Den aftale, der blev indgået på COP21 i Paris løndag den 12. december 2015 kaldes ‘historisk’ og forventes modtaget med jubel overalt. Men der er ikke så meget at juble over.

Indholdet i klimaaftalen er ganske langt fra at hænge sammen. Det som de enkelte lande har forpligtiget sig til vil på ingen måde være tilstrækkeligt til at nå aftalens målsætning om at sætte en stopper for den globale opvarmning.

Før COP21 i Paris havde de enkelte lande indsendt en liste med deres egne frivillige nedskæringer i CO2 udledningen, og disse frivillige bidrag er en del af den indgåede aftaletekst som samtidig stiller en målsætning om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader C.

Men dels er summen af disse frivillige bidrag slet ikke i nærheden af det som videnskaben siger er nødvendigt, så selv om alle frivillige mål bliver nået er katastrofen altså indtruffet. Og dels træder aftalen først i kraft om fem år, altså ingen reduktioner før 2020, og på det tidspunkt vil det allerede være for sent hvis afbrændingen af fossile brændsler fortsætter som nu.

Ifølge videnskaben kræver en 1,5 graders målsætning, at verden straks holder op med at lede efter nye fossile brændstoffer, og også efter mere fra de kilder, som allerede er kendt, olie, kul, naturgas og skifergas mm. De skal stort set blive, hvor de er, altså i jorden og under havet og ikke graves  eller pumpes op og brændes af.

Norge og Danmark osv. skal lukke deres boreplatforme med det samme. Grønland skal forbyde undersøgelser efter nye oliefelter. Men disse nødvendige tiltag er slet ikke nævnt konkret i aftalen.

I stedet kender vi vores politikere og olieimperialister godt nok til at vide, at deres visioner handler om at pumpe og pumpe fra Amazones til ishavet, og om hvordan man skal bruge alle de beskidte penge. Og her er selv dele af den danske venstrefløj helt med fremme og ønsker sig del i skatten.

Overgangen til vedvarende energi kræver en kæmpeinvestering på en billion dollars om året, indtil transformationen er gennemført. Meget af denne omstilling hænger sammen med udvikling af industrien i fattige lande. Men klimaaftalen har kun givet tilsagn om 15 procent af det nødvendige beløb, og disse løfter om penge er tvivlsomme, om de bliver til noget.

Kraftværker er langsigtet investering og den mængde megawatt timer, der er på tegnebrættet i dag, kan være under konstruktion i fire-fem år før produktionen er i drift i 2020. De fleste kraftværker står i 20 til 30 år. før de bliver erstattet af nye.

Samtidig er en hurtig modernisering i de fattige landes energiforsyning vigtig, så deres økonomier kan modstå de klimaudfordringer, der allerede er der, sådan at skovhugst og ørkendannelse kan stoppes.

Derfor er tilsagn om investeringer og adgang til teknologi vigtigt, og det er de rige lande der skal hoste op med pengene. Beløbet for at redde verden er ikke penge, der aldrig vil kunne findes. Hvert år bruges langt over det dobbelte på militær, og det skønnes at diverse regeringer til sammen fandt 14 billioner dollars, da bankerne blev reddet. Set i den sammenhæng er omstillingen en fornuftig fremadrettet investering. Og en investering der jo kommer før eller siden, når olien slipper op…

Ingen er vel rigtig overraskede over at en aftale indgået mellem lande, der på den ene eller anden måde har gjort sig afhængige af fossile brændsler, er så fyldt med varm luft i stedet for handling. Ved bordet sidder de store økonomiske interesser og magthavere af i går.

Fremtidens verden tegnes af græsrødderne, og vi må føre den på samme måde som nordjyderne tog kampen mod skiffergas-spekulanterne, og som folk verden over har rejst sig imod forurening af vores alle sammen Jord. Der er ikke andre veje.

-fsk

(opdateret 13.12 -red.)