Af Reno
Hvis produktionen af ørevoks var et udtryk for træthedsfornemmelser af gentagne udtalelser, så ville ikke bare mine øregange være fyldte; men voksen ville dække hele min krop. Her ville vatpinde strække lige så langt som et dørslag på Titanic. Jeg er nemlig i mit omkring 45-årige arbejdsliv blevet tudet ørene fulde af politikernes serenade:
– Det skal kunne betale sig at arbejde!
Umiddelbart efter har de skåret i dagpengesatsen og/eller i kontanthjælpen. Operetten indeholder samtidig elegien:
– De unge og arbejdsløse gider slet ikke arbejde!
Min kone Lillian er imidlertid klogere end ’rød’ og blå blok tilsammen. Hun orienterer mig ofte om betingelser for de unge, som opholder sig på det bosted, hvor hun arbejder som ungdomspædagog. Således er jeg blevet rigere på de unges vilkår og forhold, end jeg er blevet af alle skrevne og elektroniske medier fra den etablerede verden.
I fredags berettede Lillian således om Ahmed, som er af afghansk oprindelse, men har opholdt sig i Danmark siden i de sidste 20 år – fra barns ben af. Ahmed er berettiget til uddannelseshjælp (6.992 kr./måned); som efter skattetræk svarer til 5.500 kr. om måneden. For et par år siden fik Ahmed job hos et telefonselskab som abonnementssælger på gadeplan. Hans provisionsløn gav ikke anledning til skattemæssige problemer: Indtjeningen var latterlig lille; men Ahmed bevarede sit job, fordi handelsmanden ligger ham i blodet – og drømmene var store for den unge virkelighedsforflygtigende knægt.
Nu har Ahmed fået en belønning i form af en forfremmelse:
– Ahmed er blevet ansat som telefonsælger til 110 kr. i timen, erklærede min kone stolt fredag aften over middagen: Kylling på dåse (ovnstegt kylling på en dåsebajer – vel at mærke åbnet). Vi skålede på Ahmeds vegne, men kom hurtigt ned på jorden igen:
– Han får desværre ikke noget ud af det, idet han trækkes i sin uddannelseshjælp for hans løn – krone for krone. I stedet bliver han straffet, fordi han kun må benytte sit fradrag på uddannelseshjælpens side.
Lillian havde over flere omgange af SKAT fået bekræftet, at sådan er systemet. Ahmed må altså vente et år med at få udbetalt sit tilgodehavende. Indtil da må han leve for færre penge. Tak for kaffe! Ahmed er glad for at virke, så trods straffen fortsætter han ufortrødent – og suger på labben.
Imens forsøger Ahmed parallelt at leve op til en samlet ’rød’-blå ambition: De unge skal uddanne sig: Ahmed kæmper for at færdiggøre sin 9.klassesafgangseksamen til sommer. Det trækker søm ud, da han ikke er boglig minded. Det forhindrer ham også i at opnå så mange timer som telefonsælger at han kan leve af dem.
Forleden opsporede Anita, som bor samme sted, Lillian, fordi hun havde hørt, at Lillian kendte til problemstillingen:
– Jeg har været i praktik i en børnehave, som nu har tilbudt mig 1-2 dages ansættelse om ugen. Lillian briefede Anita om SKAT’s holdning. Det ansporede ikke Anita til at takke ja til deltidsstilling.
Så kræver det sin pædagog at overtale en ung håbefuld pige til at gå ned i indkomst, som straf for at tage arbejde – med eneste plaster på såret i form af at opnå erfaring på feltet
I mellemtiden har Lillian taget kontakt til Ahmeds arbejdsgiver for at få dem til at overtage hans fradrag. De har nu meddelt hende, at de allerede 2 gange havde forsøgt at få SKAT med til en sådan aftale – uden held. Tilbage står Anita og Ahmed som repræsentanter for en hel generation, der bliver uretfærdigt ramt af ’rød’ og blå bloks enighed om at gennemtrumfe EU’s fortsatte nyliberale politik.
Kommunistisk Politik 4, 2015