Af Marie Herget Christensen

I går, den 10 august, for et år siden gik en kvinde på arbejde i København.
Hun var journalist og skulle lave en rapportage om en ubåd.
Hun kom aldrig hjem igen fordi den kvindemorder der havde ubåden torturerede hende, mishandlede hende seksuelt, myrdede hende, parterede hende og dumpede hendes lig i havet.
Hun hed Kim Wall og blev 30 år.

Det kvindemord kom under huden på mig. På grund af dens voldsomhed udstillede den hvor stort og gennemsyrende et problem vold og mord mod kvinder er i Danmark i dag.
En ting var bestialiteten og voldsomheden i mordet. Dagene i august, september og oktober hvor der hele tiden kom nye gruopvækkende detaljer frem om mordet. Kvindemorderen havde skpret hendes hoved. Kvindermorderen havde stukket hende 14 gange i underlivet. Kvindemorderen havde pornovideoer på sin computer med kvinder der blev myrdet. Kvinder som Kim.

En anden var den helt absurd misogyne måde de borgerlige medier og mange mænd på de sociale medier håndterede sagen. Efter det var kommet frem at kvindermorderen havde parteret Kim og dumpet hendes lig i havet, fik han spalteplads til uimodsagt at hævde at han havde “givet hende en begravelse til søs” og hobevis af ellers fornuftige mænd forsøgte at dæmpe kvinders retfærdige vrede med ytringer som “ingen ved jo hvad der er sket på den ubåd”, flere gange ugentligt plastrede ulødige borgerlige sprøjter hele byen til med spisesedler af kvindemorderens klamme ansigt.

Og da det så var helt og aldeles klart uden skyggen af tvivl at kvindemorderen havde myrdet hende, kom bølgerne af offerbebrejdelser. Vi kvinder bør virkelig blive bedre til ikke at blive myrdet af mænd. Og hende Kim var jo også sådan en eventyrlysten pige, det skal man virkelig passe på med.
En eller anden stodder fik endda lov til at sige i tv at kvinder ikke burde mødes alene med mænd de ikke kender.