Af Marie Herget
Tale ved opstartsmøde for solidaritetsnetværket for studerende og ansatte på KUA
Tusind tak fordi jeg måtte komme. Jeg er ansat som ph.d.-studerende og så er jeg tillidsrepræsentantssuppleant på NorS, og så er jeg lockouttruet.
Jeg vil gerne lige fortælle om hvad det er for nogle krav vi har til arbejdsgiver. Vi vil gerne have mere i løn, men det er faktisk ikke engang ret meget vi kræver. Vi beder faktisk kun om så meget så at løngabet mellem privat og offentligt ikke bliver endnu større end det er i forvejen.
Og så kræver vi, at der ikke bliver pillet ved vores betalte frokost. Det er vigtigt af flere grunde. Dels er det jo et krav om at vi hver i sær skal arbejde 2,5 time ekstra om ugen. Gratis.
Vi arbejder i forvejen for meget, og det vil altså også betyde en lønnedgang på 7% procent i forhold til timetallet. Men der er også en anden grund til det er vigtigt at arbejdsgiverne giver sig på kravet om ikke at fjerne den betalte frokost.
OG det er at de med deres trylleregnemaskiner vil regne de 2,5 time per mand om ugen om til hvor mange stillinger de har fået ekstra hvis de lægger alle timerne sammen for alle os ansatte. Og så vil de spare de penge væk. Det vil betyde færre ansatte. Det vil simpelthen betyde fyringer. Det er et angreb på os alle sammen.
Men jeg bliver også nødt til at sige at vores krav det er også alle de offentligt ansattes krav. Vi står last og brast med lærerne, der blevet kørt over i 2013. De skal have en ordentlig aftale om arbejdstid. Og vi står også last og brast med nogle af de offentligt ansatte der får alt for lidt i løn. Sosu’er og sygeplejersker for eksempel.
Og på grund af de krav er vi lockout-truede. Og det er jeg ærlig talt ret vred over. Jeg er ret vred over at politikerne og arbejdsgiverne – det er jo de samme – ikke vil give sig på de her yderst rimelige, faktisk næsten beskedne krav vi stiller som ansatte, men kaster os alle sammen ud i den her konflikt.
Vi kan kun vinde denne her kamp hvis vi står sammen og er solidariske. Derfor er vi i TR-gruppen for det videnskabelige personale på humaniora så glade for det her initiativ som I har taget. Det betyder så meget at mærke jeres solidaritet. Så kan vi sammen rette vreden det rigtige sted hen. Vreden mod det her angreb, der er et angreb mod vores allesammens universitet. Et angreb på de ansattes vilkår er også et angreb på de studerendes vilkår.
Der er mange spekulationer om regeringsindgreb osv. De kampe må vi tage hvis de kommer. Det kampen står om lige nu, det er at få arbejdsgiverne til at give sig og imødegå vores krav. Og I skal altså ikke undervurdere hvor meget pres fra jeres og alles side kan betyde. Fordi hvis der er nogen der ikke står last og brast, så er det politikere. Derfor handler det nu om at stå sammen og lægge pres på arbejdsgiverne for at opgive deres krav og gå med til vores.
Det er så vigtigt det I gør lige nu. Det er afgørende. Som studerende kan I gøre nogle helt andre ting end vi kan som ansatte, og det er vigtigt. Derfor vil jeg også bare sige at jeg glæder mig til at kæmpe sammen med jer.
Se også
Protesten bliver synlig – Studerende danner solidaritetsnetværk
KPnet 16. marts 2018