Af Billie Koppel
Det er hårdt at følge denne valgkamp. Jeg havde brug for luft, og har lavet et lille skriv.
Jeg hører Politikerene kappedes om, hvem der vil hjælpe færrest flygtninge. Medmenneskelighed og empati, hører jeg derimod ikke meget om, og det står åbentbart ikke højt på listen i denne valgkamp.
Og gys, hvilken kamp. En kamp om at være mest kynisk og menneskefjendsk. En kamp om at vinde stemmer med laveste fællesnævner. De taler til angsten, småligheden, grådigheden, kynismen og hadet. Det gør ondt at være vidne til!
Hvor er det kærlige og gavmilde folk, som jeg kender, elsker og er stolt af?
Vi skal skære på ulandsbistanden, lukke døren, rulle gardinerne ned, tage skyklapper på og lade som om, vi Ikke er en del af en større verden, og de større globale problemer. Vi skal smide mennesker ud, afvise dem, og fornægte deres rettigheder.
Respekt for liv er ikke det vi skal tale om. At der er nok på kloden til os alle, hvis nogle få var mindre grådige, skal vi heller ikke tale om.
Skal vi bidrage til at løse problemerne, og den globale krise, skabt af de få der i forvejen ejer det meste, skal de fattige og ofrene selv betale for det. Angsten breder sig ud blandt mennesker, som ikke har råd til at dele ud af børnechecken, bistanden eller pensionen. Kampen mod fattigdom er pludselig en krig mod de fattige.
Der skal ikke snakkes om de store multinationale selskabers skattely. Nej!, så hellere rette vreden mod flygtninge på flugt fra krig og fattigdom, og bistandsklienter, enlige mødre, arbejdsløse og børn.
De er nemlig de grådige, får vi nu at vide? Måske er det bare mig – en naiv sangerinde, som der heller ikke er plads til i konkurrencestaten, der ikke forstår logikken i denne valgkamp?
Vi bliver mødt af en enorm informationsstrøm, med frygtindgydende overskrifter, om at alle de andre er farlige, onde og mulige terrorister. En informationstrøm, ikke nødvendigvis viden, som pådutter os en hurtig sandhed, vi nemt og gratis kan tilslutte os, i vores nu store forvirring.
Vi kan få lov til at blive en del af et lille nationalt-egocentrisk fælleskab. For vi er i det mindste de gode. Alle de andre med en fremmed kultur er fjender, som ikke fortjener vores barmhjertighed eller respekt.
At Mennesker med alle de samme følelser og behov, som os selv, – små børn, mødre og fædre, lider frygtelig nød, mens vi kan hygge os til X-faktor, bekymrer os pludselig ikke så meget. Vi kan læne os roligt tilbage, mens vi som et andet herrefolk, sender militæret afsted med bombefly, udover en verden af alle de uønskede folk.
I medierne argumenteres der lidt hyggeligt, med kringlede intellektuelle ord-battles, på en bekvem følelse af, at vores rigdom er en selvfølgelighed. Noget som vi automatisk er blevet begunstiget. Simpelthen fordi vi har fortjent det?
Men hvorfor spørger vi ikke om, hvordan det kan være, at det ikke er os der mangler alt hvad der skal til, for at leve et anstændigt liv? Det faktum at vores lille plet på kloden, ikke indeholder større rigdomme end jorden i den fattige del af verden, måske snarere tværtimod – tænker vi heller ikke så meget over.
Så hvorfor og hvordan er vi blevet så rige? Og hvorfor er andre så fattige, at de må flygte ud på havet, stuvet sammen i bunker på usikre både, hvor de dør af sult, tørst og drukner, mens ingen vil vide af dem?
Vores politikere snakker om at bruge en masse penge på at holde dem væk. Flygtningene, de fattige, de fremmede. De må ikke komme her, og tage hvad der er vores. Der skal sendes millitær og helikoptere ud for at holde vagt, og sikre os imod dem.
De skal stoppes i deres forsøg på flugt, og bådene de flygter i, skal destrueres. Vi vil ikke bruge penge på at redde deres liv. Så hellere lade dem drukne for øjnene af os. Tilmed kan man høre politikere sige, at “hvis man vælger at tage ud på en farefuld færd i en båd, så er man vel også selv ude om det”!
Alt i mens smider vi bomber, fører krig, og tillader multinationale firmaer at plyndre klodens ressourcer og rigdomme. Og de samme politikere vil uden at blinke, bruge godt 30 miliarder på nye kampfly, samt godt 100 miliarder på vedligeholdelse af dem.
Puha, det gør ondt at vi er kommet så langt væk fra hinanden. At virkeligheden og realiteterne rundt om os i den store verden, er blevet os så fjern. Vi sælger vores kærlighed og omsorg, for at leve på en løgn af falsk tryghed.
Uden at opdage det, bevæger vi os rundt i en selviscenesat illusion, og tillader en kynisk distance, at blive en helt almindelig kultur. Vi opdager ikke, at det ikke bare er en krig mod flygtninge og indvandrere, men også en krig mod os – de helt almindelige danskere – og vores velfærd. En krig der er ved at tage livet af det dyrebareste vi ejer, vores ånd og sjæl.
Jeg hører Politikerene debatere at ulandsbistanden skal skæres ned. Måske som en beregnet, kynisk og kalkuleret kamp om stemmer i valgkampen. Jeg hørte dem sælge ud af vores allesammens sjæl. Jeg håber der findes en oprigtig, ærlig og kærlig politiker, som har bevaret benene på jorden og forstanden i hovedet.
En som kæmper for fred, frihed, omsorg, medmenneskelighed og retfærdighed, for alle mennesker på denne trængte moder jord. En som jeg kan sætte mit kryds ved, når dagen snart kommer.