Af Freddy Wedel

Jeg har lige læst en bog. En gammel en som jeg fandt på et loppemarked. Den var i tre bind og var et så godt som ukendt værk af en meget kendt forfatter. ”Opstandelse” hedder den og den er skrevet af selveste Leo Tolstoj, forfatteren til ”Krig og Fred” og århundredes kærlighedsroman ”Anna Karenina”.

Som titlen kunne antyde handler ”Opstandelsen” overhovedet ikke om kristendom eller religion i det hele taget. Ja, intet sted i hele bogen møder man så meget som en antydning til Jesus eller nogen anden persons opstandelse fra de der er døde og borte. Nej, den handler om noget helt andet.

Hovedpersonen er adelig og tituleres ”fyrste”. Han er rig som bare pokker. Ejer en hel del store godser med en masse af livegne bønder. Vi befinder os i Rusland omkring 1890’erne, altså før revolutionen. Men forfatteren ved at den er på vej, og det sætter sit præg på handlingen.

Fyrsten forelsker sig i en tjenestepige på et af sine godser, og det giver naturligvis ”pote”. Men som man gjorde den gang, og bestemt slet ikke kunne finde på at gøre i dag, så vil faderen ikke vedkende sig sit ansvar. Han betaler pigen en dejlig rund sum rubler, og så er den sag ude af verden. Tror han.

Nogle år senere bliver han dommer i en række retssager hvor småfolk stilles til ansvar for småforbrydelser. Han bliver derfor rystet, da han bliver stillet overfor sin tidligere elskerinde, som står tiltalt for et giftdrab som hun ikke er skyldig i. Men på grund af en procedurefejl bliver hun alligevel dømt til et antal år i Sibirien.

Vores hovedperson får betænkeligheder. Han har nemlig stadig sympati for pigen. Derfor beslutter han sig til at afhænde en stor del af sine jordbesiddelser til bønderne, hvorefter han rejser med hende i fangenskabet.

I løbet af bogen får læseren en rystende indføring i den udbredte fattigdom og den store forskel på dem der ejede og dem der lod sig udbytte. Man får en dybere forståelse af hvorfor den revolution i 1917 måtte finde sted.

Tolstoj var selv troende, men det fornemmer man ikke når man læser ”Opstandelsen”. I øvrigt blev han smidt ud af Den russiske ortodokse kirke på grund af sine anarkistiske tilbøjeligheder, og så tog Fanden ved ham, bogstaveligt talt, og vi fik den store litteratur som hans værker er.

Han var ikke kommunist eller socialist og hans værker kan ikke omtales som egentlig arbejderlitteratur, men derfor kan vi godt læse ham når vi lige har det i baghovedet.

Jeg har ikke skrevet navnene på bogens to hovedpersoner. Det er ikke fordi jeg ikke kan huske dem, men fordi de, som i de fleste andre russiske bøger snart hedder det ene og snart det andet, alt efter hvem de taler med og hvorfor. Jeg kan ikke finde ud af systemet. Selv om det irriterer mig, så kan jeg alligevel anbefale Tolstojs ”Opstandelsen”.