Her en lille uge efter terrorattentatet ved Krudttønden og på det jødiske menigheds hus i Krystalgade er det oplagt at reflekterer over nysproget, den glidning i sproget, som det krigsførende land Danmark pådutter os i ly af terrorkrigene.
af fsk
Inflationen i betegnelsen ‘terror’ er knap et nybrud mere, de seneste snart 15 år har ordet fået en kæmpe renæssance i Danmark, alt bliver nærmeste kaldt terrorisme. Nu er politisk/ideologisk motiverede attentater ‘terror’, da Palme blev myrdet i 1986 af en højrerabiat blev det kaldt alt muligt andet.
Der er bemærkelsesværdige undtagelser for terrorbetegnelsen, hvis den skyldige part er et land der er medlem af Nato eller er tæt allieret, kaldes det at bombe og myrde eller snigmyrde folk “lovligt selvforsvar”. Ej heller kaldes det terror hvis et land understøtter mord på fagforeningsfolk og miljøaktivister og studenterbevægelser osv.. Så kaldes det opretholdelse af lov og orden.
Selvstændighedsbevægelser derimod kaldes konsekvent for terrorister. Det som højrerabiate voldsmænd foretager sig i nattelivet, når de banker venstrefløjsere og indvandrere, det kaldes heller ikke terror, men blot ”yderligtgående i kamp med hinanden”. Terror er kort sagt et ord som er blevet værdiladet, og hvor der må kæmpes for en klar objektiv definition.
Blandt andet bruges terrorbetegnelsen til at give en forestilling om at en handling kommer fra noget udenfor samfundet, udenfor pædagogisk rækkevidde, noget uforklarbart og for os fremmed. Og bliver forsøgt knyttet direkte sammen indvandrere i almindelighed og anderledes troende og islam i særdeleshed.
Men der var intet mærkeligt eller uforklarligt eller uforventeligt eller fremmed ved lørdagens attentat:
Husk de nazistiske bombemænd bag Søllerødgade 16. marts 1992. Og heller ikke det kom som en stor overraskelse når man kender lidt til historien i verden.
Fornuftige stemmer har advaret om at den racistisk inspirerede vold før eller siden vil resultere i mord, men myndighederne ”glemmer” at registrere tilfælde af overfald og brandstiftelser og kan knap mande sig op til at beskrive miljøet som farligt i deres årlige rapporter om ekstreme miljøer. Mangfoldighedsbevægelsen anser myndighederne derimod for at være udtryk for ekstremisme, der nøje skal overvåges.
Det er heller ikke nyt at kriminelle fra ghettoens fattigkvarterer, i fængslerne, i myndighedernes varetægt, bliver draget mod reaktionær ekstremisme. Det er tilbud som er der.
Ordvalget og ordenes definition, hadefuld og nedladende tale, kan i sig selv medvirke til dramatisere og sløre virkeligheden, og få folk til at glemme de økonomiske motiver bag terrorkrigene. Den galej som borgerskabets krigsmagere ønsker folk med på, mens de taler om sammenhold og frihedsrettigheder.
Det at forsøge at finde ind til en objektiv beskrivelse tager på ingen måde noget væk fra karakteren af gerningen sidste lørdag. Og at kalde det et terrorattentat er umiddelbart ganske rammende i sammenhængen. Men vi må kæmpe for at det ikke udløser en automatisk mia. til overvågning blot fordi nogen har sagt T-ordet.
Læs også Ytringsfrihed for nazister: Lars Vilks, Dan Park og Co.