Af Lisbet Bonde
Men Folkebevægelsens overlevelse har der altid skullet kæmpes for – det skal der stadig.
EU-tilhængerne- industrien, toppen i partier og medier- ser hellere end gerne EU-modstandens stemme gjort tavs.
Folkebevægelsen er således blevet udråbt til at være død utallige gange. Det har hver gang været udtryk for magthavernes ønsketænkning og ideologiske pres.
Et ideologisk pres, der har øvet indflydelse på en række kræfter gennem tiden.
Sidst i denne klumme vil jeg omtale et par af de anslag, der har været mod Folkebevægelsen gennem dens 42-årige historie.
Også ved dette års valg til EU-parlamentet var kommentatorerne overbeviste om (eller lod hvert fald som), at vi ikke ville lykkes med at få et parlamentsmedlem valgt.
Det lykkedes med større tilslutning end vi længe har haft.
Så på Folkebevægelsens landsmøde den sidste weekend i oktober var der sejrstemning og glæde blandt de 200 fremmødte. Det var rigtig godt tænkt af Århuskomiteen som stod som vært, at åbne landsmødet ved at lade champagnepropperne springe så vi kunne skåle og ønske tillykke til hinanden.
Folkebevægelsen blev stiftet af og består fortsat af en række forskellige politiske kræfter sammen med en lang række enkeltpersoner.
Folkebevægelsens karakter af en organisation i høj grad bestående af aktive medlemmer – på tværs af forskellige partier, foreninger og et flertal udenfor partierne – er styrket gennem årene. Det uanset mange af aktivisterne naturligvis ofte er mest aktive, når der er en kampagne, en folkeafstemning og ved parlamentsvalg. Det er naturligt nok.
Ud af EU kravet står stærkere nu end de seneste mange år, både i den danske befolkning, blandt mange grupperinger i Danmark og i Folkebevægelsen selv. Hvor kravet kom helt i centrum i dette år i forbindelse med valgkampen, da Rine og Lave – de to spidskandidater – satte spot på det, og resten af bevægelsen hurtigt tog tråden op.
På landsmødet blev der talt om, at kravet igen er brand aktuelt og det blev bl.a. drøftet, hvornår en koncentreret kampagne med underskriftsindsamling osv. skal sættes i gang.
I et af mine indlæg i landsmødedebatten sagde jeg bl.a.:
-Vi står med en lang række alvorlige anslag endnu engang mod Danmark som selvstændig nation, mod arbejdernes og befolkningens interesser.
Vi skal kæmpe mod Handelsunionen, for et ja til at bevare den retslige undtagelse, for et nej til Bankunionen osv. – Men vi kan ikke tage hver enkelt kampagne isoleret og nøjes med at kæmpe mod dette anslag – der kommer nye hele tiden.
I vores aktiviteter og materiale må vi forbinde spørgsmålene med den eneste holdbare løsning : Ud af EU.
Mange andre talere gav udtryk for det samme.
Det var en gennemgående rød tråd i landsmødet , mens en anden tråd var: Nødvendigheden af at forstærke den løbende aktivitet langt mere, synligheden og modernisere vores fremtræden, vores brug af sociale medier osv.
Fra hele landet var der folk oppe med gode indlæg, med forslag og ideer til en stærkere Folkebevægelse.
Flere lagde vægt på, at en vigtig del af Folkebevægelsens fælles grundlag og dens identitet er det nationale aspekt, kampen for Danmarks selvstændighed.
I den overståede valgkamp var det Dansk Folkeparti, der fremstod som forsvarere af landet – med et stærkt forvrænget og falsk nationalt perspektiv, som adskiller sig afgørende fra Folkebevægelsen:
DF ønsker at bevare Danmark i EU, DF støtter det indre marked og alt hvad deraf følger!!
Og DF har et indsnævret, egoistisk nationalistisk perspektiv, hvor Folkebevægelsens er internationalt, bl.a. med parolen Nej til EU- Ja til verden.
Heller ikke Enhedslisten har den nationale kamp på programmet, Enhedslistens forslag i Folkebevægelsen har ikke taget hensyn til denne væsentlige del af grundlaget, deres forslag handler mest om den sociale kamp, social dumpning, fagforeningernes rettigheder. Yderst nødvendige kampe, som imidlertid ikke kan stå som det eneste i en folkefront.
Det er også tydeligt at Enhedslisten sætter sit præg med at få den parlamentariske side – arbejdet nede i Bruxelles – hovedprioriteret.
Og meget væsentligt er Enhedslistens ledelse og folketingsgruppe ikke støtter af, at Danmark skal ud af EU. De udtaler det hvert fald aldrig, men viger udenom når de spørges direkte af journalister.
Enhedslisten har besluttet at om 2 år skal de afgøre, hvorvidt de fortsætter som en del af Folkebevægelsen eller om de går alene som parti i tiden op til parlamentsvalget i 2019.
Alt dette afspejler, at Enhedslisten ikke til bunds forstår vigtigheden af og nødvendigheden af, at kampen mod EU fordrer der findes en folkefront.
Enhedslisten optræder sekterisk i forhold til folkefronten, fordi de ikke forstår folkefronten.
Et enkelt men klart eksempel på dette så vi valgnatten, da Rina Ronja Kari var blevet valgt ind i parlamentet og skulle gå til Christiansborg. Hun blev fulgt af en Johanne Schmidt Nielsen, som burde været trådt et skridt tilbage – her kom Rina som hele frontens, hele Folkebevægelsens kandidat – men gjorde det modsatte. Enhedslistens talskvinde lod det nærmest skinne igennem at dette var Enhedslistens sejr. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at stå i fokus og overtage scenen.
Jeg taler her ikke om mange af listens medlemmer, som arbejder ihærdigt og loyalt i Folkebevægelsen og bidrager til det brede frontarbejde. Folk som jeg er sikker på vil vedblive at være i Folkebevægelsen – også efter Enhedslistens formodede brud med bevægelsen.
Der blev valgt en god landsledelse og mange beslutninger blev truffet, som skal sikre Folkebevægelsen fremgang og styrke organisationen. Hvilket ikke er mindre vigtigt i lyset af, at Enhedslisten måske om 2 år forlader Folkebevægelsen. Og i lyset af at tiden frem til de 2 år er gået for en del af Enhedslisten ikke kan undgås at være præget af deres eget mål med selvstændig opstilling.
Viljen i bevægelsen for at øge aktiviteterne, styrke synligheden, modernisere organisationen er stor. Det er den klare konklusion af landsmødet.
Og så lige et par nedslag i Folkebevægelsens historie.
På det allerførste landsmøde efter folkeafstemningen i 72, var der politiske kræfter der ville have bevægelsen til at fortsætte, men uden aktivitet og uden de aktive komiteer, for nu var vi jo blevet medlem af EEC (EF).
Mange var imod dette, også jeg var på talerstolen, som medlem af Nørrebrokomiteen. Heldigvis endte det med beslutningen om at fortsætte som en aktiv bevægelse.
Sidenhen forlod SF Folkebevægelsen efter at have opgivet at dreje bevægelsen i en EU-skeptisk retning i stedet for konsekvent EU-modstand.
I 1992, da 3 af Folkebevægelsens 4 parlamentarikere efter NEJ’et ved unionsafstemningen den 2. juni, ville amputere bevægelsen til en EU-kritisk forening og ville droppe kravet om udtræden af EU, var det sammenholdet mellem de aktive på tværs af hele Folkebevægelsen, som sikrede, at Folkebevægelsen levede videre.
Junibevægelsen, som efterfølgende blev dannet på et sådant vagt grundlag, overlevede ikke.
Folkebevægelsen skriver selv om sin historie i den periode bl.a.:
På landsmødet i Sønderborg den 26.-27. september 1992 var der fortsat enormt store forskelle i synspunkter. De vigtigste vedrørte som allerede nævnt for det første spørgsmålet om, hvor meget Folkebevægelsen i forbindelse med videre arbejde for nej’et skulle profilere sig selv i forhold til de øvrige organisationer mod Unionen. For det andet havde man meget forskellige holdninger til følgerne af nej’et: skulle det opfattes som et definitivt veto til hele Maastricht-aftalen, eller skulle Danmark acceptere at de andre lande fortsatte unionsopbygningen, hvis Danmark fik en række undtagelser på vitale områder såsom politi, forsvar, udenrigspolitik og økonomisk-monetær union. Og for det tredje var der selve kernestridspunktet: spørgsmålet om hvorvidt man skulle fastholde og fremføre kravet om dansk udmeldelse af EF.
Kravet om udmeldelse af EU viser sig nu mere realistisk og levende end længe.
Og netop dette mål, som er det eneste rigtige for Danmark set fra befolkningens synspunkt, er samtidig lakmusprøven for den konsekvente modstand.