Deja vue

Mere i løn foa 2008Jeg var blevet pålagt en opgave en sen fredag aften med en afhentning i Kastrup lufthavn. Vognmandens ’lærlinge’ på kontoret havde for længst indprentet sig, hvordan sådan en vagt skulle sælges:

– Du bor jo lige i nærheden, så det er en smal sag for dig!

De kunne godt spare vandet på gåsen; men der var jo timer i det – og jeg sparede penge og tid på den kollektive transport, fordi jeg havde bussen med hjem.

Det handlede om 4 kørestolsbrugere med hver deres ledsager, som skulle til Holte, hvor bostedet lå.

Jeg havde selvfølgelig rengjort og rigget bussen til med de nødvendige antal bespændinger, så alle kørestolsbrugere kunne transporteres på sikker måde. Jeg indfandt mig i god tid i ankomsthallen – iført min reglementerede uniform (så rejseselskabet kunne spotte mig – hvis de undgik mit ’falkeblik’), hvor jeg igen kunne overvære modtagelse af mennesker fra alle dele af verdenen af venner eller beslægtede. Der hersker altid en speciel stemning her.

Det ville måske være naturligt at tro, at selskabet i samlet flok ville træde ud i ankomsthallen; men man skal være på vagt: Pludselig står 2 personer i samtale med en kørestolsbruger imellem sig. Jeg henvender mig og spørger til, hvorvidt de ’kan bruge mig’? Jeg bliver modtaget med godt humør. Den lange rejse fra Lanzarote med 4 handicappede havde trukket søm ud, så de var glade for, at der ikke blev tale om unødig forsinkelse.

Rejsedeltagerne var efterhånden blevet samlet med bagage, og vi begav os ud til bussen. Ledsagerne bestod af en yngre mand i starten af 20’erne og to kvinder omkring 35-40 år samt en lidt ældre kvinde i 50’erne. Det var sidstnævnte – Elsa, der havde bukserne på og førte ordet; men hun var rimelig forvirret og generede i praksis mere, end hun gavnede.

Bussen blev pakket og passagererne sikkert fastspændt, så kørslen kunne påbegyndes. Elsa havde placeret sig på sædet ved siden af chaufføren og var stadig lige snakkesalig:

– Det er skam hårdt at være af sted med 4 handicappede i en hel uge. Man er på 24 timer i døgnet!

Det generede hende tilsyneladende ikke, at de handicappede måtte lægge øre til, hvilken belastning de udsatte deres ledsagere for 🙁

Udtrykket ‘man er på’ mindede mig om mit arbejde på et dagcenter for nogle år siden. Det er et helt almindeligt udtryk indenfor brancher, hvor man arbejder med mennesker. Og det er hårdt!

Jeg returnerer ‘serven’ i et forsøg på at være forstående og imødekommende:

– Jeg har selv arbejdet på et dagcenter, og har prøvet det på min egen krop. Jeg synes i øvrigt heller ikke, at lønnen modsvarede indsatsen.

Det skulle jeg aldrig have sagt. Udsagnet fik hende op i det røde felt.

– Der er jo ikke penge til andet.

Det kan være kommunen mener det, men det er i den sidste ende en politisk beslutning, tænkte jeg. Jeg var faktisk rimelig desorienteret over hendes ’kovending’.

Jeg faldt fra, – ikke mindst fordi de 3 andre ledsagere glimrede ved deres fravær.

Det lykkedes at få glattet grundigt ud på den lidt anstrengte stemning, inden vi ‘landede’ på bostedet.

Da bussen var lettet for bagage, kørestolsbrugere og ledsagere, gik det op for mig, at hendes kommanderede tone overfor sine ‘kollegaer’ afdækkede, at hun var lederen af institutionen. Så tror pokker, at de ikke sagde et ord undervejs.

Jeg fik en væmmelig genopfriskning af mit arbejde på dagcentret, hvor man i rigtig stor udstrækning skulle vare sin tunge. Der hersker på mange af offentlige institutioner en anderledes kultur, end den gældende på industriens – eller for så vidt transportens arbejdspladser.

Da jeg ’landede’ på bopælen varmede jeg mig ved glæden over at have fundet en arbejdsplads med en anden kultur.

Reno

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.