Kan man samarbejde om skat og social sikkerhed mellem lande på en rimelig og gennemskuelige måde når der arbejdes og uddannes og bosættes på tværs af grænser og forskelle i nationale systemer?
Ja, er det enkle svar. Selvom det ikke er nemt og for enkeltpersoner kan virke uretfærdigt. Det er værd at bemærke at der har eksisteret systemer mellem f.eks. de nordiske lande der har virket nogenlunde. De skal naturligvis hele tiden justeres så der kan gribes ind når der uværgeligt opstår uhensigtsmæssigheder og ubalancer.
Danmark er f.eks. ikke interesseret i at uddanne et uforholdsmæssigt stort antal af nordens sygeplejersker, især ikke hvis det betyder at danske studerende presses ud, og er medvirkende til en senere mangel i Danmark på nyuddannede til hospitalsvæsenet. Det er nu et tænkt eksempel, og der er mange mere eller mindre fantasifulde bekymringer der ikke rigtig holder vand på den lange bane. Hvis de lande der samarbejder ellers har nogen lunde ens niveau.
Men til sagen: Med hensyn til det land der ikke kan beskæftige sine borgere, så er det jo en oplagt mulighed at eksporterer problemet. Så lad mig til at begynde med slå fast at Naturligvis skal arbejdere fra andre lande lønnes efter den gældende overenskomst indenfor det område man beskæftiger sig, lige løn for lige arbejde. Der skal også gælde nøjagtig de samme arbejdsbetingelser ferie, arbejdstid, kursuskrav mv.. Som de øvrige kollegaer inden for samme område.
Skulle en ung der mangler praktikplads i Danmark – og dem er der mange af – finde en plads i Tyskland så er det løn på tyske forhold. Skulle en dansk ufaglært nedbrydningsarbejde finde arbejde i Polen, skal vedkommende ikke forvente at få sin danske løn, for et stykke arbejde udført i Polen osv.. Skulle en dansk syerske finde på at tage arbejde i Bangladesh ville det være til 230 kr. om måneden og en 48 timers arbejdsuge. Med indbygget risiko for at bygningen man arbejder i, kollapser under morgenskiftet.
Så når udenlandske arbejdere kommer her til landet er det underforstået på danske vilkår. Det samme for udenlandske virksomheder der slår sig ned med filialer, de skal overholde dansk lov og indordne sig under arbejdsmarkedets parter!
(Så skøjter jeg lige henover de mange små sideordninger for arbejdere på skibe, eller arbejde på boreplatforme, svinebaroner der hæver mio. til etablering i østlande osv..)
Arbejder man som immigrantarbejder, og kommer med mand og børn til landet og bosætter sig permanent, eller mens man har fast flerårigt arbejde, er sagen jo som regel helt uproblematisk. Der hvor tingene kompliceres er når arbejderen bor på et hotel eller et lille lejet værelse og arbejder i fire – fem måneder, mens familien bliver hjemme. Den skat der betales er så et mellemværende mellem de to lande involveret.
Et argument lyder at det land som immigrantarbejderen kommer fra burde være så rigeligt lykkelig for at slippe for en (sikkert besværlig) arbejdsløs, der oven i købet sender penge hjem i god fremmed valuta, at de ikke har krav på noget. Det er sådan man fra dansk side som udgangspunkt helst vil slippe af krogen.
Et andet argument siger modsat at det land der både modtager arbejdskraften og skattebidraget og det som regel ikke har nogen udgifter forbundet med denne arbejdskraft, burde kompensere ”giverlandet” relativt med et bidrag som modsvarer det vedkommende har ydet. Da giverlandet jo kan siges at være berøvet, og årsagerne til arbejdsløshed jo sjældent er entydigt nationale.
I lande som er nogen lunde ens, og hvor der er en flittig og gensidig vandring mellem landene, er det et regnestykke der gerne går nogenlunde lige op hen over en årrækkeårene.
Men i forbindelse med lande hvor der er store forskelle vil der ophobe sig en regning til efterbetaling.
Så er der det tredje argument som fremføres af EU der har overtaget behandlingen af de retslige mellemværender mellem medlemslandene. Det EU siger er, at hvis man arbejder i et land, så skal man i den periode have de fulde og tilsvarende rettigheder som alle andre i det land, og vel og mærke rettigheder der omfatter familien selvom den ikke er flyttet med.
Den ene baggrund for dette er at det med at betale skat og til gengæld have ret til fri skole og hospital og dagpenge mv. bliver bekæmpet med alle mulige midler som EU råder over. Det vil i første omgang sige EU-domstolen der har ret til at omfortolke forordninger så det i sidste instans bliver umuligt at opretholde nationale systemer, og folk må ty til paneuropæiske forsikringsordninger, som det eneste ”lovlige”.
Den anden baggrund er at EU’s metoder skal fremme ordninger der gør det nemt for virksomheder at finde arbejdere og nemt for borgerne at rejse i hele EU, fordi det med at rejse vil knytte landene og folkene sammen (eller rettere fordi det giver borgerskabet bedre kort på hånden i kampen om mest muligt profit). Altså ned med barriererne af hensyn til udvikling af stadig tættere union. Eller kort sagt: Nationalstaten er elimineret og EU har overtaget. Med målsætningen om harmonisering til den laveste fællesnævner.
I praksis lever vi alle i og er en del af et samfund, og rammerne er stadig defineret ved den primære økonomiske forbundenhed. Nationerne er derfor ikke døde og erstattet, hverken af EU eller af ”globaliseringen”.
De overførselsordninger som arbejdere i de enkelte lande har tilkæmpet sig, er udviklet og er blevet tæt forbundet med hele samfundsøkonomien. Derfor kan man ikke blindt antage at diverse økonomiske overførsler er en ret der kan føres ud af landet, og ud af den nationale samfundsøkonomi. Med de økonomiske forskelle mellem EU-landene og den overvurdering og valutafejlkurs som danske kroner står til i forhold til omverdenen, så er det mere eller mindre en retning mod sammenbrud uanset hvilke “garantier” der kan opnåes for at bremse op for social dumping.
På den anden side er det kun rimeligt at der sker en kompensation mellem landene, ikke mindst til landene i Afrika og sydøstasien, da årsagerne til de uens økonomiske udviklinger også er forbundne med at de store og rige lande udnytter de relativt fattigere og svageste lande. Dels ved at suge kapitalen ud af landene så de har dårligere produktionsapparat og større arbejdsløshed, dels ved at de stjæler de fattige landes unge generationer.
EU er med til at skabe konflikt mellem medlemslandene ved at påtvinge EUs helt egen unionsdagsorden. Den danske regeringen skal have kamp til stregen for deres brandudsalg til EU’s bureaukrater og slet skjulte dagsorden for komplet afmontering af det danske velfærdssystem.
– fsk