Møde om Ukraine arrangeret af Valby- og Sydvest mod krig

Af Gerd Berlev

I sovjettiden var Ukraine en blomstrende økonomi, nr. 10 på verdensranglisten for økonomisk udvikling. Med sammenbruddet fulgte en glidebane, hvor først BNP faldt drastisk, og udlandsgælden derefter voksede med rekordfart, Ukraine kom i gæld til op over halsen. I 1997 var gælden allerede på $9.7 mia.

Et par håndfulde oligarker har overtaget de statsejede virksomheder og er gået benhårdt, med lovlige og ulovlige metoder, efter profit på bekostning af vedligehold, produktionsudvikling og ikke mindst lønninger og arbejdsforhold. De er i dag de milliardærer, der styrer udviklingen i Ukraine  – også som politiske ledere. IMF kom allerede ind i billedet i 1992, og der blev hurtigt underskrevet en aftale om at fjerne kontrol med priser, om vekselkurser og udenlandsk økonomisk aktivitet og ikke mindst privatisering – en aftale der fremmede udviklingen af nyrige.

Udviklingen har resulteret i, at ikke bare er produktionsapparatet nedslidt, men de højteknologiske virksomheder er forsvundet og produktionen er blevet omlagt fra at bestå fortrinsvis af højteknologi til i dag hvor langt hovedparten er salg af uforarbejdede råstoffer. Markedet der tidligere var en integreret del at Sovjetunionens markeder blev ødelagt, og gasforsyningen derfra blev et tveægget sværd i hånden på de nye kapitalister i Rusland.

Kapitalen søgte med en naturlovs sikkerhed derhen hvor profitten var størst. Udenom beskatning ud af landet til fortrinsvis Cypern og derfra tilbage med tilskud som udenlandske investeringer.

Oligarkerne med deres milliarder havde stor interesse i en tilslutning til EU, mens de små, der kun var nået til millionerne stadig så mulighederne i et hjemmemarked og hældede til Rusland. Maidan blev først og fremmest iværksat af de rigeste oligarker. Hen ad vejen gik alle oligarker dog med i støtten til Maidan, og der blev kastet mange penge i finansieringen af fascisterne og også efter at få almindelige folk med på pladsen og mange gik i bevægelse, men meget få egentlige arbejdere deltog i oprøret dér.

Fra tre sider udfoldedes store kræfter for at ændre magtfordelingen i Ukraine – udefra: EU/NATO/USA & Rusland – folkelig modstand – interne magtkampe mellem oligarkerne. Jeg beskæftiger mig her fortrinsvis med de to første.

Noget om kræfterne i vesten

Oligarkerne var ikke alene om ønsket om en nyorientering i økonomi og produktion, også den internationale monopolkapital var interesseret. GMO-producenterne med Monsanto i spidsen havde i mange år arbejdet for at overtage den fede ukrainske muld til deres GMO-udvikling og implementering i Europa, det får de nu også mulighed for med EU-aftalen.

Den internationale oliekapital ser store muligheder for ukrainsk udvinding ved fracking, men begrænses af de nuværende regler og love i at få den ønskede  profit, desuden vil fracking medføre store miljø-problemer, særligt i øst, hvorfor også folkelig modstand skal tages med i regnestykket. EU ønsker at mindske afhængigheden af russisk olie og gas og arbejder for at få etableret nye forsyningslinier (hvilket også influerer på situationen i mellemøsten, men det er et andet kapitel).

Tysk kapital har i forvejen store investeringer i Ukrainsk industri, og de slikker sig om munden ved udsigt til at overtage de nedslidte industrier for ingen penge.

Neocons

En central del af Bush-doktrinen fra 2000 var at hindre en økonomisk-politisk region mellem EU-Rusland-Kina. Obamas og tidligere Clintons udenrigsrådgiver Brzezinski blandede sig i præsidentvalgene i  Ukraine med midler fra bla. NED (National Endowment for Democracy).

USA’s statssekretær Victoria Nuland – gift med den neokonservative Robert Kagan, grundlæggeren af PNAC, en vigtig drivkraft bag Irak-krigen – udtrykte at den overordnede interesse for den internationale kapital først og fremmest er geopolitiske og finanspolitiske strategiske interesser, da hun sagde ”Fuck EU”. Det var også hende der sagde at der var investeret 5 mia$ i Ukraine i opbygning af demokrati osv.

EU & IMF

IMF og en række europæiske banker har lånt mange penge til Ukraine, og IMF har stillet vilde krav til neoliberalisering af økonomien, med stigende gaspriser og nedskæringer over hele linien, sidst i forbindelse med lånet de annoncerede i marts. Hvilket EU med associerings- og frihandelsaftalen støtter helt og holdent.
Nedskæringerne har naturligt nok skabte stor utilfredshed.

EU’s interesse i Ukraine er først og fremmest markeder. Når produktionen flytter til Europa bliver ukrainerne arbejdsløse, og man kan derfor sige, at europæisk arbejdsløshed eksporteres til Ukraine. Dertil kommer uafhængigheden af russisk gas.

Sydlig linieføring

BP har således i januar 2013 underskrevet en aftale om en gasledning fra Adserbadsjan udenom Ukraine og i marts nedfrøs EU forhandlingerne med Gazprom om nye forsyningsledninger.

EU-aftalen, der ratificeredes 16. september vil få en afgørende indflydelse på Ukraines økonomi og produktion, bl.a. nedlukning af miner og stålindustri, umulige konkurrencevilkår for industri og landbrug samt stigende energipriser.

En stor del af frihandelsaftalen træder dog først i kraft december 2015. Det kan nok tages som en indrømmelse til den kraftige modstand mod aftalen fra de mellemrige. En ekstra godbid for at få den til at glide ned er, at de europæiske toldtariffer sænkes straks, men Ukraine kan beholde sine toldtariffer overfor EU indtil dec. 2015. Den brede befolkning kommer selvfølgelig til at betale.

NATO

NATO har sammen med den samlede verdenspresse konsekvent råbt op om krig mod Rusland og styrket sine positioner med vedtagelserne på topmødet og omfattende dansk deltagelse, en permanent udrykningsstyrke, opstilling af missilforsvar i Polen og –  mindre bemærket i offentligheden –  en hjælpepakke til det ukrainske militær, så de oprørske republikker kan blive nedkæmpet.
Der kan siges MEGET mere, men meget af det er blevet sagt og skrevet andre steder, derfor springer jeg det over her.

Rusland

Rusland har udover flådebasen i Sevastopol og adgangen til Sortehavet først og fremmest interesser i at bevare sit monopol på gasforsyning og forsyningerne til Europa. Da Rusland gik imod intervention i Syrien handlede det også om en russisk gasledning gennem Syrien. Men i det hele taget er det en kamp for at bevare en markedsandel, både i Europa og i de tidligere sovjetområder, derfor også forsøget på at oprette den Eurasiske Union.

Rusland har absolut ingen interesse i uroligheder ved sine grænser og slet ikke i en social revolte, men Putin vinder stor indenrigspolitisk opbakning bag sine tilsyneladende resolutte handlinger. Hvilket han har brug for, idet sanktionerne i høj grad sigter på at splitte det russiske borgerskab.

Også internt i Rusland lurer utilfredsheden. Hvilket bl.a indbefatter at decideret nazistiske grupper kæmper for et arisk område, som også omfatter østukraine.

At Rusland støttede en våbenhvile er også udtryk for, at de ønsker at forhindre fremgangen for progressive kræfter i Ukraine.

Situationen for oprørerne og for folkets kamp

Man skal dog heller ikke have for store illusioner om oprørerne i Østukraine. Det er først og fremmest en national bevægelse, med en masse forskellige personer involveret, herunder det progressive Borotba (Kamp), der slet ikke er pro-russisk og fabriksarbejdere.

Men bevægelsen har også et stort islæt af russisk nationalisme. Folkeguvenøren af Folkerepublikken Donetsk, Pavel Gubarev, var tidligere medlem af den neonazistiske russiske bevægelse ”Russisk National Enhed”, og selvom han ikke længere er medlem og siger, at han har bevæget sig væk fra nazismen, kalder han stadig sig selv for russisk nationalist. Han siger, at det er en ”åndelig nationalisme”.

Så det er absolut en meget blandet størrelse, der kæmper i Donbass området. Samtidig rammer de IMF-EU dikterede nedskæringer voldsomt og vil inddrage hele Ukraines arbejdende befolkning i en modstand også med de fascistiske kræfter, der er sat i gang fra USA og Kiev.

Det ukrainske folk er i kløerne på mange gribbe, og de kan ikke vente hjælp fra nogen af disse sider. De progressive må samle kampen om et fælles mål for et uafhængigt Ukraine, i nådesløs kamp mod fascister. En kamp med målet at oligarkerne fratages deres uretmæssigt tilegnede rigdomme og produktionen indrettes efter befolkningens behov.

Oprøret må ikke blive til en kamp for tilknytning til Rusland. Det er en benhård klassekamp mellem rige og fattige ukrainere, mellem den ukrainske befolkning og gribbene, der mætter sig på deres blod, både konkret ved fascistiske overgreb med krigens ødelæggelser og ved den planmæssige udsugning gennem neokolonialistiske reformer.

Se mere om arrangementet her