Af Henning Paaske Jensen

Hvordan skal terrorattentaterne, tilsyneladende begået af en islamistisk fundamentalist med baggrund i det københavnske bandemiljø, bedømmes politisk?

Det kan kun bedømmes som forbryderiske handlinger, der  kun gavner den yderste reaktion, krigspolitikerne og fremmedhadet, og handlinger som udspringer af en reaktionær ideologi og politik, iklædt en religiøs fernis. Fremmedhadet vil i særlig grad blive opflammet i forhold til muslimer.

Det er en tid, der kalder på besindighed og eftertanke  om ikke at lade os splitte op på race eller tro,  men i fællesskab vende os imod terroren, imod krigene og imod den fremmedfjendtlige islamofobiske kampagne, som forsøges rullet ud i Europa.

Efter terrorattentaterne i Paris, som udåden i København er en kopi af,  forsøgte politikerne på enhver måde at hindre al eftertanke om, hvor vreden og hadet kommer fra, som kan udnyttes til at udløse sådanne uhyrlige handlinger.

Dengang opsummerede alle partiledere samme aften:  “Det var ufatteligt det kunne ske” . Men var det nu så ufatteligt?

Terrorhandlingen foregår i en ganske bestemt tid og sammenhæng, og alt for sjældent sætter medierne  sådanne attentater i sammenhæng med Vestens rolle i dens forsøg på at underlægge sig Mellemøstens lande.

I blind forargelse over den kriminelle terror, som kostede to mennesker livet, foruden gerningsmanden, forbigår man fuldstændigt, at Danmark  med Vesten er medansvarlig for at lande som  Irak, Libyen og nu Syrien er efterladt i kaos  med stridende islamistiske fraktioner  og med hundredetusinder af dræbte og millioner på flugt.

De overvejende muslimske befolkninger ser deres lande smadrede, udnyttet, trampet på og føler sig ydmyget på deres tro.

I forbindelse med den amerikansk anførte ’krig mod terror’, som skiftende danske regeringer villigt har sluttet op om,  understøttede det højreorienterede Jyllandsposten den ledsagende islamofobiske kampagne med hadefulde Muhammed tegninger, der fulgtes op af bl.a den svenske højreekstreme Lars Vilks karrikering af Muhammed som hund.

Hån og spot over for muslimer foregives at være udtryk for  frihed og demokrati og næsten en pligt i et angiveligt forsøg på at teste “ytringsfriheden” – men er ikke andet end beregnet provokation

Desværre er min artikel ”Nej til naivitet, terror og politistat” , der blev skrevet oven på terrorattentaterne i Paris, ganske aktuel også oven på terrormordene i København.