Af K. Staunstrup
Under dække af Corona en har regeringen åbnet for statskassen. Pengene så at sige fosser ud til det private erhvervsliv med diverse nødpakker. Der er ingen grænser for hvor mange penge der kan gives væk til livgivende behandling til profitøkonomien lige nu.
Det liberale mantra “lad falde hvad ikke kan stå” og “markedet regulerer sig selv” bliver hurtigt glemt i krisetider. Og så er der tilsyneladende ikke grænser for hvad fællesskabet skal betale for. I øvrigt en økonomisk krise der allerede var på vej, corona eller ej, og allerede havde vist sig i vores nabolande ved stagnerende vækst.
Hvad vi har været vidende til indtil nu, er nogle myndigheder der totalt negligerer WHO’s primære anbefaling, der går på test test test, isolér de smittede, opsøg smittekæderne og bryd dem. Sæt på repeat. Det ville være muligt indenfor den eksisterende epidemilov at sætte dette i værk og tvangsteste folk om nødvendigt.
Det vil dog næppe være nødvendigt da de fleste beretninger går i retning af, at folk er blevet afvist i forhold til at blive testet selvom de opfylder kriterier for både symptomer og kontakt med smittede. Testene koster 4000 kr. stykket. For få milliarder kroner ville store dele af befolkningen kunne testes på baggrund af symptomer eller kontakthistorik, så der kunne ske en effektiv inddæmning af de smittede.
Hvad ser vi regeringen gøre?
De udnytter situationen til at indføre vidtgående lovgivning og ophævning af borgerrettigheder som ikke har set sin lige siden 2. verdenskrig. De er i gang med at tildele få ministre enevældig magt på deres områder. Velkommen til smagsprøve på enevælden anno 2020.
I stedet for nødpakker til sundhedspersonalet og sundhedsvæsenet bliver der fremlagt en kurve for befolkningen uden tal og fakta. Det kan i bund og grund være en kurve for hvad som helst. Den giver dog det indtryk at i worst case, så har sundhedsvæsenet kapacitet til at klare halvdelen af patienterne, og hvis bare vi holder 3 meters afstand fra hinanden så vil sundhedsvæsenet have kapacitet til at holde skansen.
Dette er dog så langt fra sandheden, at det må betegnes som bevidst manipulation af befolkningen. Ved worst case vil et par procent kunne behandles inden for nuværende kapacitet og med afbødningsstrategien vil sundhedsvæsenet forsat langt fra have kapacitet til at tage sig af alle dem der har behov for intensiv behandling. Det er ikke uden grund at Kina på 14 dage byggede et 2 cifret antal hospitaler til at tage sig af de 12.000 smittede med behov for intensiv hjælp. Men stadig ingen nødpakker til det udpinte danske sundhedsvæsen og dets personale i Danmark.
I Sydkorea har man fulgt WHO’s anbefalinger om et omfattende test- og smitteopsporingsregime. De har nu kontrol over smittespredningen og har få dødsfald som følge af coronaen. De har hverken lukket grænser eller halvdelen af samfundet ned.
Myndighederne har forladt inddæmningsstrategien og beder atter befolkningen om at tage ansvar med karantæne og at holde afstand. Der er dog forsat store dele af de private erhvervsliv der forsat er irgang, også store arbejdspladser, hvor disse regler ikke overholdes og folk dagligt udsættes for smitte.
Arbejdere råber højt om det og nogen nedlægger arbejdet, men ingen hjælpende hånd udstrækkes fra regeringens side for at hjælpe dem. Heller ikke sundhedsmyndighedernes anbefalinger kommer dem til hjælp for her beskrives risikogrupperne fortsat som 80+, og kan således ikke bruges som beskyttelse for arbejdere, selvom mange reelt er i risiko på grund af sygdomme som diabetes, forhøjet blodtryk mm, der er sygdomme der har social slagside og som vides at sætte en i risiko for at blive alvorlig syg af Corona.
Står det til myndighederne skal de forsat gå på arbejde og sætte liv og helbred på spil. At Profit står over liv, kan der vist ikke herske tvivl om.
På samme måde er arbejderne blevet røvrendt ved OK20, hvor de sidste overenskomster inden for byggeriet er blevet lukket med uacceptable forlig. Ingen markant løft af bunden, men derimod udsigt til et årelangt et ræs mod bunden.
Det skal de naturligvis ikke acceptere og at stemme nej til de foreliggende overenskomster er helt nødvendigt på trods af samfundskrisen.
Arbejdsgivere udviser ikke samfundssind. De misbruger derimod corona en til igen at rage til sig og kører klassekamp for fulde omdrejninger. Regeringen hjælper dem med vidtgående lovgivning der for eksempel kan sikre at folk ikke forsamler sig i protest det næste år.