig nødvendig for? Er det så ikke mere nødvendigt helt at komme ud af EU?
I modstanden mod den asociale nedskæringspolitik, mod de nyliberale reformer, mod kommunalbudgetter og finanslov må de ansvarlige trækkes frem, kaldes ved deres rette navn og stilles til ansvar.
Det må siges højt og alle vegne, at V(DF)-regeringen sammen med Dansk Arbejdsgiverforening og de øvrige EU-partier kører efter en samlet plan, der skal strømlinje et nyliberalt Danmark til fuldt medlem i Europas Forenede stater i 2025.
Nødvendighedens politik er modstandens politik!