Af Reno
Fredag eftermiddag bag rattet og med ørene i trafikradioen åbenbarer P4 et nyt begreb for mig: Omsorgsinfluenza. Jeg har siden forsøgt at Google ordet, men uden held.
Det er vist opfundet af personen, som gjorde brug af det. Vedkommende ’led’ tilsyneladende af den besynderlige influenza, men var ifølge eget udsagn i bedring. Betydningen af sygdommen skulle tilsyneladende være besiddelse af et så stort omsorgsgen, at man pålægger sig selv ansvaret for andres ulykke – og drages mod at ’påføre’ dem lykken!
Det er da i sandhed en mental lidelse af dimensioner. I mit hoved forslår betegnelsen ’influenza’ ikke helt omfanget af lidelsen. Nuvel; den findes vel sagtens i forskellige varianter og ’størrelser’. Da trafikken gav mig lov, fandt mine tanker frem til, at jeg faktisk har en omsorgsinfluenza-ramt meget tæt inde på livet: Jeg er de facto gift med hende. Min kone Lillian råder i den grad over et omsorgsgen, hvis størrelse ligger mellem omfanget af 3.verdenskrig og universet.
Det er naturligvis et menneskeligt træk, som jeg drager stor fordel af: Jeg bliver nurset og puslet til den store guldmedalje. Mine venner og bekendte vil i læsende stund nikke bekræftende til beskrivelsen. Det skal retfærdigvis tilkendegives, at Lillian efter 13 års skærsild i vores parforhold dog også har været gennem en helbredende fase, idet mine sær og urimeligheder helt naturligt – og i selvforsvar – nødvendigvis trækker nogle grænser for omsorgen.
Lillian har heldigvis også en helt naturlig overlevelsesdrift, der er trådt i karakter, når hendes fornemmelse af ansvaret for min lykkefølelse er blevet for overvældende.
Nu er det hverken værre eller bedre end, at Lillian bestrider et job som ungdomspædagog på et bosted for udsatte unge; – heriblandt omsorgssvigtede. Så tager det ikke mange splitsekunder at udregne, at Lillians lidelse er populært blandt beboerne. Lillians mægtige hjerte fyldes med de unge og hele deres verden. Hun er så at sige kastet for løverne hver dag, og det slider.
I den situation er det en basal nødvendighed, at hun også er i stand til at tilegne sig de unges solstråleoplevelser og positive udviklinger. Uden denne næring tør jeg ikke gætte på arbejdets udfald.
Med de skiftende ’røde’ og blå regeringer er pensionsalderen blevet sat op, hvilket for Lillians tilfælde betyder, at hun har mere end 17 år tilbage på arbejdsmarkedet. Det er lang tid, når man allerede føler sig – eller rettere er nedslidt.
Samme fredag afleverer vores søde, røde postbud Lillians fagblad fra FOA, hvor min kone kan vise mig, at hendes fagforeningskammerater frygter for, at de ikke klarer arbejdslivet med helbredet i behold:
”Vi holder ikke til 70”, fastslår Linda og Lisa, og fagbladet noterer, at det forlængede arbejdsliv er et problem for mange FOA-medlemmer. Man behøver ikke lide af en speciel afart af influenza for at frygte for, at ens otium befinder sig på den anden side af muren.
På min egen daglige dont, hvor jeg færdes mellem aktivitetscentre for ældre og handicappede, modtager jeg masser af indtryk fra ansatte, der er hårdt ramt, hvilket for manges vedkommende har fået den konsekvens, at de har mistet gløden for deres arbejde.
Centrene er på det nærmeste blevet suget tørre for arbejdskraft i rationalitetens medfør. Hver anden gang de ansatte ser ryggen af en kollega, der forlader arbejdspladsen, finder der ikke en erstatning sted.
I de øvrige ca. 50 % af tilfældene erstattes vedkommende af en flexjobber, tvangsaktiveret, revaliderende eller lignende, hvor entusiasmen heller ikke nødvendigvis er i højsædet. Det er et sejt træk, hvor det forekommer totalt uoverskueligt for de næste generationer. Her gælder ingen individuelle løsninger; men Lillian spøgte med en lille drilsk tanke:
– Jeg kunne jo melde mig syg i morgen med begrundelsen omsorgsinfluenza. Så kan ledelsen slå den op i Kraks.
Reno