Der eksisterer en ret absurd parlamentarisk situation:
Efter pensions-, efterløns-, fleks- og førtidspensions-nedskæringer (‘reformer’) er tiden pr. 1. januar kommet til kontanthjælpsforringelser, gensidig forsørgerpligt for samboende uden fradragsmuligheder samt (hunde)lortejobs – såkaldte udnyttejobs.
Det hele er besluttet af EU, regeringen og blå blok i fællesskab. Statsministeren bebuder nye skattelettelser til ‘erhvervslivet’ i det nye år, mens De radikale vil hugge fra pensionisterne …
Og Enhedslisten har været og er støtteparti for svineriet.
Altså: ’Oppositionen’ i folketinget er med til at lave og vedtage alle vigtige (EU-) love. Den ‘røde’ regering er mere end villig til at regere sammen med blå blok, mens dens eget parlamentariske grundlag er uden politisk indflydelse.
Den virkelige opposition er ikke blå blok og dens partier. Den befinder sig uden for folketinget.
Derfor må Enhedslisten gøre op med sig selv, om det vil fortsætte med at være et surmulende støtteparti, der smides udenfor hver gang de store nedskæringsreformer skal vedtages, og som får lov til at sætte nogle små fingeraftryk, hvor det ikke betyder noget.
Eller om partiet for alvor vil være med til at opbygge modstanden nedefra, en front mod velfærdsdestruktion, krige og EU.
Rollen som støtteparti hæmmer udviklingen af en sådan modstand. Den udenomsparlamentariske opposition hænges op på Enhedslistens konstante vaklen mellem forligsforhåbninger og gentagne skuffelser.
Også selvom Enhedslisten ender med at sige nej til de asociale reformer – og i år trykkede på nej-knappen ved tredjebehandlingen af finansloven den 19. december. Sammen med Liberal Alliance, i øvrigt.
Denne vaklen hos Enhedslisten afholder partiet fra at føre en konsekvent oppositionspolitik i folketinget.
En sådan politik ville afsløre regeringens reaktionære nyliberale karakter, folketingsflertallets blå farve, dets sammenvævning med erhvervstoppen og med EU og konsekvente lakajrolle for USA.
Den ville for alvor være et talerør for den udenomsparlamentariske modstand mod den nyliberale politik, mod EU og krigene. Og denne modstand er langt bredere end Enhedslisten og dette partis vælgere.
Hvis Enhedslisten derudover ville spille en progressiv rolle uden for folketinget, måtte det engagere sig i en systematisk opbygning af en bred modstand, i samlingen af alle – ALLE – kræfter, der modsætter sig den nyliberale politik på alle, eller bare et eller flere felter.
I stedet for at føre konstant valgkamp i enhedsmanifestationer af modstanden uden for folketinget , som det sker nu.
Det betyder også at organisere modstanden som brede enhedsmanifestationer – at inddrage alle relevante kræfter – at forberede aktioner og manifestationer ordentligt, og ikke i sidste øjeblik.
Hvornår vil Enhedslisten droppe illusionerne og lægge kursen om? De får ikke regeringen til det.