Der er gået et år siden #metoo fortællingerne bredte sig som en steppebrand over hele verden. Millioner af kvinder fandt deres stemme og fortalte om de voldtægter og krænkelser de havde været udsat for.
Der var en hel ufattelig styrke i at stå frem sammen, i at vide at man ikke var den eneste der stod frem med sin historie. Man var værnet af en søstersolidaritet der spændte over hele kloden. Og der skete noget med hvordan vi, medierne, mændene taler om voldtægt og overgreb efterfølgende. Verden fik øjnene op for hvor massiv en epidemi vold mod kvinder er. Nu er der et nyt hashtag.
Under #whyididntreport fortæller kvinder over hele verden om hvorfor de ikke anmeldte deres voldtægt til politiet. Historierne er forskellige og dog overraskende ens. Stort set samstemmende fortæller kvinderne at de ikke føler sig troet på. Digteren Kirsten Lund fanger det sådan her:
Because I had no way to prove it
In a way so you’d approve it
because I’d be accused
and suffer more abuse
and even if, would that remove it?
Læs hele digtet her:
Hashtagget breder sig med lige så stor styrke og hast som #metoo. Mandag var der en ny kvinde hver 10. sekund der skrev en #whyididntreport. Man kan læse de titusindvis af modige fortællinger på twitter:
https://twitter.com/search?q=%23WhyIDidntReport&src=typd
Det er stærk og grel og modig læsning. Og det afslører hvor systematisk magtapparatet svigter, ydmyger, bebrejder og straffer kvinder der er blevet voldtaget. Og hvor lidt de gør for at hjælpe dem. Alene antallet af historier hvor overleveren ikke har anmeldt fordi voldtægtsforbryderen var politimand, eller præst fortæller om hvor magtesløse kvinder står over for systemet.
En af de stærke ting ved den steppebrand af vrede kvindestemmer er at det endelig giver os en stemme til at tale om det massive overgreb det er fra systemets side hver gang en kvinde efter en voldtægt ikke bliver troet på og hjulpet.
Den følelse af magteløshed man står med som kvinde når man lige har været gennem helvede og man opdager at man ikke kan gøre noget som helst for at undgå at det sker igen. Fordi man har ingen beskyttelse og ingen retsikkerhed. Det er på grund af den følelse at #whyIdintReport er så vigtig. Det handler om at tage magten tilbage. Om at blive ved med at afsløre hvor meget hele systemet ringeagter og mistror kvinder. En afsløring der er så massiv fordi den bliver råbt af et verdensomspændende kor af kvinder.
Men – og der er et vigtigt men. Søster, du skal kun skrive din historie hvis det mægtiggører dig. Du skylder ingen at rippe op i dine traumer for anskueliggøre noget der burde være åbenlyst for enhver. Du skal ikke retfærdiggøre hvorfor du ikke anmeldte. Det er systemet der skal anklages ikke dig. Jeg ser dig. Jeg tror dig. Hvis du har brug for at finde din styrke og din stemme, så slut dig sammen med andre kvinder. Og hvis du har brug for hjælp, så kontakt for eksempel Joan-søstrene eller dit lokale center for voldtægtsofre.