Af Dorte Grenaa
Indlæg holdt på Novemberkonferencen 2015
Hvordan skal vi vurdere det begyndende opsving i protester, initiativer og bevægelser, som vi ser i øjeblikket ?
Der demonstreres og aktioneres næsten dagligt, og i et omfang som ikke er set i årevis.
Store Flygtninge Velkommen-demonstrationer, protester fra uddannelsesinstitutionerne, erhvervsskolerne og folkeskoleeleverne, fra sundhedspersonalet, protester mod dagpenge-, integrations- og kontanthjælpsreformer.
Demonstrationer mod de asociale nedskæringer og anstændighed i finansloven. For slet ikke at nævne at vi står midt i en folkeafstemning om mere EU og afskaffelse af retsforbeholdet. Hvor et Nej vil få stor betydning for en fremdrift i opsvinget. Og så er Danmark faktisk på vej ind i en ny krig- nu i Mali.
Folk er ved at have fået nok, at de mange år med dansk krigsdeltagelse og krigsforbrydelser rundt om i verden, nok af bølgen af nyliberalistisk reform-og nedskæringspolitik, af fremmedfjendskhed, løgn og åndsformørkelse.
Og derfor har vi der tager initiativer et ansvar for, at det vi gør, kan være med til at bære protesterne fremad. Lige nu trækkes de i mange retninger.
Der må udvikles en fælles modstandsfront som et alternativ til den røde/blå blok politik. Løsningen er ikke en et regerings farveskift eller et kryds ved næste valg. Et alternativ må bygges op nedefra.
Det skal siges, vi afviser ikke at et folkeligt alternativ også får et parlamentarisk udtryk på sigt. Men det må skabes som resultatet af en proces.
Erfaringer viser, at det går galt, hvis man som Enhedslisten lader sin politik diktere af en folketingsgruppe og hvor bevægelserne bliver supportgrupper for folketingsgruppen og ikke omvendt. Eller det går galt, hvis man – som det græske SYRIZA i sommers beviste – er uklar i sin holdning til afgørende spørgsmål som EU.
Hvordan kan et alternativ se ud og hvem kunne det bestå af?
Vi ser udviklingen af en fælles modstandsfront eller enhedsfront ikke som en ny forening med vedtægter og kontingent. Men som længerevarende proces og udvikling af en samlet kraft – bestående af mange forskellige grupper og mennesker. Fra EU-modstanden, anti-krigsmodstanden, arbejdspladser og fagforeninger, de sociale bevægelser, de uddannelsessøgende, flygtningebevægelsen – og så kunne man nævne mange flere.
Hvor alle arbejder på hvert sit felt, men hvor man samles på tværs af politiske, etniske, partimæssige, alders og andre skel og bliver enige om for at fremme nogle centrale fælles krav. Og hvor der samtidig er for rum og plads til hinandens specifike krav og dermed til at understøtte hinanden.
For at give et eksempel – det kunne være et krav om stop for milliardindkøbet af de nye kampfly – suppleret med grupperne egne krav – brug pengene til at skrotte kontanthjælpsreformen, dagpengeforliget, få pædagoger i børnehaverne, jordmødre på fødegangene, ophæve halveringen af integrationsydelsen. Og den samling og proces vil igen mobilisere endnu flere mennesker.
En særlig vigtig gruppe: arbejderklassen
Hele den tsunami af nyliberale reformer har kastet rigtig mange mennesker ud i fastlåst og håbløs fattigdom, i retsløshed, mistænkeliggørelse og kriminalisering. Her har udviklingen af de sociale grupper har haft stor betydning. Der er skabt fælleskaber til at få selvtilliden og troen på egne kræfter igen. Det er en proces der tager tid. Det vi ser nu er at man er ved at vende sig mere udad og bliver en del af den fælles kamp.
Det har været en fuldstændig bevidst og kynisk plan som de ansvarlige politikere har gennemført – gruppe efter grupper er kommet på lavere ydelser, på værre vilkår, og hurtigere ud i frit fald uden indtægt. Dansk Arbejdsgiverforening siger helt klart, at det drejer sig om at få yderligere små 100.000 smidt helt ud af sociale ydelser og så skabt et gigantisk lavtlønsmarked for folk, der kan tvinges til hvad som helst. Forårets jobreform er næste led i den plan.
Fagbevægelsens top er været medansvarlig gennem tre-partsforhandlinger i den udvikling der er sket med indførelse af EU’s nyliberale arbejdsmarkeds-og socialpolitik. Det meste af fagtoppen med LO- og FTF-toppen i spidsen ikke er en medspiller men en modspiller, i udviklingen af protesterne mod den førte politik.
Fælles kamp for hele lavtløns arbejdsmarkedet
Ingen gruppe alene er stærk nok til at skabe forandring. Social dumping er ikke bare østarbejdere og folk på EU-kontrakter. Det er også hele tvangsarbejdsmarked af folk, der skal arbejde for deres sociale ydelser og er i diverse ordninger.
Både den faglige kamp og de sociale protester må forholde sig til det faktum.
Det gælder om at få solidaritet og enhed mellem de der er på arbejdspladserne og i fagforeningerne, uanset ansættelsesforhold om de er overenskomstmæssige vilkår eller virvaret af a-typiske. Og igen med alle de, der er arbejdsløse, udstødt eller aldrig lukket ind på arbejdsmarked.
Der er et helt særligt spørgsmål om inddragelsen og solidariteten med arbejderne, der kommer med en anden baggrund, fra andre lande permanent eller i kortere tid.
Tiden er inde til at der tages nye skridt. Til at forskellige bevægelser og grupper fornyer deres platforme med de mest grundlæggende fælles krav f.eks. modstand mod den nyliberale nedskæringspolitik, mod EU eller krigspolitikken og som alt sammen gennemføres på flertallets bekostning. At man tager de centrale fælleskrav med ind på sit konkrete arbejdsfelt og deltager i fælles initiativer. Helt aktuelt lige nu for at for at vinde Nej’et den 3. december.
Der er brug for mangfoldigheden af grupper, der kan rumme, bevidstgøre og give mange forskellige mennesker mulighed for at gøre sig sine egne erfaringer gennem handling. Der er brug skabelsen af netværk og initiativer, hvor vi kan lære hinanden at kende gennem samarbejde og aktionsenhed. Det er nogle af opgaver vi må finde løsninger på og diskutere videre med hinanden.