Demonstration i 2008

Af Gustav Kelkeland

Det ser desværre ud til, at mange danskere (og folk i Vesten generelt) er blevet forblændet af koldkrigshysteriet til at kunne se klart, hvad det er, der er sket og sker i Ukraine.

Ukraine har længe ligget mellem den Euro-amerikanske imperialisme på den ene side, og den russiske på den anden. Den præsident, der vandt valget i 2010 var en mere eller mindre pro-russisk præsident.

Da han i november 2013 nægtede at indgå en aftale med EU startede en masse pro-vestlige og nationalistiske ukrainere, der for det meste kom fra det historisk nationalistiske Vestukraine en protest imod ham og hans regering, den såkaldte ”Euromaidan”. Denne protest blev aktivt støttet af EU og USA, både moralsk og økonomisk.

Mange af demonstranterne var sikkert ikke onde, de var snarere naive, og de troede, at de ved at rykke tættere på EU kunne mindske den korruption, der plagede landet (og stadig gør det).

Hvad massemedierne i Vesten prøver at se bort fra eller nedgøre betydningen af, er den store deltagelse af ukrainske nationalister i Euromaidan. Selvom det bliver påstået at det var et mindretal, så var det et ret højrøstet og dominerende mindretal.

Det var heller ikke bare relativt milde nationalister af DF typen. Det var radikale nationalister, der hyldede nazi-kollaboratøren Stepan Bandera, og gik rundt med hans bevægelses sort-røde flag og billeder af ham. Både Frihedspartiet (Svoboda) og Højre Sektor hylder Bandera, og deltog aktivt i Euromaidan. Ud over det var der også en del mere moderate nationalister, som mere eller mindre støttede op om de radikale nationalister.

Nogle af de ting, som demonstranterne råbte på Euromaidan var: ”Den, der ikke hopper, er en moskovit”, ”Moskovitter op på grene” (dvs. ”hæng dem”) og ”Moskovitter op på knive”.
Nationalisternes påståede kamp mod korruptionen skaffede dem også en del støttte, og som noget nyt kommer en del af Højre Sektor folkene fra Østukraine.

I februar 2014 lykkedes det for Euromaidan oprørerne at fordrive præsident Janukovitj og tvang parlamentet til at afsætte ham (forfatningsstridigt). En ny regering blev dannet med deltagelse af det fascistiske Frihedsparti (en vicepremierminister (har også ansvar for ”humanitære affærer) , forsvarsminister (til 25. marts), minister for landbrug og mad samt minister for økologi og naturressourcer). Janukovitjs loyale Berkut uropolitikorps blev opløst og fascisterne fik lov til at sprede deres terror ustraffet. Hvilket blandt andet gav sig udslag i angreb på venstreorienterede og angreb på Ukraines Kommunistiske Partis og Borotbas partikontorer.

At den nye magt ikke havde tænkt sig at kæmpe imod korruption blev vist ved, at posten som guvernør af Dnepropetrovsk oblast og guvernør af Donetsk oblast blev givet til oligarker, hvilket giver mindelser til feudalismen.

Russerne og de russisk sindede ukrainere i Østukraine blev skræmte af udviklingen og begyndte derfor at protestere mod Euromaidan kuppet. Deres frygt blev forstærket af det faktum, at et af de første ting, som de nye magthavere forsøgte, var at indføre ukrainsk som eneste tilladte officielle sprog i hele Ukraine, den midlertidige præsident nedlagde godt nok veto, men det var tydeligt at se hvilken situation, der havde dannet sig.

På Krimhalvøen, hvor befolkningen for det meste er egentlige russere og ikke bare russisksindede ukrainere, blev det hurtigt til en folkeafstemning om løsrivelse fra Ukraine og indlemmelse i Rusland. Dermed sikrede den russiske imperialisme sine flådebaser på Krimhalvøen og svækkede den fjendtlige omringning af landet.

I store dele af resten af Østukraine, fx i Donetsk og Lugansk oblasterne, begyndte der demonstrationer for en føderalisering af landet, dvs. stadig en del af Ukraine, men med mere selvstyre. I stedet for at diskutere med dem satte den nye regering ikke bare politiet, men også hæren og en nydannet Nationalgarde ind mod demonstranterne.

Nationalgarden har en stærk deltagelse af fascister fra Højre Sektor, fx Azov-bataljonen der sådan set er en Højre Sektor bataljon og bruger Wolfsangel runen, som blev brugt af et par SS-divisioner og stadig bruges af nynazister.

Der var selvfølgelig allerede på det tidspunkt egentlige separatister blandt demonstranterne i Østukraine, men føderaliseringsideen så ud til at være dominerende.

Men Euromaidan regeringens og nationalisternes (ustraffede) terror over for dem, hvilket bl.a. inkluderer massakren i Odessa d. 2. maj, drev mange folk i Østukraine over mod separatismen og den russiske imperialisme. Euromaidan regeringens behandling af demonstranterne i Østukraine var langt hårdere end den Euromaidan folkene blev udsat for af Janukovitjs regering, men i modsætning til Janukovitj blev og bliver den nye regerings metoder ikke fordømt af de vestlige medier.

I vestlige medier bliver folkeafstemningerne i Lugansk og Donetsk oblasterne kritiseret som værende fulde af fusk og trusler, og måske er det delvis sandt, men man kan heller ikke komme uden om, at der er en massiv opbakning til de to såkaldte ”folkerepublikker”, og at langt de fleste af oprørerne er folk, der er født og opvokset i Ukraine og ikke er fra Rusland.

På den anden side, så var det ukrainske præsidentvalg d. 25. maj bestemt ikke et ærligt valg.

Det blev nemlig lavet på grundlag af fascistiske trusler og forfølgelser af fx kandidater fra det kommunistiske parti. Valget endte med at oligarken Poroshenko blev valgt til præsident.

Man skal dog heller ikke have nogen illusioner om oprørerne i Østukraine. Selvom der er en masse forskellige personer involveret, inklusive det progressive Borotba (Kamp), der slet ikke er pro-russisk, er bevægelsen domineret af russisk nationalisme og kan ikke kaldes for en egentlig progressiv bevægelse.

Folkeguvernøren af Folkerepublikken Donetsk, Pavel Gubarev, var tidligere medlem af den neonazistiske russiske bevægelse ”Russisk National Enhed”, og selvom han ikke længere er medlem og siger, at han har bevæget sig væk fra nazismen, kalder han stadig sig selv for russisk nationalist men siger, at det er en ”åndelig nationalisme”.

Den tidligere premierminister (nu vicepremierminister) af Folkerepublikken Donetsk, Aleksander Borodai, er også nationalist. Igor Girkin, med tilnavnet ”Strelkov” (Skyderen), der er kommandant over Folkerepublikken Donetsks styrker og var forsvarsminister der fra 16. maj til 14. august, er også stærk nationalist, tilhænger af general Mihail Drozdovskij fra Den Hvide Hær og støttet af den russiske fascist Alexander Dugin.

Både Borodai og Strelkov har arbejdet for den russiske oligark Konstantin Malofeev, der angiveligt har støttet og måske stadig støtter separatisterne.

Andre kendetegn, der peger på russisk nationalisme, er det faktum, at føderationen mellem de to folkerepublikker og sådan set hele Østukraine kaldes for ”Novorossija” af separatisterne, dvs. ”Nyrusland”, et navn for Østukraine fra zartiden. Novorossijas flag minder om et flag brugt i en periode i 1800-tallet af Zarrusland, og som bruges af russiske monarkister. På flere facebook sider for Novorossija og de to folkerepublikker ser man også ofte billeder af Nikolaj II.

Den førnævnte Igor Girkin har også udtalt, at de først og fremmest kæmper for den kristne tro, dvs. den russisk ortodokse tro, samt for den ”storslåede russiske kultur” og det ”storslåede russiske sprog”. Han nævner dog også kampen mod almægtige oligarker og korrupte embedsmænd og for en stat med en social retfærdighed, der ikke kun er i ord. De vil også have at den russisk-ortodokse kirke skal stå for al religiøst og åndelig undervisning i Novorossija, de tillader dog religionsfrihed.

Mange af oprørerne i Østukraine støtter også op om en eventuel russisk intervention.

Et andet problem med de to republikker er, at der sikkert er en masse ukrainere, der måske ikke er særligt glade for den nye regering men som ser kampen for Ukraines integritet som vigtigere end kampen mod den nye regering.

Bandera regeringens krig mod oprørerne i Østukraine er blevet ført og føres stadig med stor grusomhed. Hospitaler og skoler bliver bombet, mange civile bliver dræbt, mange folk er allerede flygtet, langt de fleste til Rusland, og de, der er tilbage, lever under mangel på basale fornødenheder.

Samtidig med det fører Kiev også en krig mod den politiske opposition, alt imens befolkningen bliver udsat for økonomiske stramninger påkrævet af IMF (som der jo helst ikke skal være nogen modstand imod).

Nogen eksempler på den nye regerings udemokratiske politik er opløsningen af den kommunistiske fraktion i parlamentet (medlemmerne er der dog stadigvæk) og der har været stærke røster for et forbud mod kommunistpartiet generelt (ved ikke om det er blevet forbudt eller ej).

Et andet endnu mere radikalt eksempel er loven om sanktioner fra 14. august.
Denne lov gør det muligt at indføre sanktioner mod både ukrainske og udenlandske enkeltpersoner, organisationer, etc. Sanktionerne består bl.a. i forbud mod at udtrykke sig, endda på internettet.

Beslutninger om sanktioner bliver vedtaget af Rådet for National Sikkerhed og Forsvarsrådet, og mange af sanktionsbeslutningerne skal blot underskrives af præsidenten, dvs. ingen vedtagelse i parlamentet nødvendig og heller ingen beslutning fra domstolene i mange tilfælde.

Denne lov er meget mere udemokratisk end den kortvarige lov som blev vedtaget i januar.

Hvis man ser på hvordan der bliver stemt i Verhovna Rada (parlamentet), så kan man se, at alle lovforslag, der enten kommer fra regeringen, eller bliver støttet af regeringen, bliver stort set stemt uden ”nej stemmer”. De, der er imod, plejer at undlade at stemme.

Novorossija vil nok snart være nedkæmpet, men forhåbentligt vil det ikke betyde enden på kampen mod den nye regering, der for hver dag bliver mere og mere fascistisk.

Forhåbentligt vil Novorossijas nederlag få oprørerne til at opgive den russiske nationalisme og forhåbninger om at ”moder Rusland vil redde os”, og i stedet for være med til at opbygge en anti-fascistisk bevægelse i hele Ukraine, og med nedskæringerne vil man nok kunne få en del med, selv i Vestukraine.

Allerede nu har man set flere protester i Ukraine mod hvervninger til hæren til kamp i Østukraine. Forhåbentligt vil kampen i Østukraine blive udstrakt til hele Ukraine, og hele Ukraine vil blive gjort usikkert for Banderas tilhængere, med angreb på Frihedspartiets og Højre Sektors kontorer, samt en høj risiko forbundet med at bevæge sig ud på gaden med åben støtte til fascismen.

Den nye regering og dens fascistiske stormtropper skal ikke tilgives men nådesløst bekæmpes.
Det ukrainske folk må også undlade at lade sig rive med af territoriale stridigheder over Krimhalvøen, som fascisterne uden tvivl vil gøre brug af.

En til skræmmende ting er hvordan mange folk i fx Danmark ser ud til at have en mening, at hvis man er imod USA, EU, NATO og Euromaidanregeringen (eller måske endda bare ikke er med), så er man for Putin og hans Rusland. Det skulle heller ikke overraske mig, hvis der foregår det samme i Rusland (bare med ”omvendt fortegn”).

Denne nye koldkrigsretorik forhindrer folk i at se klart, fx Ukraines nye regerings fascistiske natur, og får dem i stedet til at frygte en overhængende russisk invasion, som må stoppes for enhver pris.