Hjemvendende arbejdere (E. Munch)
“Vejen kan følges i sine siksaklinjer næsten helt op til værket, men den vandrende linje, der ved denne tid af dagen bugter sig ned af den, hvor bliver den af? De skulle da vel ikke være faldet ind undervejs? Gud forbyde det.
En og anden kvinde folder sine hænder i opdukkende græmmelse eller udstøder en bitter forbandelse, hist og her græder et barn af sult, så det høres langt ud.
Arbejderne har set solen gå i bjerge og røgen stige op fra hytterne; de har rømmet op og lagt værktøjet til side; nu står de i små klynger og venter på værkejeren. Der lige henne på enden af åsen ligger hovedgården, derfra skal han komme. Fandens også, at man ikke kan få sine surt erhvervede skillinger i ordentlig tid! Bare han ikke er rejst bort ligesom forleden lørdag. ”
Endelig kommer han, fulgt af sin store hund. Han har skindposen i hånden, så er der altså penge på markedet i dag! Om en god halv time kan man være hjemme med ugelønnen; det er ned ad bakke, og med otte kroner i lommen, bliver man let til bens.
[…]
Der klinger bjælder hen over åsen, og en lille slæde med en kraftig hest for kommer susende ad vejen fra hovedgården. En flot fyr i pels – værkejerens søn – springer ud.
„Vil du med ind til byen, far? Stort l’hombreparti på hotellet.“
„Har ikke råd i aften,“ svarer værkejeren.
Sønnen peger med støvlesnuden mod skindposen, men værkejeren ryster på hodet og ser rundt på sine arbejdere.
„Åh sludder, gamle, arbejderne venter til mandag! Der er mønt at tjene i aften: slagteren, du – allerede lidt anløben; og en ganske ny mand – grosserer. Du må sku have revanche på den slagter.“
Værkejeren står et øjeblik tvivlrådig. Så stikker han hånden i posen for at betale den første mand, men fanger i det samme den næsten truende ængstelighed, hvormed alle øjne hviler på ham. Og pludselig sætter han et barsk ansigt op og siger: „Vi venter med at gøre op til på mandag, folkens.“ Og han skræver ind til sønnen i slæden, der farer klingende op mod hovedgården igen.”
Sådan skriver Martin Andersen Nexø om lønningsdag på et bornholmsk stenbrud for 100 år siden.
Sådan en lønningsdag havde vi i går.
Der er kommet adskillige lag af fremmedgjorthed og nuller og ettaller i mellem os og værkejeren, men uroen og magtesløsheden er den samme. Og den fuldstændige mangel på forståelse for hvordan det føles ikke at få indkomsten til tiden når de sidste penge fra sidste måned for længst er brugt og der er mad til ungerne der skal købes, og regninger der er blevet udskudt.
I går var udbetalingerne for 100.000-vis af danskere forsinket på grund af en it-fejl. I over et halvt døgn sad arbejdsløse, syge, nedslidte og ansatte i det offentlige og ventede på om værkejeren ville komme. Oven i købet gik netbankerne ned på stribe så folk vidste ikke engang om de var købt eller solgt.
Udbetalingerne er styret af det private firma Nets. Selv om det er vores alle sammensat skattekroner vi har at gøre med, har vi altså ingen folkelig kontrol over sikkerheden i udbetalingen af vores penge. Vi står lige så magtesløse over for værkejerens søns luner som for 100 år siden. (Om end det nu er it-systemers luner).
Mange af os har fået udbetalt vores penge nu og vi kunne ånde lettet op og købe ind og gå på weekend.
Men der er stadig mange på kontanthjælp der først kan regne med der går penge ind på mandag. På Mandag! En hel lang weekend uden de penge folk er afhængige af. Og ovenikøbet for de allerfattigste og mest udsatte af os.
Og hvad med den dag hvor de ikke kan finde fejlen. Hvad med den dag pengene bare forsvinder eller bliver svindlet væk som det er sket i SKAT?
Vi er fanme nødt til at kræve it-systemer og udbetalingsinfrastruktur kommer tilbage på offentlige hænder. Og kræve en massiv grad af folkelig kontrol. Det er simpelthen for sårbart at vi er så afhængige at et privat firma når det kommer til vores kerneinfrastruktur.
Novellen “Lønningsdag” af Martin Andersen Nexø kan læses i hans novellesamling “Bornholmernoveller”
Dette er et indlæg på KPnetBlogs
Se også
Arbejderpartiet Kommunisternes hjemmeside
APK udgiver den daglige netavis KPnet