Mistro – 1 år som arbejdsløs

flere-haender


Af Lillian

Reno, der skriver fast på sin blog ‘Bag rattet’ har denne gang lånt pladsen ud til Lillian

Jeg havde indtil sidste år fungeret som ungdomspædagog på et bosted i Valby. I en årrække nød jeg faktisk branchen, hvor jeg sammen med nogle fantastiske kollegaer havde rigtig mange succesoplevelser med de unge mennesker, hvoraf det lykkedes os at bringe et stort flertal af de unge ud i selvstændige boliger, i uddannelse eller på arbejdspladser.

Bevares; – det var hårdt arbejde, så det var ikke hver dag, hvor min mand skulle hjælpe mine arme ned, når jeg kom hjem. Jeg var oftest træt og meget træt – ikke mindst over bureaukratiet, som kun havde til formål at dokumentere bostedets fantastiske – langt fra virkelighedens verdens – tilbud til de unge. Kommunerne blev virkelig bedraget med antallet af ’varme hænder’-timer.

Nuvel; – i forlængelse af krisen i 2008 trak kommunerne følehornene til sig. De nedprioriterede indsatsen for samfundets unge ’skæverter’, som skulle stille sig tilfreds med meget mindre og derfor trukket ud af bostedet. Vores arbejdsgiver reducerede personalet, samtidig med at han tog et betydeligt ’hårdere’ klientel ind. Vi var en hård kerne, der valgte at tage kampen op trods de nye, barske arbejdsforhold: Vi ville ikke svigte de i forvejen svigtede unge.

For 1½ år siden knækkede jeg for anden gang. Jeg løb ind i min depression nummer 2 i løbet af al for kort tid, og terapeuter belærte mig om, at jeg gang nummer 3 kunne bevirke livsvarige men! Min historie er så, at jeg efter endt sygdom måtte gå den tunge gang til a-kasse og jobcenter 1.september 2015 – altså for et år siden rundt regnet.

Jeg vil(le) så gerne fortsætte i branchen; men jeg får ofte ondt i maven, når jeg ser et stillingsopslag som ungdomspædagog, hvilket ikke ændrer ved, at jeg ind imellem søger indenfor branchen – eller rettere i de få stillingsopslag, hvor du er pakket ind i vat og bomuld. Derudover har jeg søgt et meget bredt udsnit af ufaglærte brancher i et meget stort geografisk område i Storkøbenhavn.

Jeg er kun 51 år gammel, så jeg har lagt megen energi i ansøgninger og er med stor forhåbning blevet kaldt til 2 samtaler – desværre med negativ udgang.

I det år jeg har haft titlen ’ledig’, har jeg jævnligt frekventeret det lokale jobcenter. Det er en fast tradition, at man en halv time før mødet med sagsbehandleren skal afvikle Joblounge et visit. Normalt kan jeg sidde ugeneret og søge jobs på deres computere; men sådan skulle det ikke være sidst, hvilket var i starten af august.

Jeg fandt trygt hen til en ledig computer og var godt i gang med at orientere mig blandt de få arbejdsgivere, der i pressen får masser af plads til deres udsagn: ”Vi mangler arbejdskraft”. Pludselig afbrydes min koncentration af en mandsstemme bag mig:

– Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?

Den velmenende unge mand var jo ikke klar over, at jeg var grundig autodidakt i Jobloungens muligheder, hvorfor jeg venligt svarede:

– Tusind tak; men jeg har styr på det. Afværgelsen blev besvaret med et nyt spørgsmål:

– Hvor lang tid har du været arbejdsløs?

Jeg oplyste om perioden på et år, hvorefter den unge man for alvor chokerede mig:

– Så har du for alvor brug hjælp! Min måben fik ham til at fortsætte:

– Når du har været arbejdsløs i så lang tid, så har du da for alvor brug for hjælp.

– Jeg har været på et intensivt jobsøgningskursus.

– Så søger du ikke bredt nok.

– Jeg søger alle brancher overalt i Storkøbenhavn.

– Hvis du virkelig vil have arbejde, så havde du fået det! Det var dråben. Jeg blev vred:

– Hvordan kan du tillade dig at tale sådan til os. Tror du, det er for sjov, vi er her?

Mine øjenæbler surfede hurtigt loungen, og konstaterede stor sympati for udtalelsen fra de andre ledige.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.