Af Reno
Kommunistisk Politik 12, 2015 

Dagen før folkeafstemningen om ophævelse af retsforbeholdet stod det rimeligt klart: EU-tilhængerne havde r… i klaskehøjde.

Jeg havde i dagene op til fulgt de ældres snak i bussen. Her blev der ikke luftet synspunkter. Det handlede udelukkende om, hvorvidt man ville stemme – eller havde stemt på forhånd.

På selve dagen tog min kone og hinanden i hånden, opsøgte valgstedet og med et godt resultat i vente valgte vi at springe madlavningen over, hvorfor vi opsøgte en cafe, hvor vi nød en god middag og hinandens selskab. Med en god mavefornemmelse indtog vi sofaen foran dummeren for at følge slagets gang.

Det stod hurtigt klart som mejslet i sten, at vores forventninger til resultatet ville blive indfriet, så der spredte sig en euforisk stemning i lejligheden. Vi repeterede: Nej til Maastricht i 1992, Nej til Euroen i 2009 og nu igen et nej – et tydeligt og vægtigt NEJ – til EU-eliten i 2015!

Vi sov saligt, men vågnede op til politikernes brægen om, at de ville respektere resultatet:

– Folket har talt, og det vil vi på demokratisk vis efterleve.

Allerede her blev vi bekymrede. Det lugtede alt for meget af rævekager, vi bitterligt havde smagt mange gange før. Det skulle vise, at statsministeren allerede inden folkeafstemningen havde taget kontakt til EU med henblik på at lægge en strategi, såfremt forbeholdene blev opretholdt.

Den del af befolkningen, som jeg har glæde ved at køre frem og fra et aktivitetscenter for ældre, viste sig nu at melde mere klart ud: Langt det største flertal var rigtig tilfredse med resultatet, og tilfredsheden var garneret med en solid dosis skadefryd. Passagererne er bosiddende i Valby, Vigerslev og Vesterbro og udtrykker meget godt fra hvilke klasselag, NEJ-stemmerne kom. Aldersmæssigt hører de til det mindretal, der i 1972 trods alt fik lov til at stemme om medlemskabet. Jeg kunne ikke dy mig:

– Trods mine 62 år har jeg jo aldrig fået lov til at stemme om medlemskabet, hvilket jeg sammen med mange andre synes, det ellers kunne være på tide.

Der blev stille i bussen. Jeg kunne mærke, at eftertænksomheden bredte sig. Det samme gjorde de bange anelser de efterfølgende dage, idet mine søde passagerer havde for mange erfaringer med politikernes skumle planer. Her hjalp Pernille Frahms skadefryd ikke om, at det var JA-sigerne, der sad med aben. Eliten var allerede langt fremme i rænkespillet, og benyttede fuldt ud ’deres demokratiske ret’ til nye forhandlinger med EU, der har til formål at forkaste det danske folks tale.

Jeg læste på nettet, at Løkke burde stilles til doms for landsforræderi for undergravning af demokratiet og Danmarks nationale suverænitet. Jeg skal ikke forholde mig til juraen; men det er da en fristende og rimelig ide.

I mellemtiden havde mine kæreste passagerer overvundet betænkningstiden. De var pr. refleks mistroiske, når Løkke lagde planer med EU-eliten. Det gjorde det absolut heller ikke bedre, at han & Tulle, havde begået højforræderi overfor pensionisternes boligydelse. Mange af de ældre stemmer på DF, og nogle er endda medlem.

Det er imidlertid et faktum, at de er mere konsekvente EU-modstandere end DF. Det skabte da i hvert fald en hel del forløsning i bussen, da Elma en dag udbrød:

– Jeg føler, vi bliver holdt hen med snak. Vores stemme bliver ikke respekteret, så måske det er på tide med en ny afstemning om vores medlemskab af EU. Det er lettere at bestemme, hvad vi vil, når ikke de tunge drenge overhører os.

Reno